Ideologien

Marxismen - alle samfund følger samme udvikling

Karl Marx udviklede sammen med Friedrich Engels i midten af 1800-tallet en kommunistisk ideologi, som de mente klargjorde sammenhængen mellem samfundsudviklingen og historien. De mente, at det endelige mål for alle samfund var kommunismen, det vil sige det frie og klasseløse samfund. Marx' og Engels’ ideologi blev siden hen kaldt marxisme.

Ifølge marxismen er alle samfund forudbestemt til at følge en bestemt udviklingsvej. Samfundet starter som et primitivt ur-samfund men udvikler sig sidenhen til først et slaveejersamfund, dernæst et feudalsamfund og så et kapitalistisk samfund. Det kapitalistiske samfund vil på et tidspunkt gå over i  socialisme, og socialismen vil i sidste ende vil føre til kommunisme.

I hver af de forskellige samfundsformer er der et modsætningsforhold mellem den klasse, som ejer produktionsmidlerne (i det kapitalistiske samfund er dette kapitalisterne, som ejer jorden og fabrikkerne), og den klasse, som kun ejer sin egen arbejdskraft (i det kapitalistiske samfund er dette arbejderne). Samfundsudviklingen er, ifølge marxismen, således en evig kamp mellem modstridende interesser i samfundet, og med mellemrum vil denne kamp udløse en revolution, der vil føre fra en samfundstype til den næste. 

Klassekampen driver historien

Det er ifølge marxismen modsætningsforholdet mellem samfundsklasserne (også kaldet klassekampen), der skaber og driver historien fremad. Historien er således til en vis grad forudsigelig -  og Marx forudsagde, at man på hans tid stod over for en ny verdensorden, hvor den kendte kapitalistiske samfundform ville blive overvundet af en ny samfundsorden, baseret på kommunisme. 

Ifølge Marx' teorier er de økonomiske midler i det kapitalistiske samfund ejet af nogle få mennesker (kapitalisterne), og disse få kan udnytte flertallet (arbejderne), som kun ejer deres egen arbejdskraft. Men så snart samfundsudviklingen når til kommunismen, bliver den private ejendomsret afskaffet. I stedet vil der være fælleseje af de økonomiske midler. Dermed vil alle være lige, og der vil ikke længere være undertrykkelse og uretfærdighed til.

Fra kapitalistisk til kommunistisk samfund

Marismen mener, at det er en forudsætning, at et samfund er kapitalistisk, før det kan blive kommunistisk. Overgangen fra det kapitalistiske til det kommunistiske samfund vil ske ved en revolution, hvor arbejderne tager magten fra kapitalisterne. Men sådan et skifte kan naturligvis ikke gennemføres fra den ene dag til den anden. Således vil det nye samfund efter revolutionen stadig indeholde så mange træk fra det tidligere kapitalistiske samfund, at en overgangsperiode vil være nødvendig. For at sikre udviklingen hen imod et virkeligt kommunistisk samfund indføres proletariatets diktatur. Her undertrykker arbejderne (den nye herskende klasse) de gamle magthavere, og det kapitalistiske samfund, hvor nogle få mennesker ejede de økonomiske midler, erstattes af et socialistisk samfund, hvor de økonomiske midler ejes af samfundet i fællesskab. Først når samfundet har nået dette socialistiske stadie, kan man skabe et ægte, klasseløst kommunistisk samfund. 

Lenins udlægning af marxismen

Lenin udviklede i årene op til den russiske revolution i 1917 sin egen fortolkning af Marx’ tanker. Han havde tre centrale ideer til, hvordan kommunismen skulle indføres i Sovjetunionen:

• kapitalismen kunne kun overvindes gennem en revolution, hvor vold var et nødvendigt middel
• en socialistisk revolution var under bestemte forudsætninger mulig i et tilbagestående landbrugssamfund med en lille arbejderklasse som Rusland
• det var nødvendigt med et snævert socialistisk parti ledet af en lille elite for at gennemføre revolutionen

Lenins mål var derfor at danne et lille eliteparti, der bestod af marxister, som tilsluttede sig ideen om en hurtigt gennemført og voldelig revolution. Ideen om den voldelige revolution stod i modsætning til Marx, som mente, at revolutionen ville komme helt af sig selv, når samfundet var parat til det. Hvordan revolutionen skulle udføres i praksis, blev en mærkesag for Lenin gennem hele hans politiske karriere, og han holdt fast i, at den russiske revolution var forløber for den verdensrevolution, som ifølge Marx var en forudsætning for den sande socialismes virkeliggørelse. Verdensrevolutionen dækkede over Marx’ idé om, at socialistiske revolutioner lynhurtigt ville sprede sig inden for de kapitalistiske samfund, når først revolutionen var gennemført i ét land. Dermed ville alle kapitalistiske lande i løbet af ganske kort tid blive socialistiske, og forudsætningen for en kommunistisk verden ville være til stede.

Lenin tilpasser ideologien til virkeligheden

Lenin tilpassede i høj grad den marxistiske ideologi til den russiske virkelighed, og han brugte blandt andet bønderne under revolutionen. Denne tankegang var i modstrid med den oprindelige marxisme, hvor det var arbejderne i de industrialiserede samfund, der skulle iværksætte revolutionen, ikke bønder. Men Lenins udlægning pasede til den russiske virkelighed, hvor hovedparten af befolkningen bestod af bønder, der levede under usle og utilfredsstillende forhold, og hvor der kun var en meget lille arbejderklasse. 

Stalin videreudvikler marxismen

Da Josef Stalin kom til magten i 1928, havde forholdene i Sovjetunionen ændret sig, idet blandt andet arbejderklassen var begyndt at vokse. Men også Stalin måtte tilpasse den marxistisk-leninistiske ideologi til den sovjetiske virkelighed. Han udviklede en række centrale ideer om, hvordan socialismen skulle håndhæves, så kommunismen kunne virkeliggøres i Sovjetunionen:

• det var muligt at gennemføre socialisme i ét land
• det var nødvendigt at udvide konceptet om en stærkt centraliseret magt 
• det var nødvendigt med en øget brutalisering for at fjerne oppositionen (hvilket i stor udstrækning betød det samme som at udslette den)

Det var ikke i modstrid med den kommunistiske tankegang, at Sovjetunionen skulle ledes af en centralistisk magt, og at man skulle forsøge at minimere oppositionen. Det var omfanget af den vold, hvormed Stalin efterlevede disse ideer, der var nyt i forhold til tidligere. 

Socialisme i ét land

Stalins teori om, at det var muligt at gennemføre socialismen i ét enkelt land, var et afgørende brud med bolsjevikkernes tidligere linje. Han mente, at det var muligt at opbygge socialismen i Sovjetunionen, selv om revolutionen ikke havde spredt sig til andre lande. Stalin tilpassede på den måde sin udlægning af kommunismen til virkeligheden. Denne drejning af marxismen var nødvendig for Stalin, hvis han skulle forsvare socialismen i Sovjetunionen, for det var tydeligt, at revolutionen ikke spredte sig til andre lande. Stalins teori om socialisme i ét land var således en retfærdiggørelse af, at socialismen ikke var slået igennem på verdensplan. 

Stalin hævdede naturligvis, at hans ideer var i overensstemmelse med Marx’ og Lenins tanker. Men hans idé om socialisme i ét land var langt fra de oprindelige marxistiske tanker om en verdensomspændende socialistisk revolution.