Shimon Attie – “Writing on the Wall”
Kvarteret Scheunenviertel i det tidligere Østberlin husede i 20’erne og 30’erne en stor gruppe mennesker fra den jødiske arbejderklasse. I 1992-93 lavede den amerikansk-jødiske kunstner Shimon Attie installationsprojektet ”Writing on the Wall”, hvor han projicerede arkivfotos af områdets tidligere jødiske beboere op på husmurene i Scheunenviertel. Projektet synliggjorde den forsvundne jødiske dagligdag, og på den måde blev tilfældige forbipasserende og områdets beboere mindet om fraværet af den jødiske kultur i det nutidige bybillede og ikke mindst om årsagen til dette fravær: Holocaust.
Cover fra bogen "The writing on the wall - projections in Berlin's Jewish quarters. Shimon Attie, photographs and installations"
Berlins jøder
Se Shimon Atties værker
I Berlin levede der omtrent 160.000 jøder, inden Hitler og nazisterne kom til magten. Kun ca. 6.000 af disse overlevede krigen. I dag er den jødiske befolkning i Berlin igen voksende, især som følge af immigration af jøder fra de tidligere sovjetstater. Men mange år efter krigen var det tidlige jødiske liv mere eller mindre fraværende i bybilledet, og Shimon Atties projekt ’”Writing on the Wall” handler om dette fravær.
Fortidens spøgelser
I stedet for at interessere sig for det eksisterende jødiske liv i Berlin 1992-93, så vælger Shimon Attie at synliggøre jødernes liv og dagligdag, som det var i 20’erne og 30’erne. Gamle arkivfotos projiceres op på de steder, hvor de dengang blev taget, så personerne fremtræder i naturlig størrelse i deres tidligere kvarter.
Resultatet er et kontrastfyldt møde mellem fortid og nutid. Som baggrund til de gamle arkivfotos ser man byggepladser, nyt og gammelt byggeri side om side, tv-tårnet på Alexanderplatz, tomme vinduer, vejskilte, graffiti, vinduer med potteplanter mm. Fortidens mennesker projiceres op på murene som sort-hvide skygger i naturlig størrelse, og man ser også de daværende omgivelser i form af fx en jødisk dagligvareforretning og en boghandel. Ofte placeres fortidens beboere i en krog eller i et hjørne af en nutidig bygning, og Shimon Attie minder os dermed om, at Berlins forsvundne jøder fylder ganske lidt i dagens Berlin. De er næsten glemt og kan kun vækkes til live som sort-hvide, spøgelseslignende skygger.
Stedsspecifik kunst
Nogle kunstværker går i dialog med det sted, de placeres i. De forholder sig til stedets historie og griber måske ændrende ind i denne historie. Værket kan derfor heller ikke overføres til fx et museum uden at miste en del af dets oprindelige betydning.
Den stedsspecifikke kunst kan være placeret i det offentlige rum. Her vil målgruppen være mere tilfældig end den, der er tale om på fx et museum. Offentlige, stedsspecifikke værker har ofte et klart og enkelt budskab, da modtageren som regel er den tilfældigt og flygtigt forbipasserende.
Nysgerrighed og aggression
Reaktionerne på Shimon Atties installationer var blandede, og særligt områdets beboere må have følt sig påvirket af installationerne. Den pludselige konfrontation med kvarterets fortid mindede mange om, at de havde noget til fælles med de tidlige jødiske beboere, idet kvarteret og dets gader danner en fælles ramme om hverdagslivet både før og nu. Og samtidig blev enhver tilfældigt forbipasserende mindet om, at det tidligere jødiske kvarter ikke længere var der, og at det var konsekvensen af bestemte historiske begivenheder.
Fordi installationen var en del af gadebilledet og ikke en udstilling på et museum, var mange uforberedte på konfrontationen, og reaktionerne var ret spontane – nogle var nysgerrige, mens andre blev aggressive og vrede, fordi de følte sig ufrivilligt inddraget. Med sine installationer nåede Shimon Attie en bred og tilfældig målgruppe. Selvom han ikke fik alle til at stoppe op i længere tid, så har selv et henkastet og flygtigt blik på projektionerne i en eller anden forstand vakt historien til live i den forbipasserendes tanker og bevidsthed.
Holocaust mellem linjerne
Holocaust er ikke direkte til stede, men står skrevet mellem linjerne i Shimon Atties værk. Forskellen mellem de to ’verdener’, kvarterets jødiske fortid og dets ’nu’, er så slående, at man søger en forklaring, og her vil tankerne uundgåeligt falde på Holocaust. Det er ikke synligt, hvad der er sket i de mellemliggende år, men det alligevel tydeligt, at noget er sket.
Når både Shimon Attie og mange andre kunstnere vælger, at deres kunst ikke skal handle direkte om Holocaust, så skyldes det ikke blot, at det er svært at beskrive Holocaust med ord og billeder. Det skyldes også, at de gerne vil have beskueren af kunstværket til selv at huske og finde frem til det, der skete. Det, der står mellem linjerne i Shimon Atties ’skrift på væggen’, er, at her er et tomt rum og en plads til, at du selv fylder det ud, gør dig nogle overvejelser og fortæller historien færdig.
Fotografi, døden og Holocaust
Når man betragter et fotografi af mennesker vil det altid være ledsaget af et tab: det fastfrosne øjeblik er der ikke længere. Af samme årsag siger man, at fotografiet henviser til døden – fotografiet minder os om tidens gang og i sidste ende om, at vi alle skal dø.
Når man ser på fotografier af jøder fra 20’ernes og 30’ernes Tyskland, medtænkes døden på en ganske særlig måde – hvis man ved, hvad der hændte i de efterfølgende år. Personerne på billederne, uanset alder, var måske endnu uvidende om det, der ventede, men mange af dem, ville blive dræbt under Holocaust. Så selvom Holocaust ikke optræder direkte i fotografierne, vil de fleste beskuere tænke folkedrabet på jøderne ind i deres oplevelse af fotografierne.
Fotografierne og tomrummet
Shimon Attie fotograferede også sine installationer, og fotografierne er senere blevet udstillet på museer og gallerier. Shimon Attie benyttede sig af en teknik, hvor fotografierne blev taget over lang tid, hvilket resulterede i smukke, dybe og klare farver, der nærmest virker overnaturlige. Betragter man fotografierne samlet, fx på et museum, er det nemmere at fordybe sig i billederne og opdage nogle tydelige fællestræk. Især er det iøjnefaldende, at Shimon Attie ofte inddrager steder fra Berlins gadebillede med tomme rum og kontraster: gamle bygningers rudeløse vinduer, tomme byggepladser, tomrum mellem nye og gamle boligblokke og kontrasten mellem nyt og gammelt i det hele taget.
På den måde er Shimon Attie med til at få vores tanker til at kredse om et bestemt tema: nemlig fraværet af den jødiske dagligdag i nutidens bybillede, og det tomrum, som Holocaust efterlod ikke blot i konkrete bydele, men også i folks bevidsthed. Og samtidig opfordrer han os til at fylde det tomme rum ud, til at erindre det, der har fundet sted mellem dengang og nu – dels gennem sine smukke fotografier, der kalder på fordybelse og opmærksomhed, dels gennem kontrasterne og dels gennem den mere direkte konfrontation af folk på gaden.
Af Diana Gerlach, cand. mag. i moderne kultur og kulturformidling, 2008
Litteratur
The Writing on the Wall, Shimon Attie, Braus, Heidelberg 1995
Mindesmærker – Tid og erindring i fotografiet, Mette Sandbye, forlaget politisk revy, 200
- Var det rimeligt, at Shimon Attie henvendte sig så direkte til beboerne i et bestemt kvarter? Kan du forstå, hvis nogle af beboerne følte sig anklaget? Tror du, det var Shimon Atties hensigt, at hans værk skulle virke anklagende?
- Beskriv og diskuter forskellene mellem de to udgaver af ”Writing on the Wall” – installationen i forhold til fotografierne. Lav evt. en liste over fordele og ’ulemper’ ved de to forskellige udgaver.
- Scheunenviertel har udviklet sig en del siden 1992-93. Kvarteret er blevet mere trendy med cafeer, butikker og gallerier, og en omfattende renovering af bygninger har fundet sted. Tror du, Shimon Atties projektion af de gamle arkivfotos ville fremstå anderledes med dette ’nye’ Berlin som baggrund? Begrund hvorfor/hvorfor ikke.
- Tror du, det er et bevidst valg fra Shimon Atties side, at Holocaust kun er til stede ’mellem linjerne’? Synes du, at fortællingen om jødernes skæbne under Holocaust skulle være mere tydeligt til stede i værkerne? Kan det være lige så virkningsfuldt ikke at tale direkte om Holocaust?
- Siden murens fald er indvandringen af jøder til Tyskland og ikke mindst Berlin vokset drastisk. Synagoger er blevet genopbygget, og det jødiske liv er igen blevet synligt. Hvordan kunne man lave et (kunst)projekt om det jødiske samfund i Berlin før og nu?
