Flere slags gerningsmænd

Der var flere slags gerningsmænd i Holocaust. Der var dem, der traf beslutningen om at udrydde jøderne, det vil sige den øverste top i det nazistiske magtapparat.

En anden gruppe var de såkaldte ”skrivebordsmordere”. De var de mange små tandhjul, der holdt drabsprocessen i gang, og de tog sig af de administrative opgaver såsom at planlægge deportationerne, sørge for afhændelsen af jødernes efterladte ejendele, udfylde papirer, bestille gas mv. De mødte som regel ikke deres ofre.

Den sidste gruppe gerningsmænd var dem, der var i direkte kontakt med ofrene – de dådsnære gerningsmænd. Gruppen bestod primært af personale fra SS, Gestapo og Sikkerhedspolitiet, men der er også eksempler på, at militæret assisterede ved massakrer og andre forbrydelser. I flere tilfælde hjalp ukrainske og baltiske politienheder også med til at dræbe jøder. Man antager, at gruppen af gerningsmænd med direkte kontakt til ofrene bestod af omkring en halv million mennesker.

Dræb eller bliv dræbt...?

"Jeg dræbte kun, fordi jeg ellers selv ville være blevet slået ihjel…"

Det har hidtil været opfattelsen, at mange af gerningsmændene dræbte, fordi lydighedsnægtelse ville have kostet dem livet. Dette er imidlertid ikke rigtigt.

Ingen blev dræbt, indsat i koncentrationslejre eller oplevede repressalier mod deres familie for at nægte at deltage i drabene. Faktisk var der flere eksempler på mennesker, der nægtede, og ingen af dem blev dræbt. Det kunne højst bremse karrieren og føre til, at man blev udstødt af gruppen, blev mobbet, fik ry for at være ”svag” eller ”humanistisk”.

På den anden side skal der ikke være tvivl om, at der herskede benhård disciplin i lejrene, og at flere af lederne øvede et meget stærkt psykisk pres mod det underordnede mandskab.

Flere end 500.000 gerningsmænd?

Går man skridtet videre og tæller alle med, som indirekte medvirkede til mordene, er antallet af gerningsmænd langt højere. Det drejer sig fx om lokomotivførerne, der transporterede jøder og andre til udryddelses- og koncentrationslejrene, arbejderne der byggede lejrene, eller arkitekterne, der designede dem, så de fungerede optimalt, og sekretærer der hjalp til med det omfattende papirarbejde.

Dertil kan lægges de lærere, der indpodede børn og unge den forestilling, at jøder var undermennesker, og de mange der producerede og distribuerede den propaganda, som fik antisemitismen til at brede sig som en steppebrand.

Magtmændene bag mordene

Nazismens raceideologi var fuldstændig afgørende for, at Holocaust kunne finde sted. Selvom der findes en lang tradition for antisemitisme og pogromer i Europa, var det den nazistiske stat, der gjorde jødeudryddelserne mulige. Adolf Hitler var som den øverste leder hovedansvarlig for folkemordet, men det havde ikke været muligt uden Heinrich Himmler, der havde det overordnede ansvar for, at ordren blev udført.

Himmler var leder af SS og alle politienheder i staten og partiet. Han opbyggede et omfattende terrorsystem, der havde ansvaret for både koncentrationslejrene og dødslejrene. Himmlers vigtigste underordnede var Reinhard Heydrich.

Heydrich var chef for RSHA (Reichsicherheitshauptamt / Hovedkontor for Rigets Sikkerhed) og fik fuldmagt til at forberede ”den endelige løsning af jødespørgsmålet”. Selv om Heydrich blev myrdet af tjekkiske modstandsfolk i sommeren 1942, var drabsmaskineriet så velopbygget, at det uden videre kunne fortsætte.

En skrivebordsmorder

Adolf Eichmann var ”ekspert i jødiske anliggender” i sikkerhedstjenesten. Det var ham, der organiserede deportationerne af jøder til ghettoerne og udryddelseslejrene. Eichmann var i høj grad det, man kan karakterisere som en ”skrivebordsmorder”.

Efter sit eget udsagn var han ”helt færdig” og ”rystede over hele kroppen”, da han i 1942 besøgte udryddelseslejren Chelmno og overværede en gasning. Alligevel fortsatte han med at sende mennesker i gaskamre de næste år – vel at mærke uden at se sig selv som skyldig, for han ”fulgte jo bare ordrer”.

Almindelige mænd

For størstedelens vedkommende var gerningsmændene helt almindelige mænd, som før krigen havde ført helt almindelige liv. Det var ikke engang alle gerningsmænd, der var antisemitter. De fleste kom fra SS og politiet, men også læger og andet sundhedspersonale var repræsenteret.

Der er naturligvis en række eksempler på psykopatiske og ekstremt voldelige gerningsmænd i denne gruppe, men de udgør snarere undtagelsen end reglen. Menneskelig set kan det være svært at forstå, hvordan det er muligt for kærlige ægtemænd, omsorgsfulde fædre, vellidte kolleger og kammerater at begå disse bestialske forbrydelser dag ud og dag ind, men man ser det samme fænomen i alle folkedrab.

Ofte er gerningsmændenes dagbøger fra den periode, hvor forbrydelserne fandt sted, fyldt med bekymringer over familiens ve og vel, fortællinger om kammeratskabet med de andre soldater og almindelige dagligdags iagttagelser, mens det forfærdelige arbejde, de udførte, ikke fylder meget. Mange fik dog psykiske problemer, og alkoholisme var udbredt.

"Vi fulgte bare ordrer..."

Filosoffen Hannah Arendt gør sig følgende tanker om den form for ansvarsfraskrivelse blandt gerningsmændene, som var typisk for flertallet:

”Problemet med de nazistiske forbrydere var præcist, at de frivilligt afsvor alle personlige kvaliteter; som om der ikke var nogen tilbage at enten straffe eller tilgive. De indvendte igen og igen, at de ikke havde nogen intentioner overhovedet, hverken gode eller onde, og at de blot havde adlydt ordrer.

Med andre ord: De største onder begås af ”nobodies”, dvs. af mennesker som nægter at være personer. [...] Vi kunne sige, at ugerningsmænd som nægter selv at tænke over, hvad de gør, og som også nægter at reflektere over det senere hen, de har faktisk ikke formået at konstituere sig selv som ”somebodies”. Ved stædigt at forblive ”nobodies” viser de sig selv uegnede til sameksistens med andre som, gode, onde eller indifferente, i det mindste er personer”.

Hannah Arendt: ”Nogle moralfilosofiske spørgsmål” s.111-112

Hvorfor blev de gerningsmænd?

Det kan undre, at så mange sagde ja til det forfærdelige arbejde til i lejrene og i Einsatz-grupperne. Selvom man forsøgte at holde jødedrabene hemmelige, har de fleste på forhånd vidst, at arbejdet indebar drab.En del af svaret skal nok findes i, at dette arbejde var langt mindre risikabelt end at være soldat ved fronten. Desuden var lønningerne temmelig høje, der var bedre mulighed for orlov, og sidst men ikke mindst kunne man opnå magt, indflydelse og prestige. Det har også spillet en rolle, at der blev skabt et psykologisk klima, hvor normale grænser blev rykket og mord blev en del af hverdagen.

Udveje for gerningsmændene

Det var muligt at undgå at deltage i myrderierne, eksempelvis ved at lade sig forflytte, melde sig som soldat på fronten eller simpelthen bede om fritagelse. Det var imidlertid meget få, der valgte disse udveje.

Der findes eksempler på, at gerningsmænd fik mulighed for at sige nej til at deltage i mord, men undlod at gøre det. For den enkelte var det karrieren, gruppepresset, kammeratskabsfølelsen og korpsånden der talte.

Læger i Holocaust

Læger er uddannede til at redde liv og udøve omsorg, men under det nazistiske styre gjorde en række tyske læger sig skyldige i drab. Først som aktive i Eutanasi-programmet, hvor de dels udvalgte de patienter, der skulle dø, dels udførte selve drabet. Disse såkaldte medlidenhedsdrab kostede frem til 1945 mere end 200.000 mennesker livet. I koncentrations- og udryddelseslejrene fik lægerne mulighed for at udføre medicinske eksperimenter på levende mennesker ”til gavn for videnskaben”. Eksperimenterne udsatte ofrene for grusomme og ufattelige lidelser.

Den mest kendte SS-læge er Josef Mengele. Han var i Auschwitz-Birkenau bl.a. ansvarlig for at sortere de nyankomne fanger og bestemme, hvem der skulle gasses, og hvem der skulle udtages til arbejdstjeneste. Desuden stod han for nogle af de mest uhyrlige eksperimenter på jøder og sigøjnere. Men Mengele var langtfra alene hverken i Auschwitz eller i andre lejre.

Også i koncentrationslejrene Ravensbrück, Dachau og Buchenwald blev der udført medicinske forsøg på fangerne, som førte til lemlæstelse og død.Disse læger var drevet af ambitioner om store videnskabelige gennembrud til gavn for den tyske folkesundhed. Dertil kom en ubændig nysgerrighed, når man nu stod i den situation helt ukontrolleret at kunne eksperimentere med mennesker, som alligevel skulle dø.

Gerningsmænd fra tyskkontrollerede områder

Både ukrainske og baltiske enheder bistod Einsatzgrupperne ved massakrer i Sovjetunionen. Ukrainerne blev trænet i den såkaldte Trawniki-lejr, mens det primært var baltiske politienheder der bistod den tyske besættelsesmagt med drab og anholdelser af jøder.

En del af vagtpersonalet i udryddelseslejrene kom også fra Ukraine og de baltiske lande. De var lavere i hierarkiet end SS-personalet, og ofte fik de pålagt de opgaver, der blev anset som de mest ubehagelige og beskidte. Det drejede sig særligt om arbejde, der krævede fysisk kontakt med fangerne, og de fungerede ofte som bødler.

SS anså de ukrainske og baltiske hjælpere som utilregnelige, udisciplinerede og som medlemmer af en laverestående race, og der var ofte sammenstød mellem dem og det tyske personale. Men også i de besatte vesteuropæiske lande bistod det nationale politi, nazister og nazi-sympatisører med registrering, tilfangetagelse og deportation af de jødiske samfund.

Gå til kilder, arbejdsspørgsmål, materialer og anden nyttig information