Auschwitz efter 1989 - en ny linje lægges

Umiddelbart efter murens fald blev der taget initiativ til at diskutere fremtiden for museet Auschwitz-Birkenau. Man var klar over, at murens fald ville få stor betydning for stedet. Det var samtidig første gang, at jøder blev inviteret til at deltage i beslutninger om museets fremtid. En gruppe mennesker mødtes og enedes om en række anbefalinger til, hvilken erindring museet fremover skulle præsentere. Det blev bl.a. anbefalet, at der skulle sættes større fokus på den jødiske side af lejrens historie. Og man skulle revidere antallet af døde, der indtil da fejlagtigt havde været angivet til 4 millioner.

Ændringer i 1990’erne

I løbet af 1990’erne er der blevet gennemført en række ændringer på museet Auschwitz-Birkenau. Der er bl.a. kommet en ny guidebog, og der er blevet opsat en lang række skilte med billeder og tekst, ligesom der er kommet et øget fokus på Birkenau. Man har også forsøgt at markere de steder, som ligger udenfor Auschwitz I eller Birkenau. Og man har forsøgt også at sætte fokus på gerningsmændene i lejren. Men museet bærer stadig præg af tiden før 1989. Bl.a. fordi den permanente udstilling i sin grundform stadig er den samme som i 1955, hvilket naturligvis har en stor indflydelse på det indtryk, museet giver. 

Uddannelse gennem autenticitet

Op gennem 1990’erne er der kommet øget fokus på stedets bevaring og autenticitet. Dels fordi lejren efterhånden er så gammel, at det er nødvendigt at rekonstruere og vedligeholde den, hvis ikke den skal forsvinde med tiden. Dels fordi det danner grundlag for museets uddannelsesmæssige indsat, som i stigende grad er blevet en vigtig del af museets arbejde. Museet arbejder ud fra et ønske om, at de besøgende skal lære noget, mens de er på stedet. De skal tænke over, hvad der skete, så de kan være med til at forhindre, at noget lignende sker igen. 

I den forbindelse mener museet, at det, at de besøgende er på det faktiske og autentiske gerningssted, har stor betydning. Det kan være med til at skabe en særlig atmosfære og en følelse af, at historien kommer tættere på og derfor bliver nemmere at forstå. Dette er især vigtigt, fordi de overlevende, der kan huske, hvad der skete og fortælle andre om det, er ved at forsvinde. Det er med andre ord blevet vigtigere at lære om Holocaust for at kunne forhindre, at noget lignende sker igen. 

Polsk eller jødisk?

Siden 1989 har museet arbejdet på at skabe en større ligevægt mellem den jødiske og den polske side af Auschwitz’ historie. Men stedet afspejler dog stadig i høj grad, at det er et polsk erindringssted, og der lægges vægt på dette i den erindring, de formidler. Den jødiske dimension tydeliggøres ikke, og det tages for givet, at de, der besøger stedet, kender denne i forvejen. Taler man med de besøgende, kender langt de fleste da også til de jødiske ofre, ligesom de ved, at der også var sigøjnere i lejren. Men de ved sjældent, at der også omkom polakker i lejren. Dette kan være én af forklaringerne på, at museet fortsat lægger stor vægt på den polske side af lejrens historie. Men det kan også skyldes, at det kan være rigtig svært at ændre på det faktum, at museet ligger i Polen og derfor naturligvis vil være polsk påvirket.