Krav om magtdeling
Folkedrabet i Rwanda var på mange måder resultatet af en politisk magtkamp. En gruppe hutuer fra landets elite stod til at miste magt og privilegier, efter at hutuer og tutsier var begyndt at kræve demokratiske reformer. Denne hutu-elite forsøgte at afværge reformerne ved at opildne hutu-befolkningen til had mod tutsierne. Folkedrabet var derfor ikke en 'stammekrig', men politisk motiveret.
I 1959 gennemførte hutuerne en revolution, der vendte op og ned på den hidtidige magtfordeling. Indtil da havde tutsierne siddet på magten, men efter revolutionen blev de forvist fra det politiske liv, som blev overtaget af hutuerne, hvilket også kom til at gælde for militæret, hvor tutsier ikke kunne blive officerer, og soldater ikke måtte gifte sig med tutsier.
Magteliten presses af oppositionsgrupper
Den nye magtfordeling kom hutu-befolkningen til gode, men dens politiske frihed blev samtidig indskrænket, idet præsident Habyarimana, der kom til magten ved et militærkup i 1973, forbød alle politiske partier med undtagelse af sit eget parti MRND (Mouvement Révolutionaire National pour le Développement).
En gruppe højtstående hutuer, som hørte til inderkredsen omkring præsidenten, nød i flere år økonomisk og politisk godt af Habyarimanas styre, men deres politiske dominans kom under pres i slutningen af 1980’erne, idet der opstod flere oppositionsgrupper, som krævede politiske reformer. Grupperne ønskede en ende på et-parti systemet, hvilket ville have betydet en indskrænkning af elitens goder.
Rwandas Patriotiske Front kræver medbestemmelse
Hutu-elitens hold om magten blev yderligere sat under pres fra tutsi-oprørshæren Rwandas Patriotiske Front, som gentagne gange angreb Rwanda i starten af 1990’erne. Fronten krævede demokratiske reformer, respekt for menneskerettigheder og retssikkerhed, men først og fremmest forlangte de, at tutsier, der igennem tidernes løb var flygtet fra Rwanda, skulle have mulighed for at vende tilbage.
Efter internationalt pres gik repræsentanter fra hutu-regeringen med til at mødes med Rwandas Patriotiske Front ved forhandlingsbordet i Arusha, Tanzania. Efter længerevarende forhandlinger blev parterne i 1993 enige om en fredsaftale, der gav tutsierne adgang til det politiske liv i Rwanda.
Indtil der kunne afholdes valg, skulle der etableres en overgangsregering med repræsentanter fra Rwandas Patriotiske Front og flere politiske partier. Derudover ville Rwandas Patriotiske Front blive lagt sammen med hæren, hvor de ville få halvdelen af alle befalingsposter. Sammenlægningen ville betyde, at store dele af hæren ville blive afvæbnet og fyret.
Rwandas Patriotiske Front
Rwandas Patriotiske Front (RPF) blev dannet i 1988 i Uganda og bestod hovedsageligt af tutsier, der igennem tiderne var flygtet fra Rwanda på grund af overfald og diskrimination. RPF angreb Rwanda for først gang i oktober 1990 og foretog i de efterfølgende år en række mindre angreb.
RPF blev efterhånden anerkendt som en legitim deltager i debatten om Rwandas fremtid af det internationale samfund, og i 1993 underskrev præsident Habyarimana og RPF en fredsaftale i Arusha, Tanzania, som gav sidstnævnte politisk medbestemmelse.
Fredsaftale anset som en trussel
Fredsaftalen med tutsi-oprørshæren var en trussel mod flere parter: En del af hutu-eliten havde i 1992 dannet partiet CDR (Coalition pour la Défense de la République), der ifølge fredsaftalen ikke skulle indgå i overgangsregeringen, og de kritiserede aftalen i kraftige vendinger.
Derudover var mange soldater utilfredse med fredsaftalen, da sammenføjningen med Rwandas Patriotiske Front ville betyde, at mange ville miste deres arbejde, det var især relevant for mange ældre officerer, som ville blive fyret på grund af deres alder. Aftalen var ligeledes en trussel mod mange borgmestre og embedsmænd, eftersom den indeholdt krav om fyring af alle, der af en undersøgelseskomite blev fundet inkompetente eller skyldige i overgreb på menneskerettighederne.
Ofre i en politisk magtkamp
Fredsaftalen, der opfyldte mange af hutu-oppositionens og tutsi-oprørshærens krav, betød at dele af hutu-eliten ville være nødsaget til at opgive mange af de goder og privilegier, som de nød godt af. I et forsøg på at modvirke dette, forsøgte eliten at opildne hutuerne til had mod tutsierne.
Hutuerne mod tutsierne
Både før og under folkedrabene opfordrede aviserne hutuerne til at stå sammen mod deres fælles fjende, som underforstået var tutsierne. Hutuernes enhed og solidaritet gav dem ifølge avisen Kangura en fordel, som ville kunne føre dem til sejr over tutsierne, men denne fordel kunne ifølge avisen gå tabt, hvis hutuerne lod sig adskille på grund af partiforskelle. Derfor var de hutuer, som kritiserede præsident Habyarimana, ikke en del af fællesskabet, men derimod forrædere og fortjente ikke bedre end tutsierne, hed det i avisen.
Alle tutsier blev gennem propaganda ligestillet med Rwandas Patriotiske Front, der blev anset for at være fjenden. Dermed blev civile tutsiere i Rwanda fremstillet som hutuernes dødelige fjende, der kun var ude på at dræbe dem. Magteliten håbede, at følelsen af at stå sammen mod en fælles fjende, ville få kravet om reformer fra oppositionen til at forstumme. Derfor blev både tutsier og oppositions-hutuer ofre i kampen mod de politiske krav, der ville have tvunget magteliten til at afstå privilegier og magt.
