Temaer
Massemord, henrettelser, dehumanisering, umenneskeliggørelse, kollektiv erindring, personlig erindring, fravær, mindesmærker, livet efter Holocaust.
Om Know Hopes værk
Re-reading the Ripples (Genlæsning af krusningerne) er en installation, der består af en stor bunke afskårne træstammer og 17 malede planker, der hænger på væggene rundt om stammerne. Store og små stammer ligger i en bunke på gulvet, og for enden af hver stamme er der malet en blodrød rund plet. Plankerne på væggene er malet i forskellige blå nuancer og har en træstamme malet i negativ. Det vil sige, at træstammen, som i virkeligheden er en ubemalet flade, er blevet synlig ved at male udenom om den med blå farve. Under hver af de sytten blå planker hænger et firkantet messingskilt. Hvert af skiltene har sin egen korte tekst, som har en poetisk eller mystisk karakter – fx
Her hands when she slept
I felt everything, then I felt nothing
The end of the world has come and gone without us noticing
Arms linked like power lines
When the knee-deep got waist-high
We can't remember our real names
We carved our names into the floor boards
De afskårne træstammer med den røde plet kan minde om bunker af lig eller ejendele fra ofre. De ligger hulter til bulter afskåret fra deres omgivelser, som skrot, uden liv og værdighed. Plankerne på væggen kan modsat læses som en måde at give den enkelte stamme en individuel plads til at blive mindet. Know Hope arbejder i et formsprog, hvor referencen til Holocaust ligger i fortolkningen snarere end konkret i værket. Værket vil for den enkelte vække forskellige associationer, og temaer som fravær og umenneskeliggørelse bliver italesat. Værket er en stedsspecifik installation, som er skabt særligt til det rum, som det blev vist i på udstillingen Sort Mælk - Holocaust i ny kunst på Museet for Samtidskunst i 2014.
Artiklen er skrevet af Natalia Gutman, mag.art. i kunsthistorie og kurator bag udstillingen Sort Mælk - Holocaust i ny kunst i samarbejde med DIIS, august 2014. Artiklen er del af undervisningsmaterialet "Sort Mælk - Holocaust i ny kunst”.
- Hvilke associationer skaber værket hos dig?
- En fortolkning af værket kan være, at bunken af træstammer symboliserer menneskekroppe, hvilken fremstilling af mennesker kommer da til udtryk?
- Med plankerne på væggen har hver træstamme fået sin egen plads og tekst, hvordan kan denne fremstilling tolkes?
- Læs de syv eksempler på skilte og overvej, hvad teksten tilfører værket?
- Værkets titel er Genlæsning af krusningerne, hvad lægger du i titlen?
- Hvordan skabes kollektiv erindring?
- Kan Holocaust gå i glemmebogen, hvorfor/hvorfor ikke?
- Værkets titel er "genlæsning af krusningerne". Hvilke krusninger tror du, der tales om?