Det politiske efterspil i Rwanda

Den 18. juli 1994 overgav regeringstropperne i Rwanda sig. Det markerede afslutningen på folkedrabet, som havde kostet omkring 800.000 mennesker livet. Dagen efter blev der taget en ny regering i ed i hovedstaden Kigali. 

Rwanda var på det tidspunkt et land i opløsning. Flere hundredetusinde mennesker var døde, telefoner og postvæsen fungerede ikke, og der var ingen vand eller elektricitet. Skolerne var ødelagte, og hele undervisningssystemet lå i ruiner. Et nedslidt sundhedsvæsen skulle på en gang håndtere en høj børnedødelighed, et højt fødselstal, en AIDS-epidemi og tusindvis af sårede indbyggere med bl.a. amputationsskader efter overfald med macheter. Mange var hjemløse og traumatiserede, og ni ud af ti børn havde været vidne til forbrydelser. Omkring to ud af otte millioner indbyggere var flygtet over grænsen til Tanzania og Congo. Deriblandt mange af gerningsmændene og deres familier. 

Den nye nationale enhedsregering

I den nye såkaldte enhedsregering i Rwanda var både den nye præsident og den nye premierminister hutuer, mens resten af regeringen næsten udelukkende var tutsier fra RPF. Selvom regeringen erklærede, at den ikke ville skelne mellem hutuer og tutsier, men anså alle for at være lige borgere i Rwanda, så blev den på grund af sin overvægt af medlemmer fra RPF betragtet som tutsi-venlig af hutu-befolkningen.

I årene efter folkedrabet blev Rwanda regeret efter de retningslinjer om magtfordeling, som var beskrevet i fredsaftalen fra 1993. Den overgangsperiode, som skulle sikre den fredelige overgang fra en etpartistat til en flerpartistat, blev forlænget, og der blev først afholdt præsident- og parlamentsvalg i efteråret 2003. Valgene blev vundet stort af RPF’s politiske parti. Også ved det efterfølgende valg i 2010 vandt RPF og partiet har fortsat den politiske magt i Rwanda. Rwandas nuværende præsident, Paul Kagame, stod i spidsen for RPF, da hæren indtog Kigali i 1994. 

Anklager om brud på menneskerettighederne 

Selv om det er lykkedes for regeringen i Rwanda at genopbygge flere af landets institutioner og skabe et bureaukrati, der på mange måder er velfungerende, så er store dele af magten og rigdommene blevet samlet i hænderne på en lille elite bestående af medlemmer fra Rwandas Patriotiske Front. Det har fået en række menneskerettighedsorganisationer til at kritisere regeringen i Rwanda for at undertrykke oppositionen og andre, som ikke er en del af denne elite. 

Amnesty International har bl.a. anklaget RPF for at have manipuleret med præsident- og parlamentsvalgene i efteråret 2003, hvor medlemmer af oppositionen blev udsat for langvarige politiafhøringer, ulovlige anholdelser, bestikkelse og dødstrusler. Ved valget i 2010 genlød kritikken. I månederne op til valget i 2010 blev flere oppositionsledere og journalister arresteret – og nogle ”forsvandt” eller blev fundet myrdet. Oppositionspartier blev udelukket fra valget, og en ledende politiker fra et af partierne blev myrdet. Også uden for valgperioderne har menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch rapporteret om politisk motiverede mord og ”forsvindinger”, ligesom manglen på ytrings- og pressefrihed kritiseres. 

Regeringen har afvist alle anklager om politisk undertrykkelse, overgreb og begrænsninger af ytringsfriheden. Men Præsident Kagame lægger ikke skjul på, at en konsekvent linje er nødvendig i Rwanda. En kritisk og bred politisk debat kan true Rwandas stabilitet, siger præsidenten. For landet er stadig mærket af folkedrabet, og de etniske spændinger mellem landets grupper hører endnu ikke fortiden til. Frygten for nye konflikter eksisterer stadig i Rwanda. Udlandets holdninger til styret i Kigali er splittet: Er det reelt et diktatur i demokratiets klæder – eller er det en realistisk og måske endda nødvendig måde at styre et land på efter et folkedrab?

Fremtidige udfordringer

Rwanda er kommet langt siden det kaos, der kendetegnede landet i sommeren 1994, hvor folkedrabet blev stoppet. Det er lykkedes regeringen at forbedre økonomien betydeligt og tage kampen op imod den enorme fattigdom, der prægende de første år efter folkedrabet. Regeringen har arbejdet for at tilbyde rwanderne basale ydelser som skolegang, sundhedsvæsen og sikkerhed i gaderne. Selvom landet er i udvikling – adgangen til elektricitet og vand forbedres hele tiden, der bygges nye og bedre veje, der opføres hoteller, restauranter og universitetsbygninger – så tegner der sig stadig et billede af et land med store udfordringer. 

Næsten halvdelen af befolkningen lever i dyb fattigdom, og millioner bor på meget små stykker land, hvor de knap kan producere nok mad til at brødføde en enkelt familie. Der er også stadig mange udgifter forbundet med at hjælpe de overlevende fra folkedrabet, de forældreløse, gadebørnene og de kvinder, som blev voldtaget og ofte smittet med HIV under folkedrabet. Over en million flygtninge er vendt tilbage fra lejre i Tanzania og Congo, og omkostningerne til genhusning har været høje. Og så vokser Rwandas befolkning med stor hast. I gennemsnit får hver kvinde seks børn. Med det stigende indbyggerantal står regeringen over for at skulle sikre endnu flere mennesker basale vilkår og fremtidsmuligheder.

Retsopgøret efter folkedrabet er både en økonomisk byrde og en politisk hovedpine for regeringen. For det går ikke kun langsomt pga. det enorme antal sager. Retsopgøret er også blevet kritiseret – både internt i Rwanda og udefra. Retfærdighed og forsoning er for mange forbundet, og der er brug for markante fremskridt i retsopgøret såvel som i andre af landets forsoningsinitiativer. Desuden må regeringen vise, at den tager rapporterne om menneskerettighedskrænkelser alvorligt og demonstrere vilje til at forbedre demokratiets rammer, fx hvad angår ytrings-, presse- og forsamlingsfrihed og politisk inklusion.