Serbiske forbrydelser

Alle serbere i én stat

I krigens første uger var der tale om en ren erobringskrig af bosnisk-serbiske styrker. Strategien gik ud på at erobre et bælte ned langs grænsen til Serbien og Montenegro samt det store nordvestlige område omkring byerne Banja Luka og Prijedor. Disse områder skulle knyttes sammen af en korridor, der løb langs grænsen til Kroatien for derved at skabe et sammenhængende serbisk område fra Republika Srpska Krajina – den serbisk besatte del af Kroatien – i vest gennem Republika Srpska i Bosnien og til selve Serbien i øst.

Målet var at skabe en stat, hvor alle serbere var samlet. Derfor havde disse geografiske områder stor betydning, idet de bosniske serbere havde brug for fuldstændig kontrol med lige netop de dele af Bosnien for at kunne blive forbundet med Serbien. 

Det lykkedes de bosnisk-serbiske styrker med massiv støtte fra den serbisk dominerede jugoslaviske folkehær, JNA, at gennemføre en lynkrig. Allerede efter et par uger var 60-70 % af Bosnien under serbisk kontrol. De bosniske serbere planlagde en bølge af overgreb på civilbefolkningen, som havde til hensigt at skulle chokere ikke-serbere til at flygte eller overgive sig.

Det nordlige og østlige Bosnien 

I foråret 1992 startede bosniske serbere en massiv bølge af etniske udrensninger i kølvandet på lynkrigen. De etniske udrensninger var mest brutale og omfattende omkring byerne Prijedor og Banja Luka i det nordvestlige Bosnien og i den del af det østlige Bosnien, som grænsede op til Serbien.

Operationerne blev udført af lokale specialenheder, som de paramilitære grupper ”Arkans Tigre” og den serbiske politiker Vojislav Sjesjels ”Hvide Ørne”, efter militære enheder havde indtaget områderne. Muslimske kvinder og børn blev som regel tvunget ud af området og transporteret til muslimsk dominerede områder. Mændene blev ydmyget, tortureret og skræmt til at flygte eller ganske enkelt dræbt. Forbrydelserne skete enten lokalt i de enkelte byer eller i nærliggende koncentrationslejre. De bosnisk-serbiske styrker udvalgte og henrettede det lokale samfunds elite. Tusindvis blev ofre for denne brutale fremfærd: Efter krigen er det blevet kortlagt, at der alene i byen Prijedor forsvandt 3.227 personer. En del af dem er endnu ikke fundet, men arbejdet med at registrere og identificere opgravede lig foregår stadig. 

Nettet af koncentrationslejre

Hovedparten af dem, der ikke blev dræbt, og som det ikke lykkedes at flygte, blev ført til nærliggende koncentrationslejre. Tusinder blev holdt fanget og hundreder blev myrdet, tortureret og misbrugt seksuelt i lejrene. Værst var forholdene i lejren Omarska, men også i lejrene Keraterm og Trnopolje fandt der henrettelser, tortur og seksuelle overgreb sted. Derudover var udsultning og nedværdigende behandling en del af forholdene i lejrene.

I august 1992 afslørede vestlige journalister serbiske koncentrationslejre, hvor muslimske fanger levede under elendige forhold. Afsløringerne vakte stor forargelse verden over og førte til et øget fokus på krigen i Bosnien.

I dag er en lang række bosniske serbere dømt ved den Internationale Krigsforbryderdomstol for deres forbrydelser i koncentrationslejrene. 

De ”sikre zoner”

I 1993 oprettede FN såkaldt ”sikre zoner” i de muslimske områder Gorazde, Bihac, Tuzla, Zepa, Srebrenica og hovedstaden Sarajevo som en reaktion på de bosniske serbernes aggressive krigsførelse. FN-soldater blev sendt til områderne for at beskytte civile mod angreb. 

De ”sikre zoner” blev hurtigt en torn i øjet på serberne. For det første, fordi nogle af områderne lå i det geografiske område, som bosnisk-serbiske nationalister ønskede knyttet til Serbien. For det andet, fordi bosniske muslimer i nogle af områderne under dække af de tilstedeværende FN-soldater fra de ”sikre zoner” angreb omkringliggende serbiske landsbyer. 

Fra marts til april 1994 belejrede bosnisk-serbiske styrker byen Gorazde. Mange civile mål, såsom hospitaler og private lejligheder, kom under beskydning. Mod slutningen af 1994 blev Bihac belejret. Men begge ”sikre zoner” forblev under muslimsk kontrol i modsætning til Srebrenica og Zepa. 

I juli 1995 belejrede og indtog bosnisk serbiske styrker de ”sikre zoner” Srebrenica og Zepa. De etniske udrensninger, som fulgte i kølvandet på Srebrenicas indtagelse, var de mest omfattende massakrer under krigen i Bosnien. Mens kvinder, børn og ældre blev sendt i busser til byen Tuzla, holdt de bosnisk-serbiske styrker alle våbenføre mænd tilbage. 8.372 muslimske mænd og drenge blev myrdet i et decideret blodbad, der stod på i tre døgn. Zepa slap langt billigere. Efter den ”FN-sikrede zone” var løbet over ende, blev tre af byens ledende skikkelser øjeblikkeligt myrdet – det drejede sig om borgmesteren samt byens militære og civile chefer. Derefter blev næsten 4.500 kvinder, børn og ældre sendt videre til områder, der var under kontrol af den bosniske regering. I alt blev omkring 80 muslimske mænd myrdet efter Zepas fald.

Belejringen af Sarajevo

Den begivenhed, som under krigen i Bosnien fik mest bevågenhed, var belejringen af Sarajevo. De bosnisk-serbiske styrker omringede byen allerede fra krigens udbrud og lukkede for alle forsyninger til hovedstaden. Der var derfor ingen el eller rent vand i lange perioder. Der var mangel på mad, og nødhjælpskonvojerne havde svært ved at komme frem til byen, fordi de bosnisk-serbiske styrker nægtede dem adgang. Indbyggerne i Sarajevo var under belejring i godt 1.420 døgn, dvs. næsten fire år.

De bosnisk-serbiske styrker beskød dagligt byen med mortergranater, artilleri, kampvogne og maskingeværer, mens snigskytter beskød civile i Sarajevos gader. Alle var i farezonen, og byen var i undtagelsestilstand. Angriberne skelnede ikke mellem militære og civile mål, og de bosnisk-serbiske styrker beskød skolegårde, fodboldbaner, markedspladser og andre civile mål. Særligt tre massakrer på uskyldige civile kom i de internationale mediers søgelys: Massakren på mennesker, der stod i kø efter brød i maj 1992; massakren på Markale markedspladsen i februar 1994, som kostede 68 mennesker livet i hele krigens næst værste enkeltstående massakre; endnu en massakre på Markale markedspladsen i august 1995, hvor 5 mortergranater slog ned og dræbte 43 mennesker.

Samtidig udsatte bosnisk-serbiske styrker Sarajevo for kulturelle ødelæggelser. Bl.a. blev Sarajevos nationalbibliotek og det orientalske institut skudt i brand efter artilleribombardementer. Stederne var udvalgt til at blive ødelagt og blev, ifølge FN’s særlige ekspertkommission, helt bevidst beskudt og ødelagt for at fjerne landets multikulturelle arv og ikke som en direkte konsekvens af krigshandlinger.

Folkedrab

Målet med forbrydelserne var at tvinge og skræmme ikke-serbere til at flygte og efterlade en etnisk ren serbisk stat. Ifølge anklagere ved den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag (ICTY) var det måden, som forbrydelserne blev begået på, der afslørede de bosnisk-serbiske intentioner. De serbiske styrker angreb de muslimske samfund, alene fordi de var muslimske.  

Siden krigens afslutning er en lang række højtstående officerer, politikere, ledere af koncentrationslejre og andre gerningsmænd blevet stillet til ansvar og dømt for deres handlinger ved Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag (ICTY). Metoderne, antallet af dræbte, forsøgene på at eliminere de muslimske ledere og ødelæggelserne af byer og religiøse monumenter, anses af anklagemyndigheder ved domstolen som bevis for, at der var tale om folkedrab. I sidste ende var det dog kun Srebrenica-massakren, der blev betegnet som ”folkedrab”. 

De hovedanklagede ved domstolen omfattede den tidligere serbiske præsident, Slobodan Milosevic, den bosnisk-serbiske leder, Radovan Karadzic, og hærchefen for de bosnisk-serbiske styrker, Ratko Mladic.

Milosevic blev anholdt og fængslet i 2001. Retssagen imod ham var dog endnu ikke afsluttet, da han døde i sin celle i Haag 11. marts 2006.

Radovan Karadzic formåede at holde sig skjult og levede som alternativ healer indtil sin arrestation i 2008. Han blev hurtigt derefter udleveret til ICTY, og i marts 2016 blev han kendt skyldig i folkedrab og en lang række andre forbrydelser og idømt 40 års fængsel. Han appellerede dommen. Appelsagen sluttede i marts 2019, da dommen blev skærpet til fængsel for livstid.

Det lykkedes Ratko Mladic at holde sig skjult endnu længere. Først i maj 2011 blev han arresteret og siden udleveret til Haag-domstolen. I november 2017 blev han fundet skyldig i bl.a. folkedrab samt 5 tilfælde af forbrydelser imod menneskeheden og yderligere en række krigsforbrydelser. Også Mladic appellerede sin dom, som dog blev stadfæstet i juni 2021.

Artiklen er senest opdateret i 2023 af journalist og forfatter Steen Ramsgaard.