Nye og gamle folk – tilskuere og beskyttere under De Røde Khmerers kommunistiske revolution i Cambodja

Revolution og renselse

I 1975 tog De Røde Khmerer (Khmer Rouge) magten i det sydøstasiatiske land Cambodja og begyndte en brutal kommunistisk revolution. I årene 1975-1979 var den cambodjanske befolkning underlagt et rædselsregime, der kostede omkring 1,7 millioner menneskeliv - svarende til godt en fjerdedel af landets daværende befolkning. De fleste af ofrene døde af sult og sygdom, men man mener desuden, at cirka 300.000 personer blev henrettet. De nye magthavere satte sig altså igennem med en brutalitet, man kun vanskeligt kan forestille sig. 

Målet med revolutionen var at gøre Cambodja til en simpel og selvforsynende bondestat, hvor alle var ligeværdige og sammen stræbte efter et fælles nationalt ideal. Baggrunden for denne ambition var, at landet - ifølge De Røde Khmerer - var ved at blive ødelagt af kapitalisme og korruption fra udlandet. Denne anklage var primært møntet på Frankrig, som var tidligere kolonimagt, men også på nabolandet Vietnam, der historisk var arvefjende, og på USA, der via Vietnam-krigen var en nærværende trussel for Cambodja. 

Meningen med revolutionen var altså at befri eller rense fædrelandet for ideer og værdier, der ifølge de nye magthavere forurenede det ’ægte’ Cambodja. Således ville De Røde Khmerer føre Cambodja tilbage til de gode gamle dage, inden landet blev smittet af udenlandsk indflydelse. I det, der altså blev præsenteret som en nødvendig rensning af landet, indgik blandt andet, at al uddannelse, pengeøkonomi, religion, medicin, privat ejendom osv. med ét slag blev forbudt. Ifølge De Røde Khmerer var disse ting unødvendige i den ideelle bondestat, og de blev desuden anset for kapitalistiske, imperialistiske tegn på skadelig individualisme. 

I den forfatning, som De Røde Khmerer udarbejdede, og som er en slags grundlov for regimet, blev det slået fast, at der var absolut lighed for alle borgere i landet, og at alle var garanteret arbejde og levebrød. For De Røde Khmerer var det et mål i sig selv at udligne skel i befolkningen. Klasseforskelle blev blandt andet udjævnet ved at ensrette folks påklædning. Alle fik udleveret samme sorte pyjamas-lignende klædedragt, som også toppolitikerne bar. Regimet indførte imidlertid et andet skel mellem folk, der kunne få afgørende betydning for chancerne for overlevelse. 

Én gang byboer, altid byboer

For at indfri revolutionens mål måtte befolkningens levevis især i byerne forandres fuldstændigt. Hvis landet skulle blive den klasseløse og selvforsynende landbrugsstat, som ledelsen så for sig, måtte også byboerne hjælpe til med at opdyrke landområderne. Derfor blev byerne i 1975 tømt for indbyggere, som under tvang forlod deres hjem og blev anvist en arbejdslejr, hvor de skulle føre en ny tilværelse som bønder for nationen. 

De deporterede byboere blev kategoriseret som ”nye folk”, mens de, der i forvejen var bønder og boede på landet, blev kaldt ”gamle folk”. Disse to grupper blev af De Røde Khmerer set på som væsensforskellige. De gamle blev anset for at være de ubesmittede og ægte cambodjanere og fik betydeligt bedre vilkår end de nye, der blev anset for uforbederlige sabotører af revolutionen. Mens de nye folk ikke havde mulighed for at stige i graderne, kunne de gamle folk risikere at blive degraderet, hvis de omgik de nye. Diskriminationen af de nye folk udmøntede sig blandt andet i, at de nye folk fik tildelt mindre risrationer, hårdere arbejdsopgaver og blev udsat for strengere overvågning end de gamle. De nye folk var desuden tvunget til at deltage i oplysende møder, der skulle sikre, at de fik den rette revolutionære ’uddannelse’, og at enhver rest af syndigt byliv blev uddrevet. Selv i et samfund, der så tydeligt hyldede et princip om lighed, var der altså forskel på folk. 

Solidaritet eller overlevelse?

Regimets syn på henholdsvis nye og gamle borgere var naturligt nok anledning til en række konfrontationer mellem de to grupper. For eksempel udpegede Khmer Rouge i arbejdslejre og landsbyer ofte gamle folk som opsynsmænd, der skulle overvåge de nye og sørge for, at de ikke brød styrets regler. 

Regimets håndlangere opmuntrede på den måde til, at man angav hinanden, fordi alle i deres øjne måtte være interesserede i at udrense elementer, der kunne bringe revolutionen i fare. Der er derfor en del eksempler på, at de gamle borgere har anmeldt nye borgere, hvis de f.eks. beklagede sig over de kummerlige leveforhold. En sådan angivelse kunne betyde døden for den uforsigtige nye.

Selv om de oprindelige bønder måske nok havde det bedre end de deporterede byboere, var der også for de gamle mangel på mad, medicin og andre basale fornødenheder. De gamle borgere levede altså også under elendige forhold og har været under et betydeligt pres for at leve op til myndighedernes krav. Ofte blev hele familier af gamle arresteret, hvis én - ifølge magthaverne - havde været for venlig overfor de nye. 

Ren og skær frygt har været den gennemgående sindstilstand hos gamle såvel som nye folk. Begge grupper var ofre for en vilkårlig og uforskyldt kategorisering fra et ekstremt autoritært regime, og det er usikkert, om de gamle mest har været tilskuere til regimets undertrykkelse af de nye eller har prøvet at lindre de nyes relativt værre omstændigheder. I beretninger fra overlevende ofre om livet under De Røde Khmerer får man en række eksempler på, at de gamle folk har udnyttet deres status til f.eks. at sikre sig mere mad og større frihed. Omvendt er der også eksempler på, at nogle gamle i hemmelighed har beskyttet nye borgere ved for eksempel at hjælpe med det landbrugsarbejde, som de i sagens natur var bedre til. Der gives også eksempler på, at nogle gamle direkte har forsøgt at fortælle de nye, at de ikke nød at være placeret højere end de tidligere byboere. I en biografi forfattet af en overlevende ny borger, siger en af de gamle for eksempel: 

”Du kan ikke lide os gamle, kan du? Det kan man godt se. Men hør her, kammerat, vi gamle er ikke alle sammen ens. Det var anderledes i starten af revolutionen. Da accepterede vi De Røde Khmerer. De taler blødt, men de er hårde. I vores landsby synes vi, at De Røde Khmerer har narret os. Det eneste vi kæmper for er at overleve.” (Pin Yathay, s.115-116). 

Det ligger selvfølgelig lige for at mene, at de gamle burde have delt deres madrationer og undladt at angive de nye. Spørgsmålet er alligevel, om man i betragtning af den herskende orden kunne forvente solidaritet fra de gamle folk overfor de nye. Er det ikke forståeligt, at de oprindelige bønder sendte aben videre nedad i systemet for at forhøje chancerne for egen overlevelse? Kunne man at forvente, at de gamle skulle have kæmpet mod diskriminationen af de nye, når de også selv var underlagt en så brutal undertrykkelse? Hvad mon i givet fald ville have været resultatet, hvis flere af de gamle havde sat sig op imod regimets ordrer for at beskytte de nye?

Af Frida Hastrup, cand. mag. i religionssociologi.