Studieture med elever - introduktion

Går jeres studietur til et tidligere gerningssted med relation til Holocaust eller andre folkedrab? Eller planlægger du et besøg i en tidligere kz-lejr som et led i en studietur til fx Berlin, Prag eller Krakow? Find inspiration til din planlægning.

I planlægning af en studietur til et tidligere gerningssted rejser der sig både faglige og personlige spørgsmål: Hvordan griber man undervisning an på et sted med en så voldsom historie? Hvilke muligheder er der for at arbejde med historien i lokale og konkrete kontekster? Hvordan sikrer man, at eleverne får det bedste faglige udbytte af besøget?

I "Rejseforløb og programmer" kan du finde viden, information og inspiration til planlægningen af en studietur til et tidligere gerningssted. Du kan bl.a. få inspiration til besøg i Auschwitz-Birkenau og til en studietur til Sarajevo i Bosnien og læse om byvandring, oplæg til gruppearbejde m.m. og kompetencemål for turen. 

Her er en række tips og idéer til, hvordan man kan undervise på gerningssteder. Listen er udarbejdet af DIIS i samarbejde med undervisere og eksperter på området.

  • Besøget bør ikke stå alene – integrer det i et forløb, så det bliver ét ud af flere elementer.
     
  • Gør dig på forhånd klart, hvorfor dine elever skal besøge stedet, og hvilken plads besøget skal have i undervisningen.
     
  • Eleverne får mest ud af besøget, hvis de ved noget (helst en del) om emnet i forvejen.
     
  • Gør noget ud af forberedelsen – både den faglige og ’menneskelige’ del.
     
  • Diskuter i klassen, hvilke forventninger I har til besøget. Både hvad I forventer at opleve og lære, men også hvordan I tror, I vil reagere.
     
  • Gør det klart for eleverne, at der ikke er én bestemt måde, man skal reagere på, men at det er vigtigt, at man udviser respekt for stedet og dets historie.
     
  • Inviter med fordel en overlevende fra folkedrabet til at fortælle sin historie inden turen.
     
  • Tag på forhånd kontakt til det pågældende sted og hør nærmere om, hvad stedet kan tilbyde. Planlæg evt. en guidet tur.
     
  • At mødes med en eller flere overlevende og evt. lade denne/dem guide på stedet kan gøre besøget mere nærværende og vedkommende.
     
  • Inddrag eleverne aktivt under besøget.
     
  • Giv om muligt eleverne mulighed for at arbejde med genstande fra stedet, så de kan fordybe sig i dets historie.
     
  • Vær opmærksom på, at eleverne ofte ikke er trænede i at lære på et sted – modsat at lære i et klasselokale, under et foredrag, ved at læse en bog mv. I fortolkningen af fx udstillinger eller mindeplader skal de muligvis hjælpes på vej.
     
  • Husk på, at din tilstedeværelse, opmærksomhed og interesse er afgørende. Eleverne er på ukendt terræn, og der kan være ting, der overrasker, forarger eller skræmmer dem, og de kan få brug for støtte ud over det sædvanlige.
     
  • Diskuter efter besøget, hvad I fik ud af det, og hvad der berørte, overraskede, skuffede osv.
     
  • Sørg gerne for, at eleverne kan arbejde konkret med besøget efterfølgende, så de fortsætter den læringsproces, der blev igangsat. Det forhindrer også, at besøget fremstår som fragmenteret – uden tilknytning til den daglige undervisning.

Idé til lokalhistorisk øvelse

Lad eleverne researche omegnens lokalhistorie og fotografere (evt. med et mobil-kamera) et bestemt sted, der kan karakteriseres som et gerningssted under besættelsen 1940‐45. Lad dem efterfølgende skrive et essay om begivenhederne der. Eksempler: Et hus hvor danske jøder blev arresteret, eller banegårde hvorfra deportationer til nazistiske lejre fandt sted. 

Læs mere om gerningssteder i Danmark i forbindelse med nazisternes deportation af danske jøder under 2. Verdenskrig

 
Gå til kilder, arbejdsspørgsmål, materialer og anden nyttig information