Hvad er "rigtig" historie?

Den måde, vi opfatter fortiden på, forandrer sig hele tiden. I takt med at vi kommer til at vide mere om, hvad der skete, forandrer fortiden sig. Og den ændrer sig også, fordi vi ændrer os. Ting, som var selvfølgelige i 1960’erne, ser måske ikke helt så naturlige ud i dag. Ligesom der kan være flere opfattelser af, hvordan Danmark skal styres, om vi skal have højere eller lavere skatter, flere eller færre indvandrere. På samme måde er der forskellige opfattelser af, hvordan vi skal forstå 2. Verdenskrig og derfor også, hvordan vi skal forstå Holocaust. Man kan sige, at der eksisterer en kamp om historien.

Den kamp har i de fleste vesteuropæiske lande ikke være så tydelig, fordi Den Internationale Krigsdomstol i Nürnberg mod de 22 topnazister på én gang fortalte Europa, hvem der havde vundet 2. Verdenskrig, og hvem der var ansvarlig for alle grusomhederne begået under krigen. Det var de tyske nazister. Men i de senere år, og ikke mindst de sidste 10 til 15 år, er der opstået en diskussion om, hvordan vi i dag skal forstå 2. Verdenskrig. Man kalder det revision af historien, og den foregår hele tiden. Vi reviderer hele tiden vores opfattelse af fortiden. Og det skal vi også. Men det skal ske på en måde, som lever op til nogle basale krav om bevisførelse og dokumentation og til historisk videnskabelighed. Det er det, man kalder faghistorie. 

Fortiden er rodet

Fortiden fremstår ofte en smule rodet. For at kunne forstå og forklare det, der er sket, er det derfor en af historikerens opgaver at skabe overblik og sortere kilderne: Hvordan det skete, hvorfor det skete, hvad fortidens mennesker selv mente, at det betød, og hvad det betyder for vores tid i dag. På den måde kommer historikerens arbejde ofte til at få form af en fortælling om fortiden. Det kan være ”den store fortælling”, som vi kalder syntese: en hel verdenshistorie eller en epokes fortælling. Eller der kan være tale om et detailstudie, der borer sig dybt ned i én historisk detalje, men sætter den i sammenhæng med det større hele.

”Den store fortælling”

Når en faghistoriker sætter sig for at skrive om en hel epoke, forsøger han eller hun at skabe et samlet overblik. I eksemplet Holocausts historie begynder historikeren måske – for at give en idé om jødernes betingelser og placering i de berørte samfund – med at berette om det jødiske folks historie i Europa. Herefter vil historikeren ofte – for at få udviklingen af nazismen på plads – fortælle noget om den tyske ekstreme nationalismes historie fra slutningen af 1800-tallet og frem til Hitler. Derefter kunne der følge et par kapitler om nazismen fra 1920'erne og frem gennem 1930'erne, hvor den nazistiske politik i forhold til jøderne analyseres.

Endelig kommer så kernen i fortællingen, nemlig historien om hvordan (og hvor forskelligt) jødeudryddelserne udspillede sig forskellige steder i Europa fra 1941 til 1945. Afslutningsvis kunne der følge kapitler om Holocausts efterspil, ofre og gerningsmænds videre skæbne, betydningen af at de europæiske jøder blev udryddet, Tysklands måde at takle fortiden på og meget mere.

På andre historikeres skuldre

Der er med andre ord tale om en kæmpe fortælling, der trækker tråde over lang tid og gennem mange lande. I sådan et tilfælde vil historikeren ofte først og fremmest benytte det, vi kalder sekundærlitteratur – altså kollegers arbejder. Historikeren vil skulle læse bøger og artikler, der går i detaljer med begivenhederne i Danmark, Frankrig, Polen, det tidligere Sovjetunionen og mange andre lande. Han eller hun vil også skulle læse om særlige temaer: kz-lejrenes udvikling og historie, de jødiske organisationers respons på folkedrab og forfølgelse, de forskellige politiske instanser i Tyskland – for ikke at tale om alle de enkelte lande – og meget, meget mere.

Historikeren kan selvfølgelig ikke læse de hundredetusinder af enkelte kilder, der ligger bag denne omfattende del af historien, men må i stedet stille sig på skuldrene af andre, der har gjort det. Undervejs dykker han eller hun måske ned i originalkilderne (de primære kilder) her og der, hvor der findes noget særligt interessant. Men opgavens størrelse forhindrer historikeren i at studere hver eneste detalje særskilt. Den enkelte historikers bidrag bliver derfor først og fremmest det syn på historien, som præger hans fortælling, og så det, at hans arbejde hviler på den seneste forskning. Det betyder, at sådan en syntese kan skrives med jævne mellemrum, for både vores viden om historien og vores syn på den vokser og ændrer sig hele tiden.

Jagten på ny viden: detailstudiet

I detailstudiet arbejder historikeren på en lidt anden måde. Her graves der efter ny viden, og det foregår som regel i arkiverne. Man ønsker måske at skrive om jøderådenes historie og arbejder derfor med de dokumenter, som jøderådene efterlod: Dagbøger og optegnelser fra medlemmer af rådene, tyske dokumenter, der belyser rådenes samarbejde med tyske instanser, dokumenter fra retssager mod medlemmer af rådene, interviews og så selvfølgelig med bøger og artikler af andre historikere, der har beskæftiget sig med emnet.

Nogle gange går historikeren helt ned i de mindste detaljer. Ud fra det ovenstående eksempel kunne det fx ske ved at rekonstruere en detaljeret fortælling om jøderådet i Warszawa, personerne og deres arbejde dag for dag. Den slags kan frembringe flere nye oplysninger, ikke kun om jøderådet i Warszawa, men om jøderåd i en bredere forstand: Hvilke vanskeligheder stod de over for, hvad var deres strategier og overvejelser, og hvordan greb de det an? Det er den store mængde af sådanne specialstudier af begrænsede områder af historien, som sidenhen åbner for, at andre historikere kan sætte detaljerne ind i en større sammenhæng, når de skriver syntese.

Eksempel på revision: Reitlinger, Goldhagen og Browning

Arbejdet med at gøre op med hele eller dele af vores opfattelse af historien kaldesrevision. Nogle vil hævde, at det er essensen af historikerens arbejde; at revidere vores opfattelse og forståelse af fortiden. Eksempelvis så man oprindeligt på de tyske gerningsmænd som afvigere og psykopater, men i 1990’erne udkom to bøger, som på helt forskellig vis besvarede spørgsmålet om, hvem gerningsmændene var, og hvorfor de handlede, som de gjorde.

Gerningsmænd var afvigere og psykopater

I Gerald Reitlingers standardværk om Holocaust, The Final Solution (Den endelige løsning) fra 1953, fremstår de tyske gerningsmænd i folkedrabet som afvigere og psykopater. Det var folk, der ikke kunne fungere i samfundet eller var faldet igennem: alkoholikere, arbejdsløse, mentalt defekte. Sådan så man – både historikere og den brede offentlighed – på SS-folkene i 1940'erne og 1950'erne. Som alle historikere var også Reitlinger præget af sin tid og dens synspunkter. Dette oprindelige syn på gerningsmændene (der selvfølgelig kun fyldte en meget lille del af Reitlingers bog på 800 sider) blev stående uantastet i rigtig mange år.

Gerningsmænd var blodtørstige antisemitter

I 1996 brugte D.J. Goldhagen i sin bog Hitler’s Willing Executioners (Hitlers villige bødler) en mængde eksempler fra en række tyske drabsenheder i et forsøg på at underbygge sin teori om, at hele det tyske folk – i modsætning til andre landes antisemitter, der var tilfredse med at genere jøder for at presse dem væk fra deres lande – var grebet af et særligt morderisk jødehad. Blandt Goldhagens eksempler var reservepolitibataljon 101, der i Polen havde medvirket ved masseskydninger og deportationer. I 1960'erne var en række tidligere medlemmer af bataljonen blevet anholdt og afhørt af tysk politi, og det var disse afhøringer, som Goldhagen havde studeret.

Gerningsmænd var almindelige mænd

Interessant nok var det netop de samme afhøringer, der udgjorde grundlaget for Christopher R. Brownings nærstudie af bataljon 101. Gennem hele bogen Ordinary Men (Almindelige mænd) fulgte Browning bataljonens politifolk og rekonstruerede deres hverdag og arbejdsbetingelser for at give et bud på deres motivation. Og hvor Goldhagen så morderiske antisemitter, så Browning helt almindelige mænd.

Disse to meget forskellige synspunkter førte til en lang debat mellem historikerne, hvor nogle støttede det ene synspunkt, andre det andet (skønt et flertal fra begyndelsen stod bag Brownings tolkning). Parterne fremlagde dokumenter og argumenter for deres synspunkter. Denne debat er et eksempel på historikernes arbejdsmetode. Nogen spiller ud med en tolkning, som andre derefter vil kritisere. Ved hjælp af den faglige debat når man så frem til en slags enighed om, hvilke argumenter, der holder, og hvilke, der ikke gør. Denne proces kan nogle gange tage lang tid og medføre mange diskussioner.

Formålet med det hele er at kunne skrive en fornuftig, afbalanceret historie, kunne give sunde vurderinger af fortiden og dens mennesker og så godt som muligt passe den ind i den større fortælling om tid og sted. I dette tilfælde betød kontroversen mellem Goldhagen og Browning, at både historikere og offentlighed reviderede synet på gerningsmændene og dermed til en vis grad på hele folkedrabet. Vi har på den måde fået et nyt syn på begivenhederne, som vi finder mere overbevisende end det, der var før. Dét er revision.

Kilder ofte fulde af fejl

Mennesker efterlader sig en række kilder til deres historie. Det kan fx være officielle dokumenter, der belyser en lille del af en given historie. Eller der kan være tale om dagbøger og breve fra samtidsvidner eller en mængde andre ting. Alle disse kilder kan være behæftet med fejl og er det ofte. Der kan være tale om bevidste udeladelser eller fordrejninger, om hukommelsessvigt eller fejlfortolkninger. Det er historikerens opgave at sortere oplysningerne for at skille det væsentlige og det sande fra det uvæsentlige og falske. Det gøres ved at sammenholde kilden med andre kilder. Således vil historikeren normalt ikke acceptere kun én kilde til en begivenhed, men ønsker i stedet at finde flere kilder og dermed flere synsvinkler på den samme begivenhed. På den måde kan fx optegnelser fra den tidligere kommandant i Auschwitz, Rudolf Höss, ikke udgøre hele grundlaget for vores viden om lejren. Alt, hvad Höss siger i sin bog, må holdes op mod de udtalelser, som andre med tilknytning til lejren (tyskere, jøder, fanger mv.) er kommet med om de samme forhold. På den måde kan man i en række tilfælde efterprøve, hvad der er sandt i bogen, og hvad der ikke er.

Historikeren vil også se på, hvem der har skrevet en kilde, og overveje, hvad netop dén person kan have haft af interesser at beskytte. Det kan igen hjælpe til at forstå, hvad der er falsk, og hvad der er sandt. Hvis en gerningsmand fx indrømmer, at han deltog i en bestemt forbrydelse, må vi tillægge hans udsagn en del vægt, for hans interesse er jo netop at benægte det. Og hvis alle tidligere fanger i kz-lejren Neuengamme nægter at have brugt det bordel, der fungerede som belønning for ”godt arbejde”, ved vi, at i det mindste nogle af dem formentlig lyver.

Problemer forbundet med vidneudsagn

Historikerne ser også på, hvad et vidne kan forventes at vide. Den polske befolkning i Belzec (hvor der lå en udryddelseslejr) kan fx sige noget om forholdene for de transporter, der ankom til stationen i byen, men ikke noget om, hvad der foregik inde i lejren, hvor de ikke havde adgang. Hvis der alligevel findes beretninger fra befokningen i Belzec, der siger noget om, hvad der foregik inde i lejren, skal man ikke tillægge disse udsagn stor betydning.

Fejl og mangler – eller endda bevidste løgne eller udeladelser i en kilde – får imidlertid ikke historikeren til at afskrive hele kilden. Arbejdet går netop ud på at sortere det falske fra, således at det sande står tilbage. Man kan ikke sige, at én fejl (eller flere) i en kilde gør hele kilden værdiløs. Fx besøgte kommandanten i Auschwitz-lejren, Höss, i embeds medfør udryddelseslejren Sobibór for at studere deres arbejde. Han kunne imidlertid ikke huske lejrens navn, da han skrev sine erindringer nogle år senere, og gav den derfor et forkert navn. Men ved at sammenholde Höss’ oplysninger om den lejr, han havde besøgt, med andre kilder, kunne historikerne finde ud af, at der netop var tale om Sobibór. Denne fejl betød altså hverken, at han ikke besøgte Sobibór, eller at hele hans beretning om besøget må afskrives som fejlagtig. Og den slags fejl betyder selvfølgelig slet ikke, at Auschwitz ikke var en udryddelseslejr, eller at Holocaust ikke fandt sted.

På samme måde kan man ikke sige, at det, at en kilde har åbenlyse interesser at beskytte, gør hele kilden værdiløs. I det ovenstående eksempel er Höss’ bog, skønt fuld af fejl og præget af mandens dårlige hukommelse og samvittighed, et mindre, men stadig værdifuldt bidrag til vores viden om Auschwitz. Tyske dokumenter lyver ikke nødvendigvis, nazisters vidneudsagn er ikke nødvendigvis utroværdige, og jødiske vidneudsagn er selvfølgelig ikke i sig selv værdiløse, skønt nogle kunne mene, at ofrene havde grund til at overdrive deres lidelser. Ved at sammenligne med andre kilder, ved at være bevidst om afsender-modtager-forholdet og ved at sætte kilden ind i en bredere kontekst kan historikeren adskille sandt fra falsk.

Holocaust-benægteres brug af kilder

En faghistoriker vil normalt sætte ting i sammenhæng og skabe en samlet fremstilling af noget, der skete i fortiden. Faghistorikeren arbejder, som netop beskrevet, med flere forskellige levn fra fortiden og sætter dem samtidig ind i en bredere forståelse af fortiden. Det typiske for Holocaust-benægtere derimod er, at de ofte tager levn fra fortiden ud af deres sammenhæng og kun fremlægger et eller få beviser på deres udsagn. Benægterne arbejder altså ikke som en videnskabelig bevidst historiker, hvor flere beviser lægges sammen og testes for deres sandhedsværdi.

I stedet angriber benægterne enkelte dokumenter, ofte sådan at de uden nogen bevisførelse afskriver dem som forfalskninger. Eller de afskriver alle jødiske vidneudsagn, idet de henviser til, at jøderne kunne have gode grunde til at overdrive. Benægterne arbejder sig ofte helt ned i detaljer, som ikke bliver sat ind i en større sammenhæng. Således bruger benægterne fx umuligheden af definitivt at påvise, om dørene til gaskamrene i krematorierne i Auschwitz åbnede indad eller udad, til at afvise, at disse gaskamre i det hele taget eksisterede. Hvor historikeren bygger sin absolutte viden om kamrene på en lang række kilder, hundreder af vidner, medvirkende, tyskere og fanger, dokumenter, fysiske levn og meget andet, benytter benægterne helt usagligt manglende viden om en detalje omkring fx dørhængsler til at afvise ikke bare hele eksistensen af kamrene, men hele udryddelsen.

No holes - no Holocaust

På samme måde bruger benægterne slagordet ”No holes, no Holocaust”. Det henviser til kildesituationen omkring de huller i tage eller vægge på gaskamre, som gassen blev ledt ind igennem. Benægterne forlanger, at videnskaben skal fremlægge fysiske beviser i form af de faktiske huller eller fotografisk materiale. Hvis man ikke kan det, betyder det ifølge benægterne, at der slet ikke har været gaskamre i Auschwitz og derfor næppe nogen jødeudryddelse i det hele taget. Her støtter faghistorikerne sig selvfølgelig til vidneudsagn fra de involverede fanger, SS-mænd, tegninger og andet – omkransningerne af hullerne er i øvrigt siden fundet i resterne af et tag i ruinerne efter et af krematorierne. Det typiske er, at benægterne slår ned på en lille detalje, river den ud af sin sammenhæng og tillægger den en afgørende vigtighed, den slet ikke har.

Hvorfor Holocaust-benægtere ikke er revisionister

Disse metoder kalder benægterne revisionisme, men det er ikke at revidere historien at fremhæve en enkelt detalje og kræve den bevist. Det kan bidrage til en revidering og måske føre til nye spørgsmål, men kun når detaljerne lægges sammen med helheden, og der foretages en reel omskrivning af den helhedsforståelse. Vi har fx fået et revideret syn på Danmark under besættelsestiden, efter at forskellige historikere har vist, hvordan landbruget og dele af den danske industri samarbejdede med besættelsesmagten, med tyskerne. Vil man revidere synet på fortiden, må man inddrage et bredt udsnit af relevante kilder og samtidig inddrage den historiske kontekst.

Hvor faghistorikere netop søger at skrive en samlet fortælling, at trække på alle relevante kilder og at underkaste disse kilder seriøs kildekritik, går benægteren i den stik modsatte retning: Benægteren vil benytte kilder, der passer til hans eller hendes formål og ikke forholde sig til den overordnede kontekst. 

Skrevet af Torben Jørgensen, historiker og forfatter til bl.a. Stiftelsen