I lejren
Fangerne fra Danmark ankom til et sted, der på mange måder lignede en by, men ikke var det. Selvom der var såkaldt ’jødisk selvstyre’ i byen, foregik alt inden for de rammer, som SS udstak. De mennesker, som boede i byen, var jødiske fanger, der sultede og var tvunget til at arbejde hårdt.
Theresienstadts historie
Theresienstadt ligger 60 km nord for Prag på vej mod Dresden. Grundstenen til byen blev lagt omkring 1780. På det tidspunkt lå Theresienstadt i Østrig-Ungarn og var egentlig et fort. Allerede i 1864 var der danske fanger i Theresienstadt. Det var danske soldater, der var taget som krigsfanger under slaget ved Dybbøl den 18. april 1864. Theresienstadts status som fort blev ophævet i 1888, men byens mange kaserner blev fortsat brugt. Tjekkoslovakiet blev besat af tyske tropper den 15. marts 1939, og i november 1941 blev de første jøder fra Prag sendt til Theresienstadt.
En ”som-om”-by
Den østrigske fange Leo Strauss skrev i 1944 digtet ”Als ob –”,”som om”. Digtet illustrerer, hvordan Theresienstadt lignede en almindelig by uden at være det. Første strofe af digtet lyder sådan her:
”Ich kenn ein kleines Städtchen,
Ein Städtchen ganz tiptop –
Ich nenn es nicht beim Namen,
Ich nenn’s die Stadt Als-ob.“
I digtet fortæller han om ”som-om”-byen, hvor man lever sit liv, som om det var et liv, og lytter til rygter, som om de var sandhed. Man drikker ”som-om”-kaffe og spiser ”som-om”-mad. Man lægger sig på gulvet, som om det var en seng. Og man tager den svære skæbne, som om den ikke var så svær, og taler om fremtiden, som om den allerede var der.
Fangerne i Theresienstadt
Den 24. november 1941 ankom den første gruppe tilfangetagne jøder fra Prag til Theresienstadt. I begyndelsen var det tjekkiske jøder, og kort efter også østrigske og tyske jøder, der blev sendt til Theresienstadt. Fra Tjekkoslovakiet var der børn, mænd, kvinder, unge og gamle. De tyske og østrigske jøder var mest gamle mennesker og krigsinvalide, der havde fået medaljer for deres indsats under 1. Verdenskrig. Der var også kunstnere og videnskabsmænd; kulturpersonligheder, som det nazistiske styre ikke ønskede at slå ihjel med det samme. Senere ankom også danske og hollandske jøder.
’Selvstyre’
I Theresienstadt var der ’selvstyre’. Det betød , at der blev udnævnt en ’jødeældste’, som var overhoved for et såkaldt ’ældsteråd’. Man kan sammenligne det med en borgmester og et byråd. Men i virkeligheden havde de ikke meget at skulle have sagt. Alting skulle godkendes af lejrkommandanten, der udstedte ordrer, og så kunne ’ældsterådet’ bestemme, hvordan ordren skulle forvaltes. En ordre kunne fx være, at et antal mennesker skulle sendes til Auschwitz. Det var så ’ældsterådet’, der stod med den svære beslutning at udvælge, hvem det skulle være. I det omfang de havde mulighed for det, forsøgte ’ældsterådet’ at forbedre vilkårene i lejren, og de havde ansvaret for bl.a. lejrens sundhedsvæsen, for at uddelegere arbejdet i lejren og for lejrens kulturliv.
Ankomst
Ved fangernes ankomst til Theresienstadt blev al bagage undersøgt og alt, hvad der var værdifuldt, skulle afleveres. Fangerne fik tildelt en gul stofstjerne, hvorpå der stod Jude, og et såkaldt transportnummer. Nummeret blev ikke som i Auschwitz tatoveret på deres hud, men man skulle kende sit nummer – nummeret var fangernes identitet.
”Da vi kom tilbage til vores bagage og havde sat os på jorden, forklarede min mor, at det transportnummer, jeg havde fået, skulle kunnes udenad. Til enhver, der spurgte mig om det, skulle jeg kunne sige nummeret øjeblikkeligt. Så sagde min mor i en streng tone, for at jeg skulle forstå alvoren i det, at ligegyldigt om hun så vækkede mig midt om natten, skulle jeg kunne mit nummer udenad og svare med det samme. Ellers ville tyskerne skyde mig. Mit nummer var XXV/3-129, men jeg havde endnu ikke lært romertal, så jeg måtte lære at sige det med latinske bogstaver. Det blev for mig til: XXV streg tre streg ethundredeogniogtyve. Min mor gentog det om og om igen for mig, indtil hun var sikker på, at jeg kunne det udenad. Tallene betød: Transport 25, tredje gruppe og så mit personlige nummer, 129.”
Jytte Bornstein, 1994, s. 54-55
Boliger
Der var forskellige fangekategorier i Theresienstadt, og nogle fanger havde bedre boligforhold end andre. De fleste familier blev skilt ad og boede på overfyldte lofter i de gamle kasernebygninger – i store sovesale med køjesenge. Kvinder for sig, ofte sammen med de mindre børn, og mænd for sig. Mange børn boede på børnehjem i Theresienstadt. Blandt de danske fanger var der en lille gruppe ’prominente’ fanger, som fik det privilegium at bo sammen på værelser familievis. Der kunne godt bo flere ’prominente’ familier i ét værelse, men disse familier blev ikke skilt ad. Ved ankomsten fra Danmark blev de kvinder, der kunne arbejde, indkvarteret i Hamburgerkasernen og mændene på loftet i Hannoverkasernen. En af de overlevende har kaldt dette loft for Hotel Floh – Hotel Loppe.
For de mennesker, der var for gamle og svage til at arbejde, var forholdene endnu værre:
”En del af de gamle blev anbragt i Kavalerkasernen. Vil man gøre sig noget begreb om, hvordan forholdene her var, må man vide, at de dybe smalle rum med kun eet vindue i den ene ende og ellers mørke hele dagen – der skulde spares på lyset, så kun en lille pære brændte højt oppe i loftet, og det først når det var helt bælgmørkt – i flere år var blevet benyttet som kartoffellager. Væggene var ramponerede, stengulvet på sine steder revet op, så at de gamle gang på gang snublede, og overalt lå der støv og snavs. Det var jo umuligt at holde blot nogenlunde rent, når der i et sådant mørkt rum boede 40-50-70, ja, helt op til 100 personer.”
M. Friediger, 1946, s. 55
Arbejde
De fanger, som var i stand til at arbejde, blev sendt på hårdt fysisk arbejde – det gjaldt både børn og voksne. Fangerne arbejdede i de forskellige værksteder, der var i Theresienstadt, lavede vejarbejde eller passede SS’ernes haver. Et af de steder, man kunne komme til at arbejde, var værkstedet, hvor der blev spaltet glimmer. Glimmer eller marieglas, som det også kaldes, er et mineral. Det skulle spaltes – og det er både et meget svært og et meget ensformigt arbejde – og de fine flager blev så brugt i krigsindustrien. Der var også værksteder, hvor der blev fremstillet uniformer, bagt eller lavet sko. Nogle varer blev sendt til Tyskland, andre var til brug i lejren, fx brødet. Fangerne kunne også blive sat til at arbejde på lejrens sygehus, posthus eller alderdomshjem. Nogle af de unge mænd arbejdede som ligbærere.
Tid med familien
Efter en lang og hård arbejdsdag var det ikke meget tid, en familie kunne tilbringe sammen, og de trange forhold i de store sovesale gjorde ikke situationen lettere. Det var umuligt at opretholde et normalt familieliv, men man forsøgte alligevel. En af fangerne fra Danmark har senere beskrevet en aften i Theresienstadt:
”Vi sad nu på kanten af vor datters seng og spiste vor mad, da naboen oven over os, en tysk kvinde, høj og kraftig, kom. Hun gik op ad stigen til sin køje og satte sig på den med benene hængende ned over vore hoveder. Hun havde lange gummistøvler på, og de var snavsede af klæbrig brun pløre!
”Vil De være så venlig og tage Deres støvler væk”, henvendte jeg mig venligt til hende, ”vi spiser.”
”Næh, gu’ vil jeg ej!” lød svaret.
”Deres støvler er snavsede og vi kan ikke spise,” vedblev jeg.
”I må slet ikke være der!” sagde hun.
”Tag dog de støvler væk!” Jeg blev gal: ”Tag støvlerne væk!” Jeg skubbede til dem.
Så lød der et skrig; hun kaldte på Zimmerälteste:
”Fru Cohen – En mand!!!”
Jeg måtte give efter for presset.
De følgende dage sad vi på den anden side af køjen, på min kones seng og spiste vor aftensmad. Derovre ved vor datters seng var der lys. En pære hang i loftet overfor og her var der mørkt; det var trist og elendigt. Vi var forjaget fra paradiset – den lille smule fornøjelse der var i dette helvede. Den lille smule lys vi havde til middag blev os frarøvet.”
Benzion Epelmann, 2005, s. 37-38
Sult
Fangerne i Theresienstadt sultede. Den mad, de fik i lejren, var elendig. Hver tredje dag blev der udleveret brød, som de kunne spise til en tynd, grålig suppe. Der var aldrig frugt, grønt eller æg og kun meget sjældent mælk til børnene. Alt i alt fik de hver dag mad, så derfor indeholdt ca. 1000 kalorier. Et voksent menneske har behov for omkring 3000 kalorier om dagen, så derfor døde mange mennesker i lejren af sult eller underernæring. De unge, som arbejdede ekstra hårdt, fik en lidt større madration end de andre fanger. Gamle mennesker sad ofte udhungrede ved siden af suppekøen og tiggede om mad. Alex Eisenberg har gengivet det på denne måde:
”Endelig er jeg fremme. Der sjaskes en øsefuld væske ned i min hankeløse skål. Den bagvedstående skubber mig allerede til side, mens jeg grådigt tager den første slurk af den grå, tynde, intetsigende suppe. Illusionen er totalt brudt. Bare jeg dog havde gemt lidt brød. Brød hører sig til, når man spiser suppe! Og dog bevarer jeg håbet om, at der i det mindste er lidt gryn på bunden. Varsomt går jeg et par skridt ud i gården for ikke at spilde af den væske, som endnu indeholder et kosteligt håb.
Jeg går forbi nogle gamle mennesker. Af deres udstrakte hænder og håndled kan jeg se, hvor spindelvævstynde, ja hvor sultne indtil døden de er. De holder deres skåle, som er så tunge i deres hænder, frem. Og siger: ”Junger Herr! Nehmen Sie die Suppe?”
Den ”unge herre“ er ved at synke ned i det kolde mudder af skam. Jeg ved faktisk, hvor sultne de er. At de dør af sult. Jeg er ligbærer. Vi kører dagligt rundt og henter de døde. Mest gamle. Så gennemsigtige. Så lette. Næsten uden tøj på. Jeg bærer dem ned ad de kolde stentrapper. Lægger dem på den firehjulede vogn med lad, og så trækker og skubber vi den hen til den næste, der bliver lagt ovenpå. Når vognen er fuld, leder vi den ud til krematoriet.
Ubønhørligt!
”Unge herre! Vil De ikke ha’ suppen?””
Alex Eisenberg, 1993, s. 20-21
Madpakker
I løbet af foråret 1944 ændrede forholdene sig drastisk for gruppen af fanger fra Danmark. De begyndte at modtage pakker med mad sendt fra Danmark. I begyndelsen var det almindelige mennesker, bl.a. organiseret af et netværk af præster, der simpelthen bare sendte pakker med posten fra Danmark til Theresienstadt. Det var ikke noget, man havde spurgt om lov til at gøre – man gjorde det bare, og pakkerne kom faktisk frem. I sommeren 1944 blev der officielt givet lov til, at danskerne kunne modtage pakker hjemmefra, og Røde Kors overtog en del af forsendelserne. Pakkerne blev i stort omfang betalt af Socialministeriet, som overførte penge til ”Fondet af 1944 til Sociale og Humanitære Formaal”. Det neutrale navn dækkede over pakkeforsendelser til Theresienstadt. På den måde kunne Socialministeriet give penge, uden at besættelsesmagten kendte til det.
Fanger fra andre lande kunne også modtage mad, men pga. hungersnøden i de fleste besatte lande var det svært at få lov til at sende mad ud af landet. Derfor var det kun fanger, som var heldige at kende nogen, der ville og kunne få lov til at sende dem mad, som modtog pakker.
Læs mere om hjælpepakkerne til danskene i Theresienstadt
Mad!
I lejren skulle fangerne hente pakkerne på et posthus. De skulle også betale en slags told for at få pakken med. Tolden betaltes af den ’løn’, de fik for at arbejde i lejren. I Theresienstadt var der en særlig type penge, men man kunne stort set ikke købe noget for dem. Der var en butik, hvor man fx kunne købe sennepspulver og brugte tandbørster, men man kunne ikke købe rigtig mad.
Med madpakkerne fik fangerne fra Danmark et godt supplement til den dårlige lejrmad, og de var pludselig ’rige’ og kunne bytte sig til andre ting, de manglede, fx sko, tøj, eller et ekstra tæppe. De danske fanger var selvfølgelig meget glade og taknemmelige for maden, selvom den ikke altid var lige frisk efter en lang togrejse ned gennem det krigshærgede Europa:
”Åh nej – og osten i pakkerne kunne tit bevæge sig. Den havde ofte ligget der i ugevis, månedsvis, og der var mider i, men det afholdt ingen fra at spise den. Nogen sendte os engang æg. Vi modtog en ugegammel æggemasse, og den havde ødelagt alt andet. Vi både græd og rasede.
Der var bestemte regler for, hvor ofte vi kunne få lov til at modtage en pakke, ca. en gang om måneden. Og mange gange var det altså kun en halv pakke. Bare den smule fedtstof, der var i en pølse, var af uvurderlig betydning, hvis man skulle gøre sig håb om at overleve.”
Mélanie Oppenhejm, 1981, s. 40
Richard Ege, Jødisk Samfund, 21. årgang, nr. 1, jan. 1948. Professor Richard Ege fortæller om organiseringen af hjælpepakker til fangerne i ...
