Økonomisk nedtur
I 1980’erne oplevede Rwanda en økonomisk nedtur og kraftig befolkningsvækst, der lagde ekstra pres på landbrugsressourcerne. Det var med til at øge oppositionen mod styret, der favoriserede en lille hutu-elite, der begyndte at frygte, at den ville miste sine privilegier. Samtidig betød den stigende fattigdom på landet, at landbefolkningen kunne påvirkes af elitens budskab: Tutsierne var skyld i alle problemerne.
Landdistrikt, Rwanda © Elisabeth Moltke
I perioden fra 1970 til 1979 oplevede Rwanda en imponerende vækst i bruttonationalproduktet (BNP), hvorefter væksten standsede i årene 1980-1988. I slutningen af 1980’erne faldt BNP betydeligt som følge af et fald i prisen på kaffe på det internationale marked. Kaffe udgjorde på det tidspunkt over 75 % af Rwandas samlede fortjeneste på eksport, og prisfaldet betød, at BNP pr. indbygger faldt fra 330 dollar i 1989 til 200 dollar i 1993. Det svarer til et fald på 40 % af folks levegrundlag på kun fire år.
Drastisk økonomisk nedtur
Rwandas gæld voksede næsten konstant i løbet af 1980’erne, og i 1992 skyldte Rwanda over 870 mio. dollar væk. Både arbejdsløsheden og inflationen steg kraftigt i perioden. Den dramatiske økonomiske nedtur var medvirkende til, at flere og flere begyndte at stille krav om økonomiske reformer. Mens mange var utrolig fattige, så levede en lille elite nemlig godt takket være korruption og vennetjenester. Økonomiske og politiske reformer ville kunne true denne elites behagelige eksistens, og den modsatte sig derfor tanken om reformer.
Hutu-eliten brugte racisme mod tutsierne som et trumfkort mod politiske og økonomiske reformer. Ved at inddrage racisme mod tutsierne i den politiske magtkamp håbede eliten, at hutu-befolkningen ville anse det for vigtigere at bekæmpe tutsierne end at kæmpe for reformer, som ville betyde, at eliten skulle afstå nogle af deres privilegier.
Pres på landbruget
Da over 90 % af Rwandas befolkning lever af landbrug, så har spørgsmålet om land altid stået højt på dagsordenen. I løbet af 1980’erne blev spørgsmålet mere presserende på grund af en høj fødselsrate, som betød, at andelen af mennesker, som skulle leve af den samme jord, steg.
Mange bønder begyndte at dyrke deres jord mere intensivt, hvilket endte med at udmarve jorden. Flere bønder forsøgte også at dyrke jorden på bakkeskråninger, selv om regnvejr ofte skyllede både jorden og høsten væk. Udviklingen betød, at en voksende del af befolkningen led af underernæring og fattigdom. Værre blev det i 1988 – 1989, da tørke kostede over 300 mennesker livet på grund af manglende afgrøder, mens flere tusinde gik over grænsen til Tanzania på jagt efter mad.
Kampen om landbrugsjord og fattigdom har sandsynligvis gjort hutu-befolkningen i landområderne mere modtagelige over for propaganda mod tutsierne. Ved revolutionen i 1959 mistede mange tutsiere deres land, som blev overtaget af hutuerne, men i 1990’erne begyndte medierne som en del af deres kampagne mod tutsierne at hævde, at tutsierne ville have landet tilbage.
Disse historier vakte bekymring og frygt hos mange bønder, og dermed gav fattigdommen grobund for etniske og sociale spændinger. På samme tid gav racisme mod tutsierne den fattige landbefolkning en mulighed for at give nogen skylden for deres dårlige levestandard. Ved at fremstille tutsierne, som de onde, fik de fattige hutuer højere selvværd.