Lejrtyper i Gulag

Gulag var en central del af Sovjetunionens straffesystem og blev ledet af det hemmelige politi. Det var et komplekst system, bestående af forskellige typer af lejre, som havde forskellige formål, alt efter hvilken type fanger, der sad i lejrene. Der var i perioden mellem 1929 og 1953 mere end 400 hovedlejre i Gulag, men antallet af lejre er højere, idet hver hovedlejr bestod af et antal underlejre, såkaldte lagpunkts. Det præcise antal af disse underlejre kendes ikke, og det er dermed umuligt at fastslå det nøjagtige antal lejre, som Gulag bestod af.

Ordet ”lejr” kunne i forbindelse med Gulag betyde forskellige ting. Det kunne både være en enkelt lejr, men det kunne også referere til et helt kompleks af arbejdslejre- eller kolonier. Disse komplekser kunne antage gigantiske størrelser. Således bestod et af de største komplekser, Kolyma-lejren i Sibirien, af omkring 1000 lejrenheder. 

Lejrenes beliggenhed var en vigtig del af tankegangen bag Gulag-systemet. Lejrene var for de flestes vedkommende placeret i de yderste og mest øde områder af det sovjetiske imperium. Det var nemlig ikke kun hensigten, at lejrene skulle fungere som et midlertidigt strafophold for fangerne. Lejrene skulle også bruges som afsæt til at befolke blandt andet de nordlige områder i Sovjetunionen, hvor der var øde og ufremkommeligt, men hvor der var store forekomster af naturressourcer, eksempelvis træ og kul, som sovjetregimet ønskede at udnytte. Der var derfor en tæt sammenhæng mellem opbyggelsen af arbejdslejre og sovjetregimets ønske om at udnytte selv de mest ubeboelige egne af Sovjetunionen.

Arbejdslejre og kolonier

Gulag-administrationen benyttede talrige kategorier til betegnelsen af de forskellige lejre, men meget overordnet kan der skelnes mellem det, som blev kaldt arbejdsforbedringslejre og arbejdsforbedringskolonier. Forskellen på lejre og kolonier ligger i vurderingen af fangens farlighed. Arbejdslejre var for de fanger, som styret betragtede som farlige, og som var blevet idømt straffe over tre år. Arbejdskolonier var for de fanger, som blev anset for mindre farlige, og som derfor var blevet idømt straffe på mindre end tre år. I teorien skulle der være forskel på, hvor barske de to typer af lejre var for fangerne, men reelt var der ingen forskel, og fanger fra lejre og kolonier arbejdede i mange tilfælde på de samme byggepladser og under de samme forhold.

Bolsjevikkernes oprindelige målsætning om gennem arbejde at gøre fangerne til bedre socialister bestod altså i virkeligheden af en massiv udnyttelse af fangernes arbejdskraft i såvel kolonier som lejre. 

Lejrtyper

Udover de to hovedgrupper, rummede Gulag en del andre lejrtyper. De såkaldte Katorga-lejre blev oprettet i 1943 og rummede fanger, som var blevet idømt ekstra hårdt strafarbejde uden mulighed for benådning. Det drejede sig både om politiske fanger, som var blevet dømt for såkaldt kontrarevolutionær virksomhed, og om hårde kriminelle. Katorga-lejrene var en integreret del af arbejdslejrsystemet, og lå på de samme områder som almindelige arbejdslejre, men fangerne fra katorga-lejrene måtte ikke have nogen form for kontakt med fangerne fra andre lejrtyper. Fangerne i Katorga-lejrene fik det hårdeste arbejde og havde de dårligste levevilkår, hvilket medførte en meget høj dødelighed i denne type lejr. 

I forbindelse med 2. Verdenskrig blev der oprettet en række såkaldte filtrations- og kontrollejre. Disse lejre var beregnet til sovjetiske soldater, der havde været i eksempelvis tysk krigsfangenskab, og civilpersoner der, ifølge det sovjetiske regime, var mistænkelige, idet de havde boet på for eksempel tysk besat territorium under krigen. Formålet med disse lejre var at finde ud af, om fangerne havde samarbejdet med fjenden, især Tyskland, under krigen. Efter at have været underkastet forhør blev disse fanger enten løsladt, anbragt i en fangelejr eller henrettet alt efter forhørets resultat.

Under 2. Verdenskrig blev der, ligeledes under ledelse af det hemmelige politi, oprettet et parallelsystem til Gulag for sovjetiske krigsfanger, det vil sige de fanger, som Sovjetunionen havde taget i krig, og som på det tidspunkt udgjorde det største antal ikke-sovjetiske borgere i det hemmelige politis fangelejrsystem. 

Udover krigsfangerne, som ikke havde begået nogen egentlige forbrydelser, blev der efter krigen oprettet yderligere særlejre for deciderede krigsforbrydere. Det var eksempelvis sovjetborgere, som havde samarbejdet med nazisterne under krigen heriblandt folk, som havde medvirket til drabene på tusindvis af sovjetiske jøder.

Til trods for at langt de fleste lejre var placeret i Sovjetunionens yderområder, var der en kategori af lejre, som var placeret midt i de sovjetiske storbyer. Det var de såkaldt Sjarasjkaer, som var specialfængsler for eksempelvis straffede ingeniører og teknikere, som for det meste ikke var skyldige i anden forbrydelse, end at sovjetregimet anså dem som farlige for samfundet. Regimet mente dog godt, at disse fangers viden kunne udnyttes under kontrol, og fangerne i disse lejre var blandt andet med til at udvikle Sovjetunionens atomprogram.

Man har ikke kendskab til, at der i Sovjetunionen har eksisteret deciderede udryddelseslejre, som eksempelvis dem nazisterne oprettede under 2. Verdenskrig, men der foregik massehenrettelser af fanger i Gulag-lejrene på forskellige tidspunkter. Således blev eksempelvis hen ved 2000 fanger skudt i Solovki-lejren i det nordligste Sovjetunionen i 1937 for at skaffe plads til nye fanger, og i 1941-1942 blev et stort antal fanger skudt i områder, som var i fare for at blive erobret af tyskerne i forbindelse med 2. Verdenskrig.

Specialbosætninger

De såkaldte specialbosætninger, kaldet spetsposelenija, hørte også under det hemmelige politis ansvarsområde og fungerede parallelt med lejrene som en del af Gulag-systemet. Beboerne i disse bosætninger var forvist fra andre dele af Sovjetunionen, og skulle under kontrol af det hemmelige politi leve i bestemte områder efter myndighedernes anvisning. Beboerne i specialbosætningerne havde ikke stemmeret eller indenrigspas, hvilket betød, at de ikke kunne forlade bosætningen, og at de jævnligt skulle melde sig hos myndighederne. Antallet af personer i bosætningerne oversteg mod slutningen af Stalins regime antallet af fanger i arbejds-lejrene.

Sovjetunionens Auschwitz

Nogle af Sovjetunionens mest kendte lejre var Vorkuta og Kolyma. På samme måde som koncentrationslejren Auschwitz er kommet til at symbolisere de nazistiske udryddelseslejre, er Vorkuta og Kolyma blevet symboler på det sovjetiske lejrsystem.

Vorkuta var den største af Gulags lejre og navnet, som betyder ”isbjørnenes hjørne”, henviser til dens afsides beliggenhed på den nordligste grænse af det europæiske kontinent ved Ishavet. Vorkuta var opbygget omkring en kulmine og bestod af mellem 80 og 120 lejre. Omkring 2 millioner mennesker passerede gennem Vorkuta, og mere end 200.000 mennesker mistede livet som ofre for minerne, lejrens umenneskelige forhold og det barske klima.

Kolyma-lejren var Gulag-systemets største lejrkompleks og bestod af cirka 1000 lejrenheder. Hovedbeskæftigelsen i komplekset var skovhugst og guldminedrift, og lejrene var placeret langs Kolyma-floden i det østlige Sibirien, hvor temperaturen jævnligt når under minus 45 grader.

Med deres afsides og ugæstfri beliggenheder symboliserer Vorkuta og Kolyma sovjetregimets ide om at udnytte alle egne af Sovjetunionen uanset de menneskelige omkostninger, som til sidst måtte opgøres i millioner af menneskeliv.