Kurdisk støtte til Iran under Irak-Iran-krigen
Krigsudbruddet mellem Iran og Irak kom for en kort bemærkning til at betyde en aftagning i det irakiske styres forfølgelse af kurderne. I håb om at kunne opnå selvstændighed og løsrivelse fra Bagdad støttede kurderne iranerne, men dette fik Saddam Hussein til at stramme grebet om kurderne.
Krigen mellem Iran og Irak
I september 1980 angreb Irak nabolandet Iran. Krigen var kulminationen på længere tids stridigheder mellem de to lande om blandt andet adgangen til den vigtige flod Shatt al-Arab. Tidspunktet var heller ikke tilfældigt. I efteråret 1979 oplevede Iran den Islamiske Revolution, hvor Ayatollah Khomeini overtog magten og væltede den amerikansk støttede Shah. Saddam Hussein udnyttede den tumultagtige og usikre situation i Iran og troede at han kunne udnytte den til sin egen fordel ved endegyldigt at slå Iraks position fast som den stærkeste af de 2 lande. Derudover ville han sende et klart signal om Iraks misbilligelse af Irans støtte til de irakiske kurdere. Saddam Hussein havde håbet på en lynkrig, hvor han kunne indlemme et par olierige iranske provinser, og Irak dermed kunne blive det mest olierige land, men krigen skulle komme til at vare i otte år, og den blev en af de mest blodige krige i det 20. århundrede.
Kurderne udnyttede krigen til kamp for selvstændighed
Krigen mellem Irak og Iran betød, at forfølgelsen af kurderne aftog i styrke for en tid, fordi Saddam Hussein blev nødt til at flytte mange irakiske soldater fra de kurdiske områder til fronten. Dette efterlod et vakuum i Nordirak, hvor de kurdiske oprørssoldater, peshmerge, kunne operere, og kurderne forsøgte altså at udnytte konflikten mellem de to nabolande til endnu engang at kæmpe for selvstændighed. Store landområder i Nordirak kom derfor under kurdisk kontrol.
Peshmerge
Peshmerge var en fællesbetegnelse, for de kurdiske oprørssoldater, som kæmpede mod det irakiske styre. Det var guerillasoldater, som kæmpede i bjergene. Peshmerge betyder ”de, der ser døden i øjnene”, hvilket understreger, hvor farlig kampen mod irakerne var.
Kurderne støttede Iran
Selv om Saddam Hussein på grund af krigen var tvunget til at omrokere soldater, betød det ikke, at irakerne opgav at bekæmpe de kurdiske oprørere. I krigens første år var irakernes fokus primært rettet på det kurdiske politiske parti KDP med mange oprørssoldater under sig. KPD modtog støtte fra iranerne i form af våben, efterretningsoplysninger og økonomisk hjælp mod til gengæld at støtte iranerne i krigen mod Irak.
Saddam Hussein forsøgte at udnytte intern kurdisk konflikt KDP var ikke den eneste kilde til kurdisk modstand. Interne uenigheder om blandt andet partiets ledelsesform fik efter det kurdiske oprørs kollaps i 1975 udbrydere fra KDP til at danne partiet PUK I 1977 udbrød der åben krig mellem oprørssoldater fra KDP og PUK.
I forbindelse med krigen mod Iran forsøgte Saddam Hussein at udnytte uenigheden mellem PUK og KDP for derved at svække den kurdiske modstand mod det irakiske regime. PUK var imod KDPs alliance med iranerne, og de ville hellere hjælpe Saddam Hussein med at holde iranerne ude af Irak. Saddam Hussein tilbød derfor i 1983 PUK en aftale om, at irakerne ville begynde forhandlinger med PUK om kurdisk selvstyre, mod at PUKs soldater til gengæld skulle kæmpe side om side med de irakiske soldater. Dette sikrede, at irakerne generobrede kontrollen over nogle af de kurdiske områder. Forhandlingerne om selvstyre stod på i ca. et år, men i 1985 brød de sammen. Et af de største stridspunkter var, som ved tidligere forhandlinger, adgangen til olie. PUK ville ikke acceptere, at de mest olierige områder i de kurdisk beboede områder i Nordirak ikke ville blive betragtet som en del af Kurdistan.
Angreb blev en del af hverdagen
Efter forhandlingernes sammenbrud mistede irakerne mere og mere kontrol i de kurdiske områder, dels fordi de mistede PUKs støtte, dels fordi de blev tvunget til at flytte flere soldater til fronten, hvor krigen mod Iran gik dårligt. Irakerne forsøgte at bekæmpe de kurdiske oprørere ved at brænde hundredvis af landsbyer i de PUK-kontrollerede områder, og områdernes indbyggere blev deporteret.
De fleste kurdere i landområderne havde efterhånden vænnet sig til at leve et liv bag fjendens linier, hvor vilkårlige angreb på landsbyer og bortførelser var en del af hverdagen. Mange kurdere støttede de kurdiske oprørssoldater, peshmerge, ved at give dem mad og husly, og efterhånden udviskedes grænsen mellem civil og peshmerge, fordi så mange på den ene eller anden måde hjalp med at bekæmpe Saddam Hussein. Langsomt mistede Saddam Hussein mere og mere kontrol over de kurdiske områder, og i 1987 var kun hovedveje, større byer og genbosættelseslejrene under regeringens kontrol. Situationen for Saddam Hussein blev ikke bedre af, at PUK i slutningen af 1986 både valgte at støtte iranerne og sluttede fred med KDP, og de to partier nu kunne danne fælles front mod den irakiske hær.
Krigen mellem Iran og Irak sluttede først i august 1988, men på det tidspunkt havde Saddam Hussein allerede iværksat, hvad han betragtede for at være den endelige løsning på problemet med kurderne.
Haj Omran
Iranernes indtagelse af den strategisk vigtige grænseby Haj Omran i 1983 er et eksempel på en aktion, hvor iranerne modtog støtte fra kurdiske Peshmerge-soldater. Kort efter erobringen af Haj Omran kom hævnen fra irakerne. Mellem 5.000 og 8.000 mænd og drenge forsvandt sporløst, og ingen har set dem siden. Man mener, at de er blevet bortført af irakiske soldater og dræbt efter flere måneders ophold i fængsel. Alle var de efterkommere af Barzani-slægten, som stod i spidsen for KDP.