Hvem var gerningsmændene?

Gerningsmændene i Rwanda kan i store træk deles ind i tre forskellige grupper:

1. Militæret
   De første mord blev udført af præsident Habyarimanas garde, der på det tidspunkt talte omkring 1.500 mand. De gik især efter hutuer fra oppositionen, som var blevet nøje udvalgt på forhånd. Ved hjælp af lister med ofrenes navne, adresser og telefonnummer fik de ram på størstedelen af de udvalgte ofre inden for de første 36 timer.
   Selv om der var langt færre militære gerningsmænd end civile gerningsmænd, så spillede militæret en afgørende rolle i folkedrabet ved at iværksætte og dirigere drab. Flere øjenvidner har bl.a. fortalt, hvordan soldater instruerede civile i at slå ihjel. Dem, der nægtede, blev dræbt. Samtidig nægtede soldater at komme de embedsmænd til hjælp, som forsøgte at stoppe folkedrabet.
    
2. Militsgrupper
   Militsgruppen Interahamwe og den noget mindre gruppe Impuzamugambi blev oprettet i begyndelsen af 1990’erne, som ungdomsafdelinger til hutu-partierne MRND og CDR. Medlemmerne af militserne var hovedsageligt uuddannede, arbejdsløse unge mænd, som i militserne så en mulighed for at få penge og et fællesskab, og de deltog allerede i 1992 i mindre massakrer på tutsier.
   Der blev oprettet lejre, hvor medlemmerne fik undervisning i at slå ihjel. Da folkedrabet brød løs talte militserne mellem 30.000 og 50.000 mand fordelt over hele landet. Militserne var desuden også med til at dræbe hutuer fra oppositionen og til at bevogte vejspærringer. De blev ofte sendt fra et område til et andet, hvis der var behov for yderligere forstærkninger til at slå et større antal tutsier ihjel. Nogle gange blev de også brugt til at skræmme modvillige hutuer til at deltage i mord på tutsier.
    
3. Almindelige mennesker
   Et så omfattende folkedrab krævede mobiliseringen af titusindvis af almindelige mennesker. Mens militæret og militserne havde våbenene og erfaringen, så var de for få til at dræbe så mange mennesker på så kort tid. Derfor gav den midlertidige regering, som blev etableret, da folkedrabet startede, alle borgmestre og embedsmænd i Rwanda besked om, at sikre landet mod ”truslen” fra tutsierne.
   
   Der blev indkaldt til møder, hvor der blev etableret grupper, som skulle patruljere området for at finde tutsier, der havde gemt sig. Som belønning fik de penge, mad, drikkelse og i nogle tilfælde marihuana, og borgmestrene opmuntrede desuden til plyndringer af huse beboet af tutsier.
   
   Mange almindelige mennesker reagerede hurtigt og ubarmhjertigt på regeringens kald for udryddelsen af tutsierne. Af disse almindelige gerningsmænd var størstedelen unge fattige mænd uden udsigt til at få arbejde eller land. Det inkluderede også mange som var flygtet efter, at tutsi-hæren Rwandas Patriotiske Front gentagne gange havde angrebet Rwanda i løbet af 1990’erne, og nu overførte deres had til denne tutsi-hær til alle tutsier.
   
   Der var desuden også en del flygtninge fra nabolandet Burundi, som havde været udsat for overgreb af Burundis tutsi-regering, og nu var ivrige for at gøre gengæld. Derudover var der en del, som simpelthen anså folkedrabet, som en mulighed for at erhverve sig ejendomme og jorde, som tidligere havde tilhørt tutsier.

Læger slog deres patienter ihjel

Mange tutsier blev slået ihjel derhjemme eller ved vejspærringer, men en stor del blev dræbt efter at have søgt tilflugt i kirker, skoler eller på hospitaler. En del præster deltog enten aktivt i massakrerne eller så i tavshed til, mens deres kollegaer og sognebørn blev dræbt. På hospitaler afviste ekstremistiske hutuer at behandle syge eller sårede tutsier og forhindrede folk i at gemme sig.

Menneskerettighedsorganisationen African Rights konkluderer på baggrund af omfattende undersøgelser, at ”mange af de mest kvalificerede og erfarne læger i landet, mænd såvel som kvinder – inklusiv kirurger, børnelæger, gynækologer, ænsetesilæger, sundhedsspecialister og hospitalsadministratorer – deltog i mordet på deres egne tutsi kolleger, patienter, sårede og skræmte flygtninge, som havde søgt tilflugt i deres hospitaler, samt deres naboer og fremmede”.

Kvinder og børn deltog i drabene

Flere lærere og studerende deltog entusiastisk i udryddelsen af deres tutsi kolleger og medstuderende. Lærere angav ofte studerende eller elever til militserne eller dræbte dem selv. Der er også flere eksempler på menneskerettighedsaktivister, der deltog i forfølgelserne af tutsierne. Også kvinder og børn deltog aktivt i folkedrabet.

En FN-soldat sagde: ”Jeg havde set krig før, men jeg havde aldrig set en kvinde med en baby på ryggen dræbe en anden kvinde med en baby på ryggen”. Som oftest gav kvinderne dog deres støtte i form af tilråb til mandlige gerningsmænd, ved at afklæde de dræbte eller plyndre huse. Derudover menes over 800 børn i alderen 7 til 17 at have tage del i folkedrabet.