Kilde: De undertrykte nationers tolk
Efter 1. Verdenskrig og folkedrabet på armenierne blev der oprettet en selvstændig armensk republik den 28. maj 1918. Denne fik dog kun en kort levetid, da tyrkernes nye leder i 1920 erobrede området. Ingen greb ind, og ved den efterfølgende fredskonference blev republikken ophævet og landområderne delt mellem Tyrkiet og Sovjetunionen. Den nye situation – som Åge Meyer Benedictsen oplevede som ganske forfærdelig – beskrev han i en artikel fra 1926, som du kan læse uddrag af forneden.
Uddrag:
”Ved den ”Fred” overlod Vestmagterne uden Vilkår til Tyrkiet det hele armeniske Land – og ikke blot det! Efter de forfærdelige Myrderier og fuldkommen Ran af al armenisk Ejendom, fra Huse og personlige Ejendele til Jorden, Kirker og Grave – krævede ”Evropa” ikke en Øre i Erstatning til det hjemløse, fortvivlede Flygtningefolk – og ikke blot det! ”Evropa” tillod de tyrkiske Voldsherrer at uddrive Resterne af den kristne Befolkning fra et Hjemland, der var deres, tusinde Aar før nogen vidste, hvad en Tyrk var.
Hvilken ”Krigstræthed”, hvilke politiske, skumle Beregninger og indbyrdes Avind, der ligger bag ved denne sørgelige Ydmygelse for al Ret og Følelse lader jeg ligge. Værdighed og Menneskepligt ofredes i alle Fald, og Resultatet blev – den skrækkelige Flygtningetrængsel af Hundredetusinder, berøvede alt og uden at kunne finde Sted at være i Tryghed – Armenierne ejede ikke som de fordrevne Grækere et andet Fædreland at ty til. Det var disse syv Hundrede Tusinde, der blev overladt til Velgørenhed fra Stater og gode Mennesker i al Verdens Lande – fulgte til Dørs af Tyrkernes Haan. Tag dem, alle disse, som I jo elsker saa højt. – Vi har ingen Brug for dem.
Den retlige Grundvold, Tyrkerne mente at hvile i midt under denne Skændige Vold, var deres Erobring af disse Lande – paa Sultan Selims Tid – for 400 Aar siden! Men Historien har aldrig slaaet sig til Ro med Krigens Ret til et Land, hvis den ikke siden er fulgt af og erstattet af en Brugsret til det tagne, og Tyrkerne har i det erobrede Armenien aldrig været andet end en trykkende Krigerbande. De har draget al den Fordel af de undertvungnes Slid, de kunde, og i øvrigt ved slet Forvaltning, raa og lunefulde Beslutninger gjort Livet bittert for fredeligt Arbejde.
Efter Verdenskrigens Afgørelse og de sidste Forhaabningers Slukning – ligger Armenien nu som et dødt og stille Land i sine tidligere Voldsherrers Haand.”