Kilde: Uddrag af Alija Izetbegovic’s tale til SDA kongressen

Den bosniske leder Alija Izetbegovic tale til SDA kongressen i november 1991 om hans syn på det multikulturelle Bosnien.

”Serbien og Kroatien er nationalstater. Bosnien-Herzegovina er det ikke og kan højst være en civil republik. (Klapsalver). For det er ikke muslimer, serbere og kroater, som bor i Bosnien-Herzegovina, men en national blanding af disse tre folkeslag, naturligvis også omfattende et mindre antal borgere fra andre folkeslag. Hvis nogen ønsker at tale om etnisk selvbestemmelse for befolkningsgrupperne i den etniske betydning af udtrykket, vil jeg gerne have forklaret, hvordan dette i øvrigt ubestridelige princip kan anvendes på den blandede befolkning, som f.eks. findes i Sarajevo eller generelt i Bosnien-Herzegovina.

Derfor er det for Bosnien-Herzegovina ikke et spørgsmål om at give befolkningsgrupperne selvbestemmelse, men at afgøre, hvordan man gør det med en sådan blandet befolkning. Ingen har indtil nu givet et afgørende og klart teoretisk svar på dette spørgsmål. Der er naturligvis et praktisk svar, og det er den opskrift, der historisk har været anvendt i Bosnien som et multiklasse, multinationalt og multikulturelt samfund.

Hvorfor ødelægge noget, som er skabt af et heldigt sammenfald af historiske omstændigheder, som har fungeret godt og som også repræsenterer en humanistisk, demokratisk og – kunne man også sige – europæisk løsning. Hvorfor ændre dette, selvom det havde været muligt, og hvorfor overhovedet gøre det, hvis det ikke er muligt uden vold og blodsudgydelse, og en sådan ændring ville betyde et tilbageskridt henimod nationalt enevælde?”