Kilde: Tekst til undervisning i jødespørgsmålet

Forord

Race- og jødespørgsmålet er kerneproblemet i den nationalsocialistiske livsanskuelse. Løsningen af dette problem sikrer nationalsocialismens og dermed hele vort folks beståen. Det tyske folk forstår nu betydningen af dette spørgsmål fuldt og helt. For at komme til denne erkendelse måtte vort folk gå en lang og trang vej. For at kommende generationer ikke behøver gentage dette, vil vi tyske opdragere allerede i ung alder lægge vor ungdom jødespørgsmålet på sinde. Ingen i vort folk må i fremtiden vokse op uden at kende jøden i hele hans uhyrlighed og farlighed.
Indsigten i race- og jødeproblemet skal vokse frem som en naturlig del af undervisningen i vore skoler. Racelære og kendskab til jødespørgsmålet skal være en rød tråd i undervisningen på alle klassetrin. Der er intet fag i skolen, som ikke på alle tænkelige måder kan bidrage værdifuldt til oplysningen om jødespørgsmålet. Det foreliggende lille skrift »Jødespørgsmålet i undervisningen« er resultatet af lysten til at påpege nogle af de mange muligheder.

Den rigtige jøde

Spørgsmålet vil nu lyde fra de mange pædagoger: Hvordan skal vi skildre jøden for vores elever? Svaret er entydigt: I hele hans uhyrlighed, frygtelighed og farlighed. Sådan, som han er. En pædagog, der har indset jødeproblemets omfang, vil anvende »Der Stürmer« i sin undervisning. Han vil læse artikler højt, som skildrer, hvordan en jøde f.eks. har snydt en bonde osv. Fra dette rent ydre bevæger vi os så over til det indre, nemlig jødens væsen. Det er ikke fordi jøden rent fysisk er anderledes end os, at vi må bekæmpe ham. Den fysiske forskel er ikke det farlige ved ham. Vi må gøre barnet klart, at den krop, der ved det første blik forekommer os fremmed, rummer en sjæl, der på alle måder er anderledes end vores. Vi må gøre det klart, at jøden tænker, føler og handler anderledes end vigør. Hans tanker, følelser og handlinger står i skarp kontrast til vores moral og lovgivning.

Det jødiske folk er forbryderisk

 Vores børn vil imidlertid nok finde det mest oprørende, at jøden ikke betragter bedrageri, åger, mord osv. begået mod ikke-jøder som forbrydelser. Tværtimod betragter han det som en gudfrygtighandling. Først vil børnene blive forskrækkede og ryste tvivlende på hovedet på samme måde som millioner af tyskere rystede hånligt på hovedet, da vi nationalsocialister og »Der Stürmer« berettede om jødernes forbryderiske adfærd. »Bedrageri, åger og mened er dasyndigt«, vil en dreng i klassen så udbryde. »Hos os er det forbudt«. Læreren vil spørge: »Hvem forbyder os at gøre det?«. »Vores samvittighed, loven og Gud«.
Når nu jøden ikke betragter bedrageri, åger og mened som forbrydelser eller synder, så må han have en anden samvittighed, andre love og en anden gud end os.
På denne måde havner pædagogen og eleverne pludselig midt i jødespørgsmålets alvorligste spørgsmål. Det er nu han sammen med børnene tager det sidste opgør med jødedommen og alt jødisk. Den, der når så langt i sin erkendelse, vil nødvendigvis forblive jødefjende resten af livet og opfostre sine egne børn med dette fjendskab.

Raceskændslen

Jeg har endnu ikke omtalt den vigtigste side af jødespørgsmålet, der på grund af sine konsekvenser så grufuld. Det er et spørgsmål, som angår alle pædagoger, der har med vores unge piger i gymnasier og erhvervsskoler at gøre. Ligeledes er det af interesse for BdM (»Bund deutscher Mädel« var en nazistisk ungdomsorganisation for piger). die Deutsche Arbeitsfront (Die Deutsche Arbeitsfront var nazisternes afløser for fagforeningerne), ja kort sagt for alle organisationer, der har berøring med de unge piger. Vi bærer alle, forældre og pædagoger, skylden for, at talrige af vore piger og kvinder er blevet ofre for jøder. Vi hverken kan eller vil derfor dømme dem. Hverken forældre, lærere eller præster har advaret og oplyst dem. Ingen har indviet dem i de gudgivne hemmeligheder om og love for blod og race. I skolen og kirken er de blevet fyldt med alt muligt. Den viden, der kunne have reddet dem fysisk og åndeligt, gav ingen dem med på vejen. På den måde kunne det jødiske blods gift i tusinde af tilfælde blive blandet med vort folks blod. Der vil gå mange årtier, før vores folk igen udskiller det. Ingen tysk pædagog kan i dag forbigå problemet med jøden og den jødiske kvinde i tavshed. Gør han det, gør han sig skyldig i forbryderisk forsømmelighed. Emnet er på ingen måde prekært (pinligt), sådan som nogle feje, fromme individer påstår. Hvorfor skal vi skjule noget for vores unge piger, som de alligevel fem minutter senere på den mest brutale måde løber ind i på gaden eller i forretninger og på kontorer, ja måske allerede samme aften bliver udsat for af en forbryderisk jøde?