Kilde: Beskrivelse af forholdene i det hemmelige politis fængsler

Han redte sit Haar, tog sin Officerskasket paa og stak Revolveren i sin Sidelomme. Vi tog begge Frakkerne paa. Fulgt af en Vagt gjorde vi en Tur, som jeg vil huske Resten af mit Liv. Vi gik ind i en Gaard, en Jerndør blev lukket op, og vi gik ned ad en stejl trappe til en Kælder. Stanken ramte mig som et fysisk Stød. Der brændte en svag elektrisk Pære i Gangen. 
Jeg lagde Mærke til, at Vagten, der sprang op og stod Ret, havde været i Færd med at læse et Afsnit af Partiets Historie, der dengang kom som Føljeton i Pravda. Det undrede mig, at denne mand, der levede i den frygtelige Stank af Stalinismen, ført ud i Praksis, saa standhaftigt kunde studere dens Teori…
Der blev Røre i de Celler, der laa langs Korridoren. ”Højtstaaende Gæster!” raabte en eller anden. Vagten aabnede en Dør og raabte ”Staa op!”. Nogle og tyve mænd rejste sig. De var ubarberede, ubeskriveligt sørgelige at se paa, og paa de fleste kunde man se, at de havde faaet Prygl. De ensete ”Møbler” i Rummet var en Spand med Vand og et Tinbæger fastgjort til den; en anden Spand i det fjerneste Hjørne til Nødtørft; de raa Brædder, der tjente som Senge, og en Slags Træhylde belæsset med Fangernes Pjalter og Bylter. Cellen vilde have været overfyldt med fem, for slet ikke at tale om tyve Fanger. 
De andre Celler var ligesaa frygtelige. Jeg tabte enhver Lyst til at se resten. Flere Celler var reserverede for Kvinder. 
”Jeres Ventilation fungerer ikke ” sagde Chefen til den unge Chekist ved Døren, da vi gik. ”De vil dø af Stank.” 
”Jeg gaar i Folkebadet hver Dag, naar jeg er færdig her” forklarede han muntert. ”ellers vil min Kone ikke lukke mig ind i Huset. Ventilatorerne har længe ikke fungeret.”
Da jeg kom ud af Huset, fandt jeg min Charuffør faldet i Søvn ved Rattet og vækkede ham.
”Aah, Viktor Andrejevitch, det varede saa længe, at jeg begyndte at tænke… Naar vi kører betydelige Folk hertil, ved vi aldrig, om vi kommer til at køre dem tilbage”.