Kilde: Artikel om Stalin i Information den 5. marts 2003

Hvad skal vi mene om Josef Stalin?

AF PER DALGÅRD Informations korrespondent.

Det nye Rusland har sit flag fra zar-tiden, sin nationalsang fra sovjettiden og en KBG-mand som præsident. 50 år efter Stalins død mangler russerne stadig at få diskuteret og ikke mindst valgt et sæt nye værdinormer. 

36 procent af den russiske befolkning mener, at Josef Stalin gjorde mere godt end ondt for landet og befolkningen. 29 procent mener det omvendte. 34 procent ved ikke, hvad de skal mene om diktatoren, der døde i dag for 50 år siden. Det viser en nye meningsundersøgelse foretaget af meningsmålingsinstituttet Fonden – Den Offentlige Mening. Paradoksalt nok mener 61 procent af befolkningen samtidig, at Stalin stod for omfattende undertrykkelse og ”begik folkedrab imod sin egen befolkning”. Paradokset skyldes, at den russiske befolkning endnu ikke har foretaget et opgør med den sovjetiske fortid og endnu ikke har diskuteret, for slet ikke at tale om valgt et sæt nye værdinormer. Sådan forklarer i hvert fald filosoffen og sociologen Igor Tjybajs, der er en af Ruslands førende forskere i national identitet, rusernes vægelsind.

”I Østeuropa har både eliten og befolkningen foretaget et klart valg. De har vedtaget, at fortidens regime var forbryderisk, de har taget afstand fra dette regime og har klart og tydeligt vendt sig mod vesteuropæiske værdinormer. Det har vi ikke i Rusland” siger 55-årige Igor Tjubajs over telefonen fra Moskva.
Han er leder af Institut for Ruslandsforskning ved et af universiteterne i Moskva og har siden Sovjetunionens sammenbrud i en række publikationer – bl.a. Rusland på jagt efter sig selv – forsøgt at definere dels Sovjetunionens værdisystem, dels det nye Ruslands.

”Det sovjetiske system sidder fortsat i baghovedet hos den russiske befolkning. Jeg skelner ikke mellem Lenin-tiden og Stalin-tiden. Det var hele systemet, der var noget galt med, og det havde intet med socialisme at gøre. Socialisme findes kun i det socialdemokratiske Vesteuropa. Hos os havde vi diktatur,” fastslår Tjubajs, der er bror til en af Ruslands mest magtfulde mænd, den liberale reformpolitiker og finansmand Anatolij Tjubajs, som han i øvrigt er dybt uenig med.

En tragedie

”Lenin og Stalins styre var en tragedie for Rusland. Men det har befolkningen fortrængt og undladt at tage stilling til, selv om der ikke findes en eneste familie, der ikke har mistet familiemedlemmer på grund af sovjetstyrets forbrydelser,” fortsætter Tjubajs.

”Mange familier blev simpelthen udraderet af samme regime. Men vores elite, ledelsen og medierne ønsker stadig ikke denne diskussion. Samtidig går bødlerne og deres efterkommere side om side med ofrene og deres efterkommere. Alligevel er der fortsat mange, som ser positiv på Lenin og Stalin. Det er absurd.”

En af Tjubajs’ forklaringer på, at mange russere fortsat ser positivt på Stalin, er, at de længes nostalgisk efter Sovjetunionens position som stormagt.” De glemmer Stalins forbrydelser, når de begynder at tale om Ruslands genrejsning og storhed. De bevæger sig på en farlig grænse til den grimme nationalisme og glemmer alt om, hvor modbydeligt den almindelige borger havde det i Stalins supermagt.”

Igor Tjubajs siger, at den nuværende russiske ledelse med Vladimir Putin i spidsen går om stalinismen som katten om den varme grød. ”De siger hverken ja eller nej, trækker tiden ud med at rehabilitere ofrene for regimet i stedet for at sige lige ud til befolkningen, at sovjetstyret var et kriminelt og menneskefjendsk regime.”

Den kendte forsker peger på, at dette absurde paradoks afspejler sig tydeligt i det nye Ruslands symbolik: En KGB-mand som præsident. Zartidens flag, men sovjettidens nationalsang. En mindesten for ofrene foran det fortsat fungerende undertrykkelsesapparats hovedkvarter. ”Putin er ikke nogen Stalin, som mange, heriblandt jeg, frygtede, da han kom til magten.. Han har en helt anden karakter, er ung, moderne og intelligent. Han har vist sig langt bedre, end vi troede. Han gør og siger de rigtige ting. Problemet er blot, at det ikke gør nogen forskel. Rusland er stadig i tvivl om, hvilken retning vi skal. Vi bevæger os i blinde, fordi vi ikke har taget stilling.”

Igor Tjubajs efterlyser derfor en omfattende oplysningskampagne og offentlig debat både i medierne, på skoler og læreanstalter og blandt politikerne.

Ingen tillid til nogen

Selv om Tjubajs er positiv over for præsident Putin, så siger han, at han personligt, efter at have studeret alle Ruslands ledere i de sidste 100 år, er kommet til den konklusion, at man ikke kan have tillid til nogen politiker. ” OG det er netop et typisk træk ved den russiske befolkning – at den ikke har tillid til nogen. Et kynisk træk, som skyldes arven efter den kynisme og undertrykkelse, der herskede i Sovjetunionens ledelse. Også dette må frem i diskussionerne, vi må have det hele på bordet, når vi skal foretage det afgørende valg om Ruslands fremtidige orientering. Foreløbig har vi ikke besluttet os om vores forhold til Vesten, forholdet til fortiden og fremtiden, forholdet til os selv.”

Selv har Igor Tjubajs foretaget sit valg. Han siger, at Rusland bør søge mod Vest og skele til de vesteuropæiske socialdemokratier. Han har også tidligere foretaget bevidste valg. Som da han i august 1968 trods sit medlemskab i Komsomol tog ud og demonstrerede offentligt imod den sovjetiske invasion i Tjekkoslovakiet. Og som da han trods sit medlemskab i det kommunistiske parti i slutningen af 1980’erne deltog i demokratibevægelsen og kæmpede for et flerpartisystem. Og blev ekskluderet af partiet for sin stillingtagen.