Nikolai Jezjov - gerningsmanden, der endte som offer

Josef Stalin udviklede fra 1928 til 1953 et brutalt diktatur i Sovjetunionen, hvor reelle og indbildte modstandere af det politiske styre blev forfulgt nådesløst. Alle var potentielle fjender, og derfor kunne ingen vide sig sikker i forfold til den omfattende undertrykkelse, vold og terror, som regimet udøvede mod befolkningen. Det hemmelige politis opgave var at varetage det praktiske arbejde i forbindelse med udførelsen af terroren mod den sovjetiske befolkning og at identificere og bekæmpe alle formodede fjender af sovjetstaten. 

Hvem var Jezjov?

Jezjov var på mange måder den perfekte embedsmand, som udførte alle Stalins ordrer uden at sætte spørgsmålstegn, men de forskellige skildringer af Jezjov er tvetydige og ofte indbyrdes modstridende. Før 1930 blev Jezjov beskrevet som en stille og lidt intetsigende mand, men omkring 1930 skete der en forandring i Jezjovs personlighed, og han blev herefter karakteriseret som en mere eller mindre konstant beruset, brutal og hensynsløs mand. For eksempel har et ældre partimedlem udtalt om Jezjov: ”I hele mit liv har jeg aldrig set en mere frastødende personlighed end Jezjovs”. Personlighedsændringen skete i takt med, at Jezjov fik øget magt inden for Kommunistpartiet.

Med udnævnelsen til chef for det hemmelige politi i 1936 nåede Jezjov højdepunktet i sin karriere inden for det stalinistiske system, og han blev en vigtig brik i sovjetstyrets omfattende undertrykkelse af den sovjetiske befolkning. Han blev på rekordtid en af de mest lovpriste chefer inden for det hemmelige politi, og han skyede ingen midler for at nå sine mål og opfylde Stalins ordrer. I løbet af sine knap to på en af de mest magtfulde poster i Sovjetunionen blev Jezjov ansvarlig for tusindvis af menneskers død. Hans magt blev imidlertid kortvarig, og allerede i slutningen af 1938 begyndte hans politiske nedtur. På Stalins foranledning var Jezjov blevet gjort til den hovedansvarlige for ”Den Store Terror”, og Stalin kunne dermed fraskrive sig selv ansvaret udadtil. I 1940 blev Jezjov henrettet som et af de sidste ofre for den terror, som han selv havde været medansvarlig for, fordi Stalin tilsyneladende ikke længere behøvede ham.

Stalins indflydelse på Jezjov

Stalin spillede en stor rolle for Jezjovs karriere, og der er meget, der tyder på, at Stalin også havde betydelig indflydelse på Jezjov personligt. Ved Stalins hjælp gjorde Jezjov lynkarriere inden for Kommunistpartiet, hvor han beklædte forskellige poster i 1920’erne og 1930’erne. Man ved desuden, at Jezjov gennem hele sin periode som chef for det hemmelige politi havde et tæt samarbejde med Stalin, som han holdt møder med flere gange om ugen. Det var altså i høj grad Stalin, der trak i trådene i forhold til Jezjovs karriere, og Jezjov kan derfor på mange måder siges at have været skabt af Stalin. I starten af 1938, da Jezjovs karriere inden for det hemmelige politi var på sit højeste, udtalte han således: ”Jeg er blevet opdraget af Stalin, og Lenin og Stalins parti. Jeg har tjent det [Kommunistpartiet], tjener det, og vil tjene det til mine dages ende”. Jezjov var i den grad tro overfor Stalins projekt om at skabe et kommunistisk samfund, og i Jezjov havde Stalin derfor den perfekte embedsmand, som skyldte ham hele sin karriere, og som var villig til at gøre stort set hvad som helst for at leve op til hans krav.

”Den store Terror”

Stalins formål med ”Den store Terror” var at udrydde alle reelle og formodede fjender i Sovjetunionen, og i 1937 udtalte han ”Vi vil tilintetgøre alle fjender, selv hvis han er en gammel Bolsjevik, vi vil tilintetgøre hans slægt, hans familie. Vi vil ubarmhjertigt tilintetgøre enhver, som ved sine handlinger eller tanker krænker den socialistiske stats enhed”.

Til at virkeliggøre dette projekt synes Jezjov at være et godt instrument. Derfor tildelte Stalin Jezjov vidtgående magtbeføjelser, og reelt stod Jezjov kun til ansvar overfor Stalin. Jezjov havde magten til egenhændigt at beordre folk arresteret, tortureret og henrettet, og i kraft af sin position som chef for det hemmelige politi havde Jezjov midlerne til øjeblikkeligt at få sine ordrer ført ud i livet. Alligevel er der meget, der tyder på, at det var Stalin, der dikterede, styrede og kontrollerede Jezjovs arbejde og lagde retningslinierne for, hvordan aktionen mod ’folkefjenderne’ skulle forløbe.

Dødslister

Som led i ”Den Store Terror” blev der udarbejdet lister for alle områder af Sovjetunionen. Dr fastsatte, hvor mange fjender der fandtes i de enkelte områder, der skulle arresteres. Disse lister blev udarbejdet af Jezjov og sendt til de lokale afdelinger af det hemmelige politi, men inden listerne kom så langt, var de først til godkendelse hos Stalin. Antallet af navne på disse lister var ofte urealistisk høje, hvilket betød, at agenterne i det hemmelige politi ofte var nødt til at anholde tilfældige mennesker for at opfylde kvoterne. Alligevel kender man til ordrer fra Jezjovs side, som opfordrede til at overopfylde kvoterne for, hvor mange der skulle tilintetgøres. Hidtil har man antaget, at det var Jezjov selv, der tog initiativ til at overopfylde kvoterne for disse dødslister - måske for at gøre et godt indtryk på Stalin. Men nye oplysninger tyder imidlertid på, at det rent faktisk var Stalin selv, der opfordrede til, at man lejlighedsvis kunne overopfylde kvoterne, og at Jezjov således ikke tog enerådige beslutninger, som tillod at forøge omfanget af terroren 

Sadisten Jezjov

Jezjov har i eftertiden fået ry for at være en ”blodtørstig satan”, som i perioden under ”Den Store Terror” indførte brutale forhørsmetoder som en accepteret del af det hemmelige politis arbejdsgang. Jezjovs rygte som ond og sadistisk er ikke ufortjent. Ifølge samtidige vidnesbyrd var Jezjov en farlig mand: ”Kvinderne som arbejdede i NKVD [det hemmelige politi] var bange for at møde ham, selv på gangene”, ”Han manglede ethvert spor af samvittighed og moralske principper”. Det beskrives endvidere, at Jezjov havde sadistiske tilbøjeligheder. 

Jezjov havde magten til at give direkte ordrer til brutale afhøringer, vold og tortur for at få "fjenderne"  til at tilstå deres ”forbrydelser”, og han udnyttede denne magt til fulde. Man ved, at Jezjov selv gentagne gange har overværet tortur og henrettelser af ”folkefjender”, og at han har givet ordrer til at være særligt hårdhændet over for tidligere kolleger og bekendte. Eksempelvis beordrede Jezjov i et tilfælde, hvor en tidligere kollega var blevet arresteret, at han skulle gennembankes, hans øre og næse skulle skæres af, hans øjne stikkes ud, og at han skulle skæres i småstykker.

Til trods for det tætte samarbejde med Stalin og dennes indgående kontrol med Jezjovs arbejde, konsulterede Jezjov ikke Stalin i alle spørgsmål. Og skønt Jezjov på mange måder var den fuldendte embedsmand, havde han en afgørende fejl: Han vidste ikke, hvornår det var tid til at stoppe, og derfor accelererede terroren under hans ledelse til et omfang, hvor selv Stalin mente, at det kunne blive fatalt for samfundet. Jezjovs rolle var ved at være udspillet.

”Den Store Terrors” sidste offer

I november 1938, omkring to år efter Jezjovs udnævnelse til chef for det hemmelige politi, underskrev Stalin en resolution, der fordømte de metoder, som det hemmelige politi havde benyttet under ”Den Store Terror”: Det var reelt det samme som at fordømme Jezjov. Kun en uge efter indgav Jezjov derfor sin opsigelse som chef for det hemmelige politi, og i løbet af foråret 1939 blev han frataget alle sine poster inden for Partiet. I april 1939 blev han arresteret og udsat for de brutale forhørsmetoder, som han selv havde indført i det hemmelige politi. Under tortur tilstod Jezjov blandet andet fiktive anklager om spionvirksomhed og terrorisme mod sovjetstaten. I februar 1940 blev han dømt til døden og skudt, men han hævdede til det sidste sin troskab mod Stalin og erklærede, at han ville dø med hans navn på sine læber. Jezjov endte dermed som offer for det system og den terror, som han selv havde været med til at virkeliggøre. 

Af Kathrine Selch, cand.mag i historie og minoritetsstudier, og Charlotte Kjærsgaard Nielsen, cand.mag i historie og samfundsfag.