Før folkedrabet

Antisemitiske fjendebilleder, inddeling af mennesker i racer og eksklusion

Antisemitisme var ikke et ukendt fænomen i mellemkrigstidens Europa. Det nye var, at den tyske nazi-stat (1933-1945) kombinerede antisemitismen med tidens racelære og ophævede den til statsideologi. Det vil sige, at man skabte et legalt grundlag for at diskriminere og forfølge den jødiske minoritet i Tyskland. Samtidig blev der ved propagandaens hjælp fremstillet et fjendebillede af ”Jøden” som roden til alt ondt.