Stalins unge stikkere - når børn bliver gerningsmænd

Det sovjetiske meddelersamfund

Sovjetunionen udviklede sig under Josef Stalin til samfund, hvor vilkårlige arrestationer, henrettelser og tvangsforflyttelser i tusindvis blev en del af sovjetborgernes hverdag. Denne omfattende terror blev primært udført af det hemmelige sovjetiske politi, som gjorde brug af et omfattende netværk af stikkere og meddelere, der førte kontrol med alle dele af det sovjetiske samfund. Terroren var baseret på, at almindelige sovjetborgere angav hinanden, og samfundet udviklede sig derfor til et regulært meddelersamfund, hvor sovjetborgerne havde pligt til at røbe selv familie og venner, hvis de på nogen måde modsatte sig det stalinistiske styre. Dette kunne for eksempel være, hvis man ytrede sig negativt om Stalin, eller hvis en arbejder arbejdede ved en maskine, som gik i stykker, og på den måde gjorde sig skyldig i ”sabotage mod sovjetstaten”.  Angiveri, der som regel førte til fængsling, koncentrationslejrophold, deportation eller henrettelse for den angivne, blev simpelthen betragtet som måden, hvorpå borgerne kunne udvise loyalitet over for sovjetstyret og socialismen.

Hvordan skaber man et samfund af stikkere?

Når man i det sovjetiske samfund lagde så megen vægt på, at almindelige borgere skulle angive hinanden, var det vigtigt at opdrage befolkningen til at forstå, hvorfor de på denne måde skulle hjælpe myndighederne. Det var derfor afgørende for regimet så tidligt som muligt at præge den sovjetiske befolkning. Til det formål oprettede det allestedsnærværende Kommunistparti, som var det eneste tilladte politiske parti i Sovjetunionen, forskellige børne- og ungdomsorganisationer; Oktoberbørnene for de yngste børn op til skolealderen, Pionererne for de 8-14 årige og Komsomol for de 15-28 årige. Alle tre organisationer udsatte Sovjetunionens yngste borgere for kraftig propaganda, som skulle lære børnene, hvad det ville sige at være en god kommunist – herunder, at hensynet til sovjetstaten gik forud for hensynet til familien. Børnene skulle forstå, at også de skulle yde noget til opbygningen af det socialistiske samfund, og at det blandt andet krævede, at man holdt skarpt øje med de personer, som regimet betegnede ”folkets fjender”.

Et andet sted, hvor sovjetstyret havde mulighed for at påvirke de mindste sovjetborgere, var i skolerne, der, som mere eller mindre alt andet i Sovjetunionen, var underlagt Kommunistpartiets kontrol. Ifølge partiet havde den litteratur, som blev brugt i skolen, til opgave at udbrede kommunismen samt at opdrage eleverne til at blive gode, loyale sovjetborgere gennem eksempelvis fortællinger om børn, som havde udført heltegerninger for Sovjetunionen. De fleste af skolebørnene kendte ikke til andre samfundsformer end kommunismen, og som børn oftest er, var de lette ofre for sovjetstyrets propaganda. Derfor endte mange børn som Stalins stikkere.

Historien om Pavlik Morozov

Pavlik Morozov var en ca. 14-årig skoledreng, som i 1932 angav sin far til det hemmelige politi. Pavlik, der var en mønsterelev i skolen og medlem af Pionererne, fortalte det hemmelige politi, at hans far havde hjulpet de såkaldte kulakker, der var en gruppe af bønder, som sovjetstyret opfattede som fjendtlige, og at hans far derfor også var fjende af folket. Pavliks far blev arresteret, stillet for retten og sendt i en af de berygtede Gulag-fangelejre. Kort efter faderens retssag blev Pavlik myrdet af slægtninge på sin fars side.

Efter sin død blev Pavlik af sovjetstyret udråbt til folkehelt, og historien om ham blev i årevis fortalt til sovjetiske skolebørn, der forventedes at se Pavlik som forbillede. Alle børn i Sovjetunionen skulle kende historien om Pavlik og være parate til at følge hans eksempel, der viste, at børns vigtigste loyalitet ikke burde være over for familien, men over for sovjetsamfundet. Pavlik blev fremstillet som martyr, og der blev skabt en hel kult omkring ham. Børn fra hele Sovjetunionen blev bragt til Pavliks fødeby for at se hans skole, der blev komponeret sange om ham, hans billede kom på frimærker og postkort, der blev opstillet statuer af ham, og gader blev opkaldt efter ham. I sovjetpropagandaen blev Pavlik tildelt titlen: Heltepioner af Sovjetunionen nr. 001, fordi han netop havde været medlem af Pionererne.

Historien om Pavlik skabte nye gerningsmænd

Historien om Pavlik blev en central del af sovjetstyrets propaganda over for børn, og der er ingen tvivl om, at historien har været effektiv i den henseende. Mange børn har rent faktisk fulgt Pavliks eksempel og angivet personer tæt på dem til myndighederne. Hundredvis af nye Pavlik’er blev hyldet, og i visse tilfælde endda belønnet med en tur i sommerlejr for deres stikkervirksomhed. Anklagerne mod de angivne personer kunne være baseret på faktiske handlinger med hold i virkeligheden, men de kunne også være fuldstændigt opdigtede. Tager man den kraftige propaganda i betragtning er det jo ikke utænkeligt, at visse børn har følt sig presset til at opdigte historier om andre.

Pavliks histories gennemslagskraft i propagandasammenhæng bevidnes af et tidligere medlem af Pionererne, Tatiana Vorontsova, som fortæller: ”[…] han døde som en helt. Vi ville jo også gerne dø som helte, og hvis jeg på det tidspunkt havde været i samme situation, og min far havde gjort noget mod sovjetstyret, ville jeg selvfølgelig have angivet ham…” Pavliks histories budskab gik altså klart ind hos børnene og var med til at skabe nye gerningsmænd blandt de sovjetiske børn.

Fandtes Pavlik i virkeligheden?

Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 er der blevet stillet spørgsmålstegn ved ægtheden af historien om Pavlik. Den russiske historiker Jurij Drusjnikov har undersøgt historien om Pavlik og fundet frem til, at den legendariske Pavlik Morozov rent faktisk har eksisteret, og at han virkelig blev myrdet, men at omstændighederne omkring historien er helt anderledes, end de er blevet fremstillet i sovjetpropagandaen.

Sandheden om Pavlik

Virkelighedens Pavlik Morozov hed Pavel Morozov, og han var langt fra den mønsterelev, som han blev fremstillet som. Mange af beboerne fra Pavels landsby husker ham som en ballademager og en kujon, der hverken var dygtig i skolen eller medlem af Pionererne, som kun de dygtigste elever kunne blive.

Pavel var søn af Trofim Morozov, som under den russiske borgerkrig 1918-1920 kæmpede på bolsjevikkernes side og var formand for landsbyrådet i den landsby i Sibirien, hvor familien Morozov boede. I begyndelsen af 1930’erne forlod Trofim Morozov kone og børn til fordel for en anden kvinde, hvilket var meget usædvanligt på den tid, og som den ældste af fire søskende blev Pavel tvunget til at overtage en del af faderens forpligtelser. Efter pres fra sin mor angav Pavel sin far til myndighederne i et forsøg på at presse faderen til at komme tilbage, men tingene udviklede sig anderledes end forventet. Faderen blev arresteret, og retten beordrede hele hans og familiens ejendom konfiskeret, hvilket resulterede i, at Pavel og hans mor og søskende blev endnu fattigere.

På det tidspunkt var der ingen, der talte om heltegerninger, men det ændrede sig, da Pavel sammen med sin bror et halvt år efter deres fars retssag brutalt blev myrdet i en skov. Efter at ligene var blevet bragt til den lokale afdeling af det hemmelige politi, blev det straks erklæret, at Pavel var en ”helte-aktivist-Pioner-bolsjevik”, og at han var blevet dræbt af kulakker. Ti landsbyboere, heriblandt flere fra Pavels familie på faderens side, der alle nægtede sig skyldige, blev arresteret og anklaget for mordene, men der fandt aldrig nogen egentlig efterforskning sted. Fire personer, der alle var i familie med Pavel, hvis motiv skulle være at hævne sig på Pavel for faderens arrestation, blev dømt for mordene og henrettet umiddelbart efter domsafsigelsen. Ifølge myndighederne havde de angiveligt været medlemmer af ”en anti-sovjetisk kulakbande”.

Myten blev til virkelighed

Virkeligheden om Pavel Morozov var altså mere en historie om en familietragedie om hævn og svigt, end det var historien om en patriotisk dreng, der ville gøre alt for sovjetstyret. Selv om myten om Pavlik senere har vist sig at bygge på en fordrejning af de faktiske omstændigheder, har den i mange år tjent den sovjetiske propaganda. Gennem legenden lykkedes det sovjetstyret at skabe en generation af Pavlik’er, der satte styret over familien, og dermed gjorde myten til virkelighed. 

Af Kathrine Selch, cand mag. i historie og minoritetsstudier, og Charlotte Kjærsgaard Nielsen, cand.mag i historie og samfundsfag.