Hungersnøden i 1932-1933

Hungersnøden i 1932-1933 var et resultat af den forfølgelse af bønderne, som det kommunistiske styre iværksatte i slutningen af 1920’erne. Styret ville industrialisere Sovjetunionen, og midlet var en omfattende tvangskollektivisering, hvor bønderne fik frataget deres ejendom og blev tvunget ind i kollektive landbrug. Millioner af bønder blev stemplet som storbønder, de såkaldte kulakker, og dermed som fjender af staten, som skulle dræbes eller deporteres til fjerne områder af Sovjetunionen. 

Tvangsinddrivelse af korn

De kollektive landbrug, som bønderne fra 1929 blev tvunget til at tilslutte sig, fik tildelt kvoter for, hvor meget korn de skulle aflevere til staten. Staten eksporterede kornet til udlandet og fik på den måde udenlandsk valuta, som kunne bruges til at finansiere industrialiseringen med. Kvoterne for, hvor meget korn bønderne skulle levere, var ofte sat højt, og der blev ikke taget hensyn til eksempelvis år med dårlig høst. I 1930 opkrævede staten 30 pct. af landbrugsprodukterne i Ukraine, og i 1931, hvor høsten var dårligere end året før, opkrævede man 41,5 pct. i samme område. Bønderne producerede altså mindre, men skulle aflevere mere. 

Hvert efterår, når årets høst skulle afleveres til staten, udkæmpede der sig kampe mellem myndighederne og befolkningen på landet. De lokale myndigheder kæmpede for at få opfyldt kvoterne, og bønderne kæmpede for at beholde nok korn til at kunne overleve.   

Da staten begyndte at indsamle korn i sensommeren 1932, gik det meget langsomt med at få kornet i hus. I et forsøg på at slippe for at aflevere korn til staten skjulte bønderne i mange kollektive landbrug kornet straks efter, at det var høstet. Det betød, at kvoterne ikke blev opfyldt, og myndighederne valgte at sende såkaldte kornbrigader og kornkommandoer ud for at finde det manglende korn og tvinge bønderne til at afgive kornet. 

Medlemmerne af kornbrigaderne og kornkommandoerne var industriarbejdere fra de større byer, og de havde sjældent kendskab til de områder, hvor de blev sendt hen. Via propaganda var mange af dem blevet overbevist om, at hungerkatastrofen ikke eksisterede, og at bønderne ikke ville aflevere kornet, fordi de var under indflydelse af storbønder eller udenlandske agenter. De, der fik til opgave at inddrive kornet, havde altså sjældent et forhold til det sted, hvor de skulle inddrive korn - og de var ofte overbevist om, at det var bønderne, der var problemet. 

På trods af kornkommandoerne og kornbrigadernes hårdhændede metoder, var det svært for dem at inddrive korn. Medlemmer af kornkommandoerne rapporterede til Moskva, at det var umuligt at inddrive kornet, fordi bønderne led nød og i stedet for at aflevere korn behøvede forsyninger udefra for at overleve. I et brev til den højtstående partimand Vjatjeslev Mikhajlovitj Molotov bad partiets førstesekretær i regionen Dnepropetrovsk partiledelsen om at sænke tempoet i indsamlingsplanen og nedsætte leveringskvoterne af hensyn til bøndernes minimumsbehov. I august modtog Molotov rapporter om, at fødevaresituationen var kritisk i mange landområder, men på trods heraf var det både Stalin og Molotovs holdning, at kornkvoterne skulle opfyldes, koste hvad det ville. Styret kvitterede for disse nødråb ved at beordre alt bøndernes korn, inklusiv næste års såsæd, beslaglagt. Der var dermed ingen vej uden om en omfattende hungersnød.

Intensivering af kampen for korn

Som følge af styrets ufravigelige krav om, at kornkvoterne skulle overholdes, intensiverede kornbrigaderne og kornkommandoerne deres jagt på kornet. Metoderne blev dermed grovere, og vilkårlige husundersøgelser, tortur og arrestation blev en del af hverdagen. 

Som et led i kampen om kornet indførtes i august 1932 en lov, der erklærede, at ”ethvert tyveri eller bortødning af socialistisk ejendom” skulle straffes med ti års ophold i koncentrationslejr eller, i særlige tilfælde, med døden. Eftersom kornet blev betragtet som statens ejendom, betød det, at bønderne risikerede at miste livet, hvis de skjulte korn for staten eller stjal en smule korn med hjem fra marken til de sultende børn. I perioden fra august 1932 til december 1933 blev 125.000 dømt efter denne lov; af dem blev 5.400 dømt til døden. 

På trods af den nye lov blev det ikke lettere at inddrive kornet. Politbureauet, som var partiets øverste ledelse, besluttede derfor i oktober 1932 at sende to særkommissioner til henholdsvis Ukraine og Kaukasus, to af landets vigtigste kornregioner, for at fremskynde indsamlingerne. Resultatet blev, at styret gennemførteomfattende udrensninger og arrestationer i de lokale partiafdelinger, da det i høj grad var dem, der blev holdt ansvarlige for det manglende korn. I samme forbindelse indførte man en boykot af de områder, som ikke havde opfyldt kvoterne. En boykot betød, at alle varer, inklusiv fødevarer, blev fjernet fra butikkerne, at al handel blev forbudt, og at alle statslån skulle betales tilbage straks. Samtidig  blev bønderne pålagt ekstra skatter. 

Hungersnød 

Resultatet af den hårde kornpolitik var ikke overraskende en omfattende hungersnød. Særligt hårdt gik det ud over Ukraine, hvor mindst 4 millioner mennesker døde af sult. Hungersnøden i Ukraine omtales også under begrebet Holodomor. Men også Kasakhstan og Nordkaukasus blev hårdt ramt. Begge steder sultede ca. 1 millioner mennesker ihjel. Efter at være blevet tvunget til at aflevere sit forråd af korn og frataget alle muligheder for at købe noget som helst, blev millioner af sovjetbønder overladt til sultedøden. 

I et forsøg på at overleve flygtede mange bønder ind til de større byer, men i december 1932 satte sovjetstyret en stopper for det ved at indføre krav om et særligt indenrigspas, der gjorde det umuligt for bønderne at komme ind i byerne. I januar 1933 underskrev Stalin et cirkulære, der beordrede de lokale myndigheder til med alle midler at forhindre, at bønderne rejste mod byerne. Dette var reelt en dødsdom over de millioner af sultende bønder. I de hungersramte områder standsede myndighederne alt salg af togbilletter, og det hemmelige politi opstillede vejspærringer for at forhindre bønderne i at forlade området. Dermed var bønderne overladt til sulten. 

Ingen hjælp fra Moskva

Man ved i dag, at sovjetregimet havde fuldt kendskab til hungersnøden, men at styret alligevel valgte at fortsætte eksporten af korn til udlandet. I stedet for at give kornet til den sultende befolkning valgte Stalin at sælge kornet for at skaffe penge til industrialiseringen.

Nogle historikere mener, at hungersnøden var bevidst fremprovokeret, og at Stalin ikke gjorde noget for at hjælpe bønderne, fordi han ønskede at knuse bøndernes modstand mod tvangskollektiviseringen og regimet. Med udgangspunkt i samme argument mener nogen, at Stalin lod hungersnøden gå særligt hårdt ud over Ukraine, fordi han ønskede at kvæle den ukrainske nationalisme, som var meget stærk i forhold til i andre sovjetrepublikker. Sulten blev altså måske anvendt som våben.