Kilde: Klage over korninddrivelseskampagnen

Kammerat Stalin!

At Vesjenskij-distriktet ligesom så mange andre distrikter i Nordkaukasus ikke har opfyldt sin kornforsyningsplan skyldes ikke en eller anden ”kulak-sabotage”, men det lokale partis dårlige ledelse…

Sidste december sendte partiets regionalkomité en ”befuldmægtiget” kammerat Ovtjinnikov, til distriktet for at ”fremskynde” indsamlingskampagnen. Han traf følgende forholdsregler. 1) alt disponibelt korn blev rekvireret, inklusive det ”udlæg”, som kolkhos-styrelsen havde givet kolkhosbønderen til såningen af næste års høst; 2) de leverancer, som hver kolkhos skyldte staten, blev fordelt på de enkelte boliger. Hvad førte disse tiltag til? Da inddrivelserne påbegyndtes, gav bønderne sig til at skjule og nedgrave kornet.

Og nu nogle enkelte ord om de resultater af inddrivelserne, vi har tal på. ”Fundet” korn: 593.000 kilo… Og her følger nogle af de metoder, som blev taget i brug for at inddrive disse 593 ton, hvoraf en del havde været nedgravet… siden 1918!

Kulde… Man afklæder kolkhosbonden og sætter ham ”på køl”, helt nøgen, i en lade. Ofte satte man hele grupper af kolkhosbønder ”på køl”. 

Varme… Man væder kolkhoskvindernes fødder og kjoleopslag med brændstof og tænder ild til det. Derefter slukker man den og starter forfra.

I kolkhosen i Napalovskij tvang en vis Plotkin, distriktskomiteens ”befuldmægtigede”, de forhørte kolkhosbønder til at lægge sig på en gloende hed kakkelovn, hvorefter han ”afvarmede” dem ved at indespærre dem nøgne i en lade…

I kolkhosen Lebjazjenskij stillede man kolkhosbønderne op lands en mur og simulerede en henrettelse…

Jeg kunne fortsætte i det uendelige med sådanne eksempler. Det er ikke ”magtmisbrug”, nej, det er den gængse metode, man anvender for at indsamle kornet…

Hvis De er af den opfattelse, at mit brev er værdigt til at fastholde centralkomiteens opmærksomhed, så send sande kommunister hertil, som har tilstrækkelig mod til at afsløre alle dem, som i dette distrikt har rettet et dødelige slag mod kolkhos-konstruktionen… De er vort eneste håb.

Deres Mikhail Sjolokhov

Stalins svar til Mikhail Sjolokhov den 6. maj 1933

Kære kammerat Sjolokhov

Jeg har modtaget begge Deres breve. Den hjælp, De har bedt om, er blevet bevilget. 

Jeg har udsendt kammerat Sjkirjatov for at bringe orden i de sager, De har fortalt mig om. Så skulle det værebragt ud af verden. Men, kammerat Sjolokhov, dette er imidlertid ikke, hvad jeg vil sige til Dem. I Deres breve skildrer De en situation på en måde, som jeg vil kalde for ikke-objektiv, og det er i den anledning, at jeg gerne ville skrive nogle ord til Dem.

Jeg har allerede takket Dem for Deres breve, som afslører eksistensen af en lille dysfunktion i vort apparat, som skyldes, at enkelte af vore partifunktionærer, netop fordi de vil gøre tingene så godt som muligt, dvs. afvæbne vore fjender, overfalder vores venner og undertiden endda kan opføre sig ligefremt sadistisk.

Men disse bemærkninger indebærer ikke, at jeg er enig med Dem i ALT. De ser ET aspekt af tingene, og det har De et godt blik for. Men det er KUN ET aspekt af tingene. For ikke at tage fejl i politik – og Deres breve er ikke litteratur, det er ren politik – skal man kunne se DET ANDET ved virkeligheden. Og det andet aspekt er, at de ærede jordbrugere i Deres distrikt – og ikke kun i Deres – strejkede, saboterede og var indstillede på at gøre arbejderen og Den Røde Hær brødløse! At denne sabotage var lydløs og tilsyneladende fredelig (uden blodsudgydelser) – ændrer intet ved sagen, nemlig at de ærede jordbrugere førte en undergravende krig mod det sovjetiske styre. En krig på liv og død, kære kammerat Sjolokhov!

Naturligvis kan disse særlige omstændigheder ikke berettige de misbrug, som ifølge Dem er blevet begået af vores embedsmænd. Og de skyldige bør stå til ansvar for deres handlinger. Men det er klart som kildevand, at vores ærede jordbrugere ikke er uskyldige lam, som man ellers kunne fristes til at tro, når man læser Deres breve. 

Nå, jeg håber, det vil gå Dem vel. Jeg hilser Dem.

Deres J. Stalin.