Benægtelse af folkedrabet i Bosnien

Der findes mange forskellige versioner af historien, når det drejer sig om krigen og folkedrabet i Bosnien. Spørgsmål om, hvem der var gerningsmænd, og hvem der var ofre, besvares ofte forskelligt af krigens involverede parter, og ofte fremstilles krigen forsimplet og ensidigt. I nogle tilfælde kommer også en egentlig benægtelse af folkedrabet i Srebrenica til udtryk. Men hvorfor hersker der så forskellige udgaver af historien i Bosnien? Hvilke formål tjener benægtelsen? Og hvilke roller spiller retsopgør og udgravning af massegrave som beviser mod benægtelsen?

Udgravning af massegrav i Bosnien

En nationalistisk tolkning af historien

Der findes ikke én officiel bosnisk udlægning af den krig, der fra 1992 til 1995 splittede landet. Dette skyldes bl.a., at der for mange blandt landets tre befolkningsgrupper – bosniske muslimer, bosniske serbere og bosniske kroater – hersker meget forskellige opfattelser af krigens årsager og forløb. Og ikke mindst af, hvem der kan siges at bære ansvaret for krigen. Overordnet peger alle tre grupper på landets lange historie af etniske og religiøse konflikter – på had, mistro og fortidens krige – for at forklare nutidens forbrydelser. Men når detaljer skal beskrives, og ansvar placeres, er det meget svært at finde enighed i grupperne. 

Dette er ikke noget særsyn for det bosniske tilfælde. Det tager ofte flere generationer, før befolkningsgrupper magter at se fortidens synder i øjnene. Det bosniske tilfælde er dog specielt, idet landet er præget af en stærk nationalisme blandt alle tre nationale grupper – og fordi mange læser den seneste krig ind i en lang, konfliktfyldt historie, der aldrig er blevet gjort tilstrækkeligt op med.

Serbiske ofre før og nu

En gammel serbisk myte blev brugt som propaganda forud for krigens udbrud. Myten handler om slaget på Solsortesletten, hvor den serbiske fyrst Lazar kæmpede mod de osmanniske tropper. Myten fortæller, at Lazar fik valget mellem at vinde slaget på jorden eller et evigt rige i himlen. Lazar valgte det sidste – og døde. I dag anser mange slaget for at være der, hvor det serbiske rige bukkede under for osmannerne. Myten om slaget har derfor fået stor betydning i serbisk identitetsdannelse, hvilket blev klart i 1989, kort før krigen brød ud, da Milosević holdt en tale til det serbiske folk på Solsortesletten.

Her sammenkædede han slaget mod osmannerne i 1389, serbiske lidelser under 2. Verdenskrig og den daværende politiske ustabile situation, som var det én og samme kamp mod det serbiske folk. Sammenkædningen sås også i massive mediekampagner op til krigens udbrud i 1992. Billedet, som blev tegnet, viste serberne som historiske ofre, og talen blev senere brugt til at forklare de serbiske angreb på Kroatien, Slovenien og Bosnien som en form for serbisk selvforsvar.

Læs uddrag af Milosevićs tale på Solsortesletten 

Historien som tjener for nutiden

Nationer i krig fremlægger ofte historien på en måde, der tjener nationale nutidige interesser. Det var også tilfældet i Bosnien, hvor især serbiske og kroatiske politikere fremlagde landets historie, så den kom til at tjene deres aktuelle, politiske interesser i krigen. De brugte bl.a. begivenheder fra fortiden som "instrumenter" til at argumentere for en aggressiv, nationalistisk dagsorden. Fx fremstillede den daværende serbiske præsident Slobodan Milosević den serbiske befolkning som nutidige og historiske syndebukke for både de muslimske ”osmanniske fremmede" og de kroatiske Ustasja-militser, der havde forfulgt serberne under 2. Verdenskrig. Med en sådan instrumental historiebrug forsøgte Milosević at retfærdiggøre den aggressive serbiske politik. 

Mens Slovenien, Kroatien og siden Bosnien, der før krigsudbruddet var republikker i det tidligere Jugoslavien, ønskede selvstændighed, arbejdede Milosević for at skabe et nationalistisk Storserbien, bestående af så mange af de tidligere republikker som muligt under serbisk overherredømme. 

Med dette udgangspunkt iværksatte Milosević en propagandamaskine, der effektivt gjorde brug af landets komplicerede historie. Milosević tegnede bl.a. et skræmmebillede, hvor serbernes aktuelle situation blev sat i skarp kontrast til hans udlægning af en tidligere glorværdig fortid i den serbiske historie. Milosevićs budskab var, at serberne endnu en gang var i fare for at blive underkastet andre magter eller for ligefrem at blive udslettet. Skulle sådanne fremtidige serbiske ofre undgås, pointerede Milosević i en vigtig tale, ville væbnet kamp måske atter blive en nødvendighed.

Krig i det tidligere i Jugoslavien

Krigen i Bosnien varede fra 1992-1995 og kostede mere end 100.000 menneskelliv. Men den var blot en af flere krige, der rasede i det tidligere Jugoslavien i 1990’erne. Krigene var en konsekvens af Jugoslaviens opløsning og af sammenstødet mellem ønsket om selvstændighed i den kroatiske, slovenske og bosniske republik samt en radikal ultra-nationalisme hos særligt serbiske politikere. Dette medvirkede til, at præsidenten for den serbiske republik, Slobodan Milosević, der havde overtaget kontrollen af den jugoslaviske hær JNA, angreb Kroatien og Slovenien i 1991 og efterfølgende Bosnien i 1992.

Krigen og folkedrabet i Bosnien er en kompliceret del af Europas historie. Det skyldes bl.a., at landet er sammensat af tre forskellige nationale grupper. Overordnet foregik krigen mellem bosniske serbere, kroatere og bosniske muslimer, med skiftende alliancer mellem de tre grupper og med indblanding fra militære enheder fra bl.a. Serbien og Kroatien.

Læs mere om krigen i Bosnien og folkedrabet i Srebrenica.

Folkedrabet: Srebrenica-massakren

Folkedrabet i Bosnien fandt sted i dagene omkring 11. og 12. juli 1995 i den lille bosniske by Srebrenica. Srebrenica var blevet erklæret for ”sikker zone” af FN, men byen blev på trods af dette indtaget af bosnisk-serbiske tropper under ledelse af general Ratko Mladić.

Erobringen af byen blev skæbnesvanger for de serbiske muslimer. Nedbrændinger af huse, drab og voldtægter medvirkede til, at ca. 10.000 muslimske mænd natten til 12. juli 1995 flygtede fra Srebrenica. Kun få tusinde overlevede denne flugt. Resten blev fanget og henrettet af de bosnisk-serbiske tropper. 

De mænd, der var blevet tilbage i Srebrenica, var heller ikke i sikkerhed. På trods af byens status som sikker zone var der ikke nok FN-soldater til at modstå tropperne. De måtte derfor se på, mens de bosnisk-serbiske styrker skilte de muslimske mænd fra kvinder og børn. Mændene blev kørt væk fra Srebrenica og siden dræbt. I alt blev mere end 7000 mænd henrettet i eller nær Srebrenica i dagene omkring 11.-12. juli 1995.

Srebrenica-massakren ses i dag som den værste enkeltstående forbrydelse i Europa siden 2. Verdenskrig, og den er siden blevet internationalt anerkendt som et folkedrab.

Læs mere om retssagerne i forbindelse med folkedrabet i Srebrenica

Officiel benægtelse af folkedrabet

I 2002 udgav regeringen for den serbiske republik i Bosnien en rapport om massakren i Srebrenica. Rapporten hævdede, at der intet folkedrab havde været i Srebrenica: Der var ”kun” blevet dræbt mellem 2000 og 2500 bosniske muslimer, og størstedelen af disse havde været soldater, der var blevet dræbt i kamp. Dermed fastslog rapporten altså – i modstrid med faktabaserede kilder – at der ikke var tale om henrettelser af ubevæbnede civile, men snarere en ligebyrdig kamphandling mellem soldater. Rapporten konkluderede således, at de mange ofre var en ”tilfældig” konsekvens af kampene. Ligeledes fremførte rapporten, at fremstillingen af begivenheden i Srebrenica som et "folkedrab" var en fejlagtig muslimsk fortolkning – eller direkte opspind. 

Rapporten vakte vrede og frustration – ikke mindst hos pårørende til massakrens ofre. Den blev ligeledes stærkt fordømt både internationalt og af ledende politikere i den muslimske og kroatiske del af landet. Lederen af den serbiske republik i Bosnien fremhævede modsat rapporten som et afgørende skridt mod sandhed og forsoning i landet.

I 2004 ændrede den serbiske republik i Bosnien dog kurs, idet Dragan Čavić, republikkens daværende præsident, anerkendte massakren som en forbrydelse mod international lov og dernæst officielt undskyldte de serbiske forbrydelser i Srebrenica. Mange mener dog, at denne anerkendelse kun kom som følge af internationalt pres, hvorfor nogle antager, at undskyldningen måske ikke afspejler en generel holdningsændring i den serbiske republik.

Staten som benægter

Det sker til tider, at statslige organisationer benægter historiens ugerninger, som det er tilfældet med den serbiske republik i Bosnien frem til 2004. En forklaring på en sådan benægtelse kan være, at der ikke er gjort op med de regimer, der var ved magten under krigen. Det betyder, at det stadig er nogle af de tidligere politikere eller politikere med lignende holdninger, som har de magtfulde politiske poster. For at de kan fastholde deres position i samfundet, er det nødvendigt, at der fortælles en version af historien, som fremstiller dem i et positivt lys.

Imidlertid kan det have alvorlige konsekvenser, når det er statsorganer, der benægter folkedrab. I tilfældet med benægtelsen af Srebrenica-massakren betyder det bl.a., at de bosnisk-serbiske politikere har modarbejdet anholdelsen af de ansvarlige for folkedrabet, fx Ratko Mladić, hærchefen for landets serbiske enhed under krigen, som først blev arresteret i 2011.

Benægtelse af folkedrab har ofte stor gennemslagskraft – og vil derfor ofte i højere grad blive opfattet som sandhed – når den fremstilles af staten og af pressen, som det her var tilfældet frem til 2004. Det kan være medvikende til, at fejlagtige versioner af historien bliver en naturlig del af en befolknings historieopfattelse og dermed meget svære at slippe af med. Dette ses i Bosnien bl.a. i landets undervisningssystemer og historiekultur, der fremstiller vidt forskellige versioner af krigen og folkedrabet, afhængigt af hvilken national gruppe man tilhører.

Den Internationale Krigsforbryderdomstol (ICTY)

I forbindelse med det tidligere Jugoslaviens sammenbrud og særligt den voldelige krig i Bosnien fra 1992 besluttede man i FN’s sikkerhedsråd at etablere en domstol, som skulle retsforfølge krigsforbryderne. Den Internationale Krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien blev oprettet i 1993 og fører sager mod de hovedansvarlige, såsom Radovan Karadzić og Ratko Mladić, der er blevet anklaget for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Flere oplysninger kan findes på www.icty.org.

Benægtelse i skolebøgerne

Skolebøger med ensidige, fejlagtige eller benægtende versioner af krigen i Bosnien var indtil for få år siden hverdag i mange bosniske skoler. Afhængigt af national gruppe mødte elever udsagn, der ofte omtalte landets borgere fra de andre etniske grupper i meget ensidige og negative termer og fremhævede forbrydelser fra de andre grupper i farverige og detaljerede beskrivelser. Samtidig fremhævede bøgerne ofte den pågældende gruppes egne ofre og lidelser i konflikten. Der er ingen tvivl om, at alle tre sider i den bosniske krig både led store tab og tog del i voldsomme forbrydelser. Men skolebøger med udpenslede, ofte fjendske og hadefulde beskrivelser af ”de andre” og fremstillinger af egne tab som uskyldige ofre letter ikke den lange vej mod anerkendelse og forsoning af historiens forbrydelser.

Derudover findes der i Bosnien en særlig udfordring, fordi bosnisk-muslimske, serbiske og kroatiske elever går i forskellige skoler og institutioner – lige fra børnehaven til universitetet. Dermed har de ikke mange muligheder for at lære børn fra andre etniske grupper at kende. Det øger risikoen for, at landets nye generationer vokser op med ensidige og ofte fordrejede versioner af, hvad der skete under krigen.

I erkendelsen af problemerne med at fremstille krigen på en neutral måde i landets skolesystem har man derfor vedtaget at undlade at undervise om krigen i landets skoler. Det betyder, at mange børn i dag ikke lærer om krigen i skolen, men udelukkende hører om denne fra deres familiers personlige historier – historier der ofte er farvede af erindringer om had, lidelser og tab.

Dyrkelse af offerrolle

Med manglende anerkendelse af folkedrab følger ofte en særlig dyrkelse af egne ofre. Og ser man sig selv eller sit folk som ofre, kan det være svært også at vedkende sig sin gruppes ansvar som gerningsmænd. Dette gælder i Bosnien for alle tre grupper. Nationalistiske fortællinger styrker udviklingen af offerdyrkelsen og giver grobund for konspirationsteorier. Dermed er der sat gang i en ond spiral, som har trukket de etniske og nationale grænser op, og som har gjort det svært at skabe gensidig anerkendelse på tværs af de tre grupper. Dette har samtidig gjort det vanskeligt at opnå forsoning mellem grupperne, og det står samtidig i vejen for politisk udvikling i landet.

Identificering af ofre – beviser imod benægtelse

En måde at afvise benægtelsen på er at dokumentere krigens og folkedrabets ofre. I erkendelsen af dette foregår der i Bosnien i dag det internationalt set mest ambitiøse arbejde nogensinde med at identificere alle krigsofre og forklare årsagen til deres død. Gennem dette omfattende arbejde er det håbet, at man kan erstatte benægtelse, fejlagtige dødstal og fantasifulde myter om massakrerne med fakta om, hvad der faktisk skete. 

Denne type beviser er vigtige: For når ofre fra Srebrenica udgraves fra massegravene, nøgne og bagbundne, er det et stærkt bevis mod de benægtere, der hævder, at disse mennesker døde i ligeværdig kamp. Ligeledes dokumenterer udgravningerne, at lig, der først blev begravet i én massegrav, siden er blevet flyttet til andre massegrave. Det viser, at der har været forsøg på at dække over forbrydelserne, og at man har forsøgt at skjule, at folkedrabet i Srebrenica fandt sted. Med afdækningen af sådanne fakta spiller identifikationen af ofre en helt afgørende rolle i at aflive myter om krigens karakter.

Retsopgør og retfærdighed

En anden måde at afvise benægtelsen på er via retsopgør. Her er Den Internationale Krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien (ICTY) i Haag vigtig. ICTY er det internationale organ, der retsforfølger de mest fremtrædende gerningsmænd. Domstolen sikrer, at også højtstående politikere, der var ansvarlige for forbrydelser under krigen, bliver stillet for en dommer. Sådanne retssager er vigtige for Bosnien, idet de er med til at etablere en faktuel historie om krigen og placere et individuelt ansvar og individuel skyld.

Anerkendelse af skyld og eliminering af benægtelse er helt afgørende, når et samfund skal forsones. Men der er stadig lang vej igen i Bosnien. Dette kan bl.a. ses i Haag i dag, hvor Radovan Karadzić, som er den tidligere præsident for den serbiske enhed i Bosnien, står anklaget ved ICTY for folkedrab. Selvom omfattende beviser mod Karadzić gennem årene er samlet i Haag, fremstiller mange bosniske serbere stadig Karadzić som en national serbisk helt, der forstod at beskytte det serbiske folk. Dette viser, at det kan tage mange år at ændre på benægtelse af folkedrab og fejlagtige omskrivninger af historien.

DIIS – januar 2010

 

Læs mere

Krigens arvinger. Birte Weiss, Gyldendal, 2008

Den jugoslaviske krig. Anders Bjørn & Djurdica Z. Sørensen, Forlaget Amanda, 1996

De ville ikke gøre en flue fortræd. Slavenka Drakulic, Lindhardt & Ringhof, 2004

Hadets anatomi. Jens-Martin Eriksen & Frederik Stjernfelt, Lindhardt & Ringhof, 2004

Jugoslaviens sygdom og død. Karsten Fledelius, Gyldendal Uddannelse, 1999

Vanviddets vidner. Karsten Fledelius & Birte Weiss, Gyldendal, 2000

Arbejdsspørgsmål
  1. Forklar, hvilke grunde der kan være til, at der findes så mange forskellige versioner af krigen i Bosnien i 1992-1995.
  2. I en rapport fra 2002 fremstiller den bosnisk-serbiske regering Srebrenica-massakren som noget helt andet end folkedrab. På hvilken måde afviger rapporten fra anerkendt forskning om, hvad der skete i Srebrenica?
  3. Beskriv, hvilken rolle anerkendelse spiller, når man skal benægtelse af folkedrab til livs. Diskutér også, hvad konsekvenserne af manglende anerkendelse kan være.
  4. Diskutér, hvilke andre faktorer der kan have indflydelse på, hvorvidt man kan komme benægtelse af folkedrab til livs. Spiller det eksempelvis en rolle, at det internationale samfund "blander" sig og giver forbrydelsen den officielle betegnelse "folkedrab"? Hvorfor?
  5. Retsopgør og retfærdighed fremhæves ofte som vigtige aspekter efter en konflikt. Men holder antagelsen om, at retsopgør automatisk fører til forsoning i virkeligheden? Opstil 1-3 argumenter for og imod denne antagelse.
Gå til kilder, arbejdsspørgsmål, materialer og anden nyttig information