Kilde: Uddrag af Slobodan Milosevic’s tale 28. juni 1989 i Kosovo

I kraft af sociale omstændigheder finder denne storslåedes 600 års dag for Slaget om Kosovo sted i år, hvor Serbien, efter mange år, efter mange århundreder, har generobret sin stilling, sin nationale og åndelige integritet. Derfor er det i dag ikke vanskeligt for os at besvare det gamle spørgsmål: Hvordan skal vi se Milos i øjnene [Milos Obilic, en legendarisk helt i Slaget om Kosovo]. Historien og livet har villet det sådan, at Serbien tilsyneladende netop i år, i 1989, har genvundet sin stilling og sin værdighed og således har fejret en begivenhed i en fjern fortid, som har stor historisk og symbolsk betydning for fremtiden.

Den serbiske karakter – liberal

I dag er det vanskeligt at sige, hvad der er historisk korrekt og hvad der er legende omkring Slaget om Kosovo. I dag er det ikke længere vigtigt. Tynges af smerte og fyldt med håb plejede befolkningen at huske og glemme, som alle mennesker i hele verden trods alt gør, skammede sig over forræderi og forherligede heroisme. Derfor er det i dag vanskeligt at sige, om Slaget om Kosovo var et nederlag eller en sejr for det serbiske folk, om vi på grund af dette endte i slaveri eller overlevede slaveriet. Videnskaben og befolkningen vil altid søge svarene på disse spørgsmål. Hvad der imidlertid aldrig har været tvivl om gennem alle disse århundreder er, at disharmonien ramte Kosovo for 600 år siden. At vi tabte kampen var ikke blot et resultat af social underlegenhed og det osmanniske riges krigsmæssige overlegenhed, men også af den tragiske uenighed mellem lederne af den serbiske stat på den tid. [...]

Selv senere, da der var skabt et socialistisk Jugoslavien, forblev de serbiske ledere delt, tilbøjelige til kompromiser til skade for deres eget folk. De indrømmelser, som mange serbiske ledere gjorde på bekostning af deres folk ville ikke blive accepteret hverken historisk eller etnisk af nogen nation i verden, især eftersom serberne aldrig i hele deres historie har erobret eller udnyttet andre. [...]

Enighed vil muliggøre fremgangen

Uenighed blandt serbiske embedsmænd fik Serbien til at sakke agterud, og deres underlegenhed ydmygede Serbien. Der er derfor ingen steder i Serbien, der er bedre egnet til at sige dette end på slagmarken i Kosovo, og intet sted i Serbien er bedre en slagmarken i Kosovo til at sige, at enighed i Serbien vil bringe fremgang og velstand til det serbiske folk i Serbien og hver eneste borger, uanset dennes nationale eller religiøse tilhørsforhold.

Serbien er i dag forenet, ligeværdigt med andre republikker og forberedt på at gøre alt for at forbedre både landets og enhver borgers finansielle og sociale position. Hvis der opnås enighed, samarbejde og alvor, vil det lykkes. Det er derfor, at den optimisme, der i dag i høj grad er til stede i Serbien angående fremtiden er realistisk, også fordi den er baseret på frihed, hvilket gør det muligt for alle mennesker at udtrykke deres positive, kreative og menneskeligge evner for at fremme den sociale og personlige levevis.

Serbien har aldrig udelukkende været beboet af serbere. I dag bor her, i endnu højere grad end før i tiden, medlemmer af andre folkeslag og nationaliteter. Dette er ikke en ulempe for Serbien. Jeg er helt overbevist om, at det er en fordel. Befolkningen i næsten alle verdens lande, og i særlig grad de udviklede lande, udvikler sig i dag i samme retning. Borgere af forskellig nationalitet, religion og race har levet sammen, ikke blot oftere og oftere, men også med stadig større succes.

Især socialismen, som byder på et progressivt og retfærdigt demokratisk samfund, bør ikke acceptere en opdeling af folket på grund af nationalitet eller religion. Den eneste opdeling, der bør tillades i et socialistisk samfund, er opdelingen mellem hårdtarbejdende mennesker og lediggængerne, mellem ærlige og uærlige mennesker. Det gælder derfor alle mennesker i Serbien, som lever af eget arbejde, er ærlige og respekterer andre mennesker og andre nationer, at de opholder sig i deres egen republik. [...]

Enighed bringer værdigheden tilbage

[...] Seks århundreder senere, nu, er vi igen inddraget i kamp og står overfor kamp. Der er ikke tale om væbnet kamp om end noget sådant endnu ikke kan udelukkes. Uanset hvilken form for kamp der er tale om, kan de ikke vindes uden karakterfasthed, tapperhed og ofre, kan ikke vindes uden de ærefulde egenskaber, som var til stede her på slagmarken ved Kosovo dengang i fortiden. [...]

Lad mindet om Kosovo-heroismen leve for altid!

Længe leve Serbien!

Længe leve Jugoslavien!

Længe leve freden og broderskabet blandt menneskene!!"