Srebrenica

Srebrenica-massakren kostede i juli 1995 mere end 8.000 bosniske muslimer livet. I dag er massakren blevet et symbol på de uhyrligheder, der fandt sted overalt i Bosnien, og især på de bosniske serberes overgreb mod den muslimske befolkning. Samtidig fremstår massakren som symbol på det internationale samfunds svigt.

Efterforskere fra Den Internationale Krigsforbryderdomstol ved en massegrav med ofre fra Srebrenica-massakren. © Staton R. Winter/AP/Ritzau Scanpix

Tidslinje under krigen: 1992 til 1995. Klik for større version.

Kampen om Srebrenica

I foråret 1992 indledte bosnisk-serbiske styrker en offensiv mod de dele af Bosnien, de ville gøre til en del af Republika Srpska. Offensiven bestod for en dels vedkommende af tropper, bæltekøretøjer og artilleri fra Serbien, og den var bl.a. rettet mod det østlige Bosnien, hvor byen Zvornik ligger på grænsen mellem Bosnien og Serbien. Byen blev angrebet, mens der var flere udenlandske tv-hold til stede i byen. Den bosnisk-serbiske kommandant ønskede på den måde at vise omverdenen, hvordan ”serberne løste det muslimske problem”. De brutale billeder fik den modsatte effekt, og det blev sidste gang, udenlandske journalister og tv-folk fik lov til at rapportere direkte fra de serbiske erobringstogter i Bosnien.

Flygtninge fra det østlige Bosnien ankom i foråret og sommeren 1992 i store tal til muslimsk kontrollerede områder – bl.a. Srebrenica. Det var dengang en lille by i det østlige Bosnien på grænsen til Serbien. Før krigen var det en relativt velstående by med omkring 36.000 indbyggere, kendt for sin minedrift og produktion af mineralvand. Omkring to tredjedele af byens indbyggere var muslimer, en tredjedel serbere. Langt de fleste af dem var flygtet, da byen blev omringet af bosnisk-serbiske styrker.

I Srebrenica søgte mere end 40.000 muslimske flygtninge tilflugt under det bosnisk-serbiske erobringstogt, og området blev hurtigt overfyldt. Forholdene var elendige og mængden af vand, mad og medicin var begrænset. I 1992 havde de bosniske muslimer kontrollen over området omkring Srebrenica. Der lå flere serbisk dominerede landsbyer i det område. I jagten på mad til de 10.000’er af flygtninge i Srebrenica, gik bevæbnede muslimske militsfolk på plyndringstogter mod serbiske hårde og hjem. Det skønnes, at 1.000-1.200 civile serbere blev myrdet af muslimske styrker. Langt flere blev fordrevet fra deres hjem. 

De serbiske styrker fik efterhånden omringet enklaven. De ødelagde byens vandforsyning og spærrede for tilførslen af forsyninger til og fra området.

Sikker zone

Chefen for FN-styrkerne i Bosnien, den franske general Philippe Morillon, drog i marts 1993 ind i området. Konfronteret med de elendige forhold og de desperate flygtninge erklærede han: "I er nu under FN's beskyttelse. Jeg vil aldrig svigte jer". FN-flaget blev derefter hejst over Srebrenica, og området blev erklæret for verdens første "sikre zone" under FN's beskyttelse i april 1993.

FN's "sikre zoner"

FN’s Sikkerhedsråd indførte i 1993 konceptet "sikker zone" for at beskytte den muslimske befolkning i særlige områder mod overgreb fra de bosniske serbere. Der blev i alt oprettet seks “sikre zoner": Sarajevo, Zepa, Gorazde, Tuzla, Bihac og Srebrenica. FN-soldater skulle forhindre angreb på de ”sikre zoner” og gøre det muligt for nødhjælpskonvojer at komme ind i områderne.

Efter Srebrenica var blevet erklæret "sikker zone", blev fredsbevarende styrker sendt til området for at afvæbne muslimerne og for at beskytte byen mod serbiske angreb. Først canadiske og senere hollandske FN-soldater blev sat på opgaven. To år senere vajede et serbisk flag, hvor FN-flaget tidligere havde gjort det, og tusinder af muslimske mænd og drenge var slået ihjel.

Tilstedeværelsen af FN-tropper var mest af alt ment som en advarsel mod at angribe. De var der for at bevare freden, ikke for at gennemtvinge den. De var ikke rustet til at modstå angreb, men til at observere bevægelser i området. De havde mulighed for, hvis de blev angrebet, at anmode FN om flystøtte. I modsætning til de letbevæbnede hollandske soldater, var de serbiske styrker udstyret med både tungt artilleri og kampvogne.

Srebrenicas fald: Juli 1995

Den 6. juli trængte den bosnisk serbiske general Ratko Mladic og hans tropper ind i Srebrenica-området. De svagt bevæbnede hollandske styrker var under beskydning, og deres kommandant, oberst Thom Karremans, anmodede FN om flystøtte. FN-kommandør general Bertrand Janvier afslog gentagne gange anmodningen om flystøtte. Han forklarede senere, at han var i tvivl om serbernes hensigter.

Et par dage senere blev selve byen Srebrenica stormet. Samtidig tog de serbiske styrker hollandske soldater som gidsler og truede med at dræbe dem og flygtningene, hvis ikke begge parter samarbejdede. De serbiske soldater skabte en kaosstemning. Huse blev brændt ned, kvinder voldtaget og mænd myrdet. Overgreb, som de hollandske soldater i enkelte tilfælde var vidner til. Frygten for, hvad der ville ske, spredte sig blandt muslimerne, og mere end 10.000 mænd valgte at flygte fra Srebrenica natten mellem den 11. og den 12. juli. Kolonnen af mænd blev ledet af de mest erfarne muslimske soldater, som havde været med til at forsvare området, inden det faldt i hænderne på de bosniske serbere. De begav sig ud på en lang og farefuld færd gennem skove og minefelter. Langt fra alle slap levende fra turen.

ICTY

I forbindelse med det tidligere Jugoslaviens sammenbrud og særligt den brutale krig, der var brudt ud i Bosnien i 1992, besluttede FN’s Sikkerhedsråd i 1993 at etablere Det Internationale Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien (ICTY). Et tribunal er en domstol, som ikke er permanent. ICTY blev oprettet med det formål at retsforfølge de hovedansvarlige krigsforbrydere fra krigene i det tidligere Jugoslavien. De anklagede og dømte ved ICTY blev bl.a. anklaget for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Med anholdelsen af Goran Hadzic den 20. juli 2011 var samtlige anklagede ved ICTY endeligt anholdt. Flere oplysninger kan findes på www.icty.org 

Etnisk udrensning af Srebrenicaområdet

Samme aften, den 11. juli, havde general Mladic indkaldt Oberst Thom Karremans og repræsentanter for de bosniske muslimer til et møde. General Mladic krævede, at de bosnisk-muslimske soldater, der befandt sig i Srebrenica-området, skulle aflevere deres våben. Samtidig krævede han, at alle muslimer skulle transporteres til nærmeste muslimske territorium. Han truede med at dræbe både muslimer og hollandske FN-soldater, som serbiske styrker havde taget som gidsler, hvis de ikke samarbejdede. 

Oberst Thom Karremans gik efter pres fra Mladic med til kravet. De serbiske styrker begyndte med hjælp fra hollandske soldater 13. juli at skille de tilbageværende våbenføre mænd i alderen ca. 16-65 år fra kvinder, børn og gamle. De serbiske styrker insisterede på, at mændene skulle sorteres fra og forhøres for at finde de muslimske mænd, der havde angrebet bosniske serbere. De blev transporteret til omkringliggende marker og senere skudt. 

Busser stod parat og kvinder, børn og gamle blev kørt væk fra Srebrenica. De fleste nåede Tuzla, et muslimsk kontrolleret område nordvest for Srebrenica. I alt blev 23.000 kvinder og børn i løbet af 36 timer transporteret ud af området. De hollandske FN-soldater forsøgte så vidt muligt at eskortere busserne ud. Efter evakueringen forhandlede de hollandske soldater, som var blevet tilbage, med general Mladic om selv at få lov til at forlade området.  

Massakren

De bosniske serbere jagtede de muslimer, som var flygtet natten mellem den 11. og den 12. juli. De fleste nåede ikke langt. Kolonnen af mænd blev beskudt med mortergranater. Tusinder af mænd blev fanget i deres forsøg på at flygte gennem bjergene til det muslimsk kontrollerede område omkring Tuzla. Mange af dem, der ikke blev dræbt under bombardementerne, blev fanget eller overgav sig frivilligt og blev transporteret væk i lastbiler, busser og andre køretøjer til nærliggende områder, hvor de blev myrdet. De serbiske soldater myrdede i perioden 12.-20. juli mere end 8.000 mænd og drenge på marker, i skoler, lagerbygninger og i skovene omkring Srebrenica.

Efterspil

I dag er Srebrenica hovedsagelig beboet af serbere. Området hører til Bosniens serbisk kontrollerede del, Republika Srpska. I 2004 slog den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag fast, at begivenhederne i Srebrenica er at betegne som folkedrab.

I august 2001 blev den bosnisk-serbiske hærchef Radislav Krstic idømt 46 års fængsel for sin medvirken til folkedrab. Han blev dermed den første, der fik den tvivlsomme ære at blive dømt for folkedrab af ICTY. Krstic appellerede sin dom og fik efterfølgende nedsat fængselsstraffen til 35 år. Den tidligere bosnisk-serbiske efterretningsofficer Momir Nikolic erkendte sig i 2003 skyldig i forbrydelser mod menneskeheden for sin rolle i begivenhederne i Srebrenica og blev idømt 20 års fængsel. I 2010 blev to tidligere sikkerhedschefer i den bosnisk-serbiske hær – Vujadin Popovic og Ljubisa Beara – begge idømt fængsel på livstid for deres roller i folkedrabet. Ligeledes i 2010 blev den tidligere bosnisk-serbiske officer, Drago Nikolic, idømt 35 års fængsel for medvirken til folkedrab.

Radovan Karadzic, de bosniske serberes politiske leder, blev i 2008 udleveret til Tribunalet i Haag af de serbiske myndigheder. I marts 2016 blev han idømt 40 års fængsel for sin rolle i folkedrabet samt fem tilfælde af forbrydelser mod menneskeheden og flere tilfælde af krigsforbrydelser. Han appellerede afgørelsen med det resultat, at han i marts 2019 fik skærpet sin straf til livsvarigt fængsel. Ratko Mladic, den bosnisk-serbiske hærchef, blev først arresteret og udleveret til Haag af de serbiske myndigheder i 2011. I november 2017 blev han idømt livsvarigt fængsel for sin rolle i folkedrabet, samt for krigsforbrydelser og forbrydelser imod menneskeheden. Også han appellerede dommen, som dog blev stadfæstet i juni 2021.

En meget stor del af eftertidens behandling af Srebrenica-massakren har omhandlet det internationale samfunds rolle. Et af de afgørende spørgsmål her er, hvorvidt man kan holde FN-tropper ansvarlige, når det ikke lykkes dem at beskytte den civilbefolkning, de er udsendt for at beskytte. Mange kritikere mener, at soldaterne med de blå hjelme – og specielt den hollandske oberst Karremans – kunne og skulle have gjort mere for at beskytte den muslimske befolkning i Srebrenica. Denne kritik fik i juli 2011 medhold, da den hollandske stat blev kendt skyldig i at have ansvar for tre muslimske mænds død i Srebrenica i 1995. De tre havde arbejdet for den hollandske FN-mission, men hollandske soldater havde alligevel udleveret dem til de bosnisk-serbiske styrker og dermed den sikre død. 

Artiklen er senest opdateret i 2023 af journalist og forfatter Steen Ramsgaard.

Læs mere

The Death of Yugoslavia, Penguin Books. Findes både i bogform og som tv-dokumentar i et 5 timer langt program på YouTube

"Krigen i Europas baggård" af Steen Ramsgaard. Kapitel 18: ”Srebrenica: Serbiens sorteste stund” rummer øjenvidneberetning fra det belejrede Srebrenica

”Vi troede ikke, det kunne ske her” af Christian Axboe. Kapitel 5: ”Kulmination og afslutning”

Kilder

Uddraget er fra den bosniske serbiske leder Radovan Karadzic’s direktiv 7, som er en ordre til de bosnisk serbiske styrker i forbindelse med ...

Uddraget af vidneudsagnet fra det beskyttede vidne ”L”, som overlevede en af massakrerne på de bosnisk muslimske mænd i Srebrenica, omhandler ...

Uddraget af Drazen Erdemovic’s vidneforklaring i sagen mod den tidligere serbiske præsident Slobodan Milosevic omhandler Erdemovic’s egen deltagelse i ...

Gå til kilder, arbejdsspørgsmål, materialer og anden nyttig information