Tvangskollektivisering og af-kulakisering

I slutningen af 1920’erne iværksatte Stalin en omfattende industrialisering i Sovjetunionen. Målet var at omdanne det russiske landbrugssamfund til en moderne industristat. Industrialiseringen skulle finansieres af landbruget gennem en øget produktion af korn, som dels skulle sælges til udlandet, dels anvendes til at brødføde arbejderne i byerne. Der blev imidlertid ikke produceret korn nok, og derfor heller ikke inddrevet tilstrækkeligt med korn til eksport. Det fik Stalin til at tage drastiske metoder i brug for at få inddrevet mere korn.

Dårlige forhold på landet

I 1928 bestod ca. 80 pct. af den russiske befolkning af bønder. De fleste levede på et eksistensminimum i landsbyer isoleret fra omverdenen. Bønderne ejede enten ingen eller meget primitive redskaber, og dyrkningsmetoderne var forældede. For de fleste var sovjetmagten noget fjernt og fremmed, og næsten ingen bønder var bolsjevikker. 

I midten af 1920’erne oplevede landbruget fremgang, fordi sovjetstyret en kort overgang gik væk fra den stramme planøkonomi og i retning mod en blandingsøkonomi, som var mere gunstig for landbruget. Det var primært storbønderne, de såkaldte kulakker, der mærkede denne fremgang. Økonomisk kunne sovjetstyret være ganske tilfreds med denne udvikling, da disse kulak-bønder producerede mere end de mindre velhavende bønder og dermed kunne levere mere korn til staten. 

Alligevel valgte sovjetstyret af politiske grunde at straffe kulakkerne for deres produktivitet, fordi man frygtede, at kulakkerne ville udvikle sig til kapitalister, som blev anset for at være fjender af sovjetstyret. Man forsøgte derfor at holde kulakkerne nede gennem eksempelvis ekstrabeskatning med det resultat, at produktionen faldt, fordi bønderne frygtede at blive straffet, hvis de var for produktive.

Stalin indleder korstog for korn

I begyndelsen af 1928 var kornmanglen blevet så stor, at Stalin besluttede at indlede et såkaldt "korstog for korn". Tusindvis af partiaktivister blev sendt ud på landet for at tvinge kornet ud af bønderne. De frie markeder blev lukket, private korntransporter blev stoppet af vejspærringer, og man gennemsøgte bøndernes huse i håb om at finde skjulte kornlagre. Bønderne blev tvunget til at sælge korn til staten til en lav pris, og de bønder, der nægtede, blev arresteret.

Ved hjælp af denne hårdhændede metode indsamlede staten hurtigt store mængder korn, men det var ikke uden omkostninger. Bønderne var meget utilfredse og begyndte derfor i protest at producere mindre mængder korn. Man var dermed på vej ind i en ond cirkel, hvor der blev mindre og mindre korn, og sovjetstyret var klar over, at kornproblemerne krævede en mere langsigtet løsning.

Tvangskollektivisering

Styret havde længe ønsket en kollektivisering af landbruget, hvor bønderne skulle opgive deres små selvstændige landbrug for i stedet at indgå i større kollektive landbrug, de såkaldte "kolkhozer". Indtrædelse i de kollektive landbrug krævede, at bønderne overdrog deres jord, dyr og redskaber til de kollektive landbrug, som så blev dyrket i fællesskab. 

De kollektive landbrug var forpligtede til at aflevere en vis mængde korn og til at sælge en del af sin produktion til staten. Resten af produktionen måtte bønderne dele imellem sig, men kvoterne til staten var høje og levnede ikke meget tilbage til den enkelte bonde.

I løbet af 1920’erne havde en del bønder ladet sig kollektivisere, men i 1929 mistede styret tålmodigheden, og det blev besluttet, at landbruget skulle totalkollektiviseres. Alle bønder skulle nu indgå i de kollektive landbrug, uanset om de ville det eller ej. Ifølge den første femårsplan, der opstillede de økonomiske mål for Sovjetunionen, skulle kollektiviseringen gennemføres i løbet af blot tre år, hvilket ikke gav meget forberedelsestid.

Tvangskollektiviseringen fik derfor et kaotisk forløb, og de såkaldte kornbrigader og kornkommandoer, der fik til opgave at gennemføre kollektiviseringen, fik ingen klare retningslinier. Deres eneste ordre var, at de kollektive landbrug skulle oprettes, koste hvad det ville. Derfor blev kollektiviseringsmetoderne ofte meget brutale.

Forfølgelse af kulakker

Kommunisterne opfattede pr. definition de gamle storbønder, kulakkerne, som fjender af sovjetstyret. I december 1929 valgte sovjetstyret derfor at sætte hårdt ind overfor kulakkerne, og meddelte, at kulakkerne skulle ”likvideres som klasse”. Dette betød, at de skulle deporteres, fængsles eller henrettes. 

Der er uenighed om, hvor mange mennesker den såkaldte af-kulakisering ramte. Et sandsynligt bud er, at omkring to en halv millioner mennesker blev deporteret (hvoraf flere hundredetusinder mistede livet undervejs til eller i de nye bosættelsesområder), og at ca. 60.000 mennesker enten blev skudt eller sendt i fangelejr. 

Af-kulakiseringen blev foretaget af såkaldte af-kulakiseringsbrigader og kommissioner under ledelse af partifolk og folk fra det hemmelige politi. Brigaderne og kommandoerne skulle arrestere de formodede kulakker og bringe dem til myndighederne, som derefter besluttede det videre forløb. Brigaderne og kommissionerne fik udleveret kvoter for, hvor mange kulak-familier, der skulle dræbes. Styret skønnede, at det drejede sig om ca. 3-5 pct. af det samlede landbrug. Derfra var det op til brigaderne selv, hvordan de ville opfylde eller endda overopfylde kvoterne.  

Der var ingen klar definition på en kulak, og det åbnede op for, at enhver modstander af kollektiviseringen kunne stemples som kulak. Kulakkerne var traditionelt set storbønder, men oftest ejede de, der blev klassificeret som kulakker, ingenting. Man kunne således risikere at blive klassificeret som kulak, blot fordi man havde anvendt lønarbejdere på sit landbrug eller havde solgt en ko inden for de sidste ro år. Af-kulakiseringen blev af mange brugt som påskud til at få hævn over gamle fjender eller til bare at plyndre løs.

Læs mere om det hemmelige politi

Bøndernes modstand førte til kort pusterum

Tvangskollektiviseringen og af-kulakiseringen mødte stor modstand fra bønderne. Modstanden kom blandt andet kom til udtryk ved, at bønderne nægtede at aflevere deres korn og flere steder gjorde oprør. Sovjetstyret frygtede, at situationen på landet ville udvikle sig til totalt anarki, og at det nu ville blive endnu sværere at inddrive korn. Styret ændrede derfor kurs, og i en artikel fra marts 1930 tog Stalin afstand fra tvangsanvendelsen i forbindelse med kollektiviseringen. Han gav de lokale myndigheder skylden for overgrebene, selv om det i virkeligheden var ham selv, der havde opfordret til dem. 

Resultatet af sovjetstyrets neddrosling af kollektiviseringen blev, at 5 millioner bønder alene i marts måned forlod de kollektive landbrug og i stedet vendte tilbage til deres gamle små selvstændige landbrug.

Det lykkedes således bønderne at standse kollektiviseringen, men kun for en stund. I sommeren 1930 satte Stalin igen gang i tvangskollektiviseringen og af-kulakiseringen. Bønderne, som fik frataget alt, hvad de ejede, svarede igen med dels at slagte deres husdyr, som de hellere ville spise end overdrage til de kollektive brug, dels at udvise lav produktivitet i de kollektive landbrug. Mange bønder forsøgte at skjule korn for de kornbrigader og kornkommandoer, der blev sendt ud for at inddrive kornet. 

På trods af den faldende produktivitet blev tvangsleverancerne til staten ikke nedsat, tværtimod. I 1930 krævede staten 30 pct. af landbrugsproduktionen i Ukraine, men i 1931, hvor der havde været dårlig høst, steg tallet til 41,5 pct. Hovedreglen var, at jo mere frugtbar en region var, jo mere blev korn blev der krævet fra den. Som følge af den hårdhændende kornpolitik udbrød der i 1932-33 hungersnød i store dele af Sovjetunionen. Sulten drev de sidste bønder ind i de kollektive landbrug.

Læs mere om hungersnøden i 1932-1933