”Ikke kammerat”: forbrydelser mod sovjetiske krigsfanger

En tilintetgørelseskrig

En krig har normalt begrænsede mål. Angriberen vil tvinge det angrebne land til politiske indrømmelser, eventuelt til afgivelse af territorium eller sætte det så meget under pres, at der sker et politisk magtskifte. Den tyske krig imod Sovjetunionen 1941-45 var radikalt anderledes: en tilintetgørelseskrig. Nazisterne ville udradere Sovjetunionen som stat og udslette kommunismen og dens tilhængere totalt. Jøderne skulle udryddes som de første, da nazisterne satte lighedstegn mellem jøder og kommunisme.

Jødeudryddelsen begynder

Straks det tyske angreb på Sovjetunionen – operation Barbarossa – begyndte, startede drabene på jøder. Særlige drabsenheder, Einsatzgrupper, førte an, men politibataljoner, Waffen-SS og mange af værnemagtens almindelige militærenheder deltog også i folkedrabet. Inden årsskiftet 1941/42 var det i fuld gang – ved massakrer, i ghettoer og slavearbejdslejre. 

Massemord på sovjetiske krigsfanger

Jøder – og små minoriteter som roma og sinti ("sigøjnere"), grækere og armeniere – var ikke de eneste mål for tyskernes folkedrabspolitik i de besatte sovjetiske områder. Behandlingen af krigsfanger fra Den Røde Hær havde også folkedrabslignende træk og kostede mindst 3,5 million livet af de i alt 5,7 millioner sovjetsoldater, tyskerne tog til fange. Geneve-konventionen fra 1929 pålagde ellers enhver stat, der tog krigsfanger, at beskytte disses liv og behandle dem med værdighed, og det almindelige militære æreskodeks sagde det samme. Men sovjetsoldater var ikke rigtige, legitime kombattanter, sagde Hitler, så med dem kunne Nazityskland gøre, hvad man ville. I en briefing den 30. marts 1941 sagde han til den kommende østfronts generaler:

Krigsfangelejrene: sult, sygdom, vold og tvangsarbejde

I Sovjetfelttogets første måneder blev tilfangetagne soldater fra Den Røde Hær dræbt ved sult, mangel på behandling af sygdomme og sår og ved vold. Af de godt 3 millioner sovjetsoldater, som tyskerne tog som fanger i løbet af de første seks måneder, var næsten 2 millioner omkommet allerede inden udgangen af 1941.

Først i slutningen af 1941 da det gik op for Tyskland, at krigen ikke var lige til at vinde, og produktionen af våben og andet krigsmateriel måtte sættes drastisk op, fik industriens folk presset igennem, at arbejdsduelige sovjetiske krigsfanger blev ført til Tyskland som tvangsarbejdere. Tysk militær, politi og SS, der manglede mandskab, begyndte også at rekruttere kollaboratører i krigsfangelejrene. Her var sulten ekstrem, så cirka 1 million sovjetsoldater meldte sig til hjælpepoliti og kollaboratørenheder - for at redde livet, men for manges vedkommende også ud fra ærlig modvilje mod Stalin-styret.

”Kommissærordren”: mord på kommunistiske og jødiske krigsfanger

Systematiske drab på tilfangetagne soldater fra Den Røde Hær var en del af hverdagen for tropperne ved østfronten. Den såkaldte ”Kommissærordre” pålagde de tyske styrker at overgive befalingsmænd og soldater, der blev mistænkt for at have kommunistiske sympatier til sikkerhedspolitiet med henblik på henrettelse. Denne ordre gjaldt også alle jøder.

Tit foretog kamptropperne og krigsfangelejrene dog drabene selv, og ofte blev tilfangetagne soldater, som tyskerne syntes så fremmedartede og ”asiatiske” ud, også myrdet med det samme. Denne udvælgelse af krigsfanger på baggrund af racemæssige forestillinger havde tyske værnemagtsenheder allerede praktiseret under Frankrigsfelttoget i 1940, hvor de mere eller mindre systematisk myrdede sorte soldater fra de franske kolonitropper, efter de havde overgivet sig.

Brutalitet mod ”fremmede racer” godkendt

”Kommissærordren” var en del af et sæt forholdsordrer, der gav tyske soldater frie hænder til at opføre sig, stort set som det passede dem, over for krigsfangerne såvel som jøder og andre civile. Et særligt sæt regler for soldaternes adfærd i østområderne bestemte, at krigs- og folkedrabsforbrydelser ikke skulle straffes, med mindre de truede den militære disciplin. Så længe brutaliteten var rettet mod ”fremmede racer”, var den godkendt.

At dræbe ubevæbnede krigsfanger, mishandle dem eller bare udsætte dem for nedværdigende behandling var ifølge folkeretten dengang – lige som i dag – en krigsforbrydelse. Sådanne krigsforbrydelser begik de tyske tropper hele vejen fra fronten gennem opsamlingspunkter og gennemgangslejre til de store krigsfangelejre i baglandet. Intet tyder på, at de danske frivillige i Waffen-SS og Frikorps Danmark stod tilbage for deres tyske kampfæller og forbilleder.

Danske østfrontfrivilliges deltagelse i krigsforbrydelserne

De danske østfrontfrivillige blev uddannet efter de samme programmer som tyske SS-mænd og deltog i den samme racistiske skoling. De fulgte de samme ordrer og nød godt af den samme frihed til at opføre sig over for civilbefolkningen og de sovjetiske krigsfanger, som de lystede.

En del østfrontfrivillige skrev dagbøger eller sammenfattede efter krigen deres oplevelser i memoirer. Deres erindringer er som regel meget selektive. Kampindsatsen forskønnes ikke, men gøres af og til mere fandenivoldsk og heltemodig, end den var. Forbrydelserne, der gennemsyrede den tyske krigsførelse, er sjældent med, og skriver de danske østfrontfrivillige om overgreb, er det næsten aldrig dem selv, der er de skyldige.

Mord på krigsfanger ved Demjansk 1942

Her og der vedgår danske østfrontfrivillige dog at have begået drab på sovjetiske krigsfanger: I sommeren 1942 blev Frikorps Danmark fløjet ind i den såkaldte Demjansk-kedel, hvor en større tysk styrke var omringet på den nordlige østfront. Den 2. juni blev korpset involveret i voldsomme kampe, hvor der var 21 faldne og et stort antal sårede.

Blandt de faldne var den tidligere leder af den danske nazistiske ungdomsbevægelse, frikorpsets kommandør Christian Frederik Schalburg. Han var umådeligt populær blandt soldaterne og særligt de mest fanatiske nazister. Under og efter kampene myrdede frikorpsets mænd en række soldater fra Den Røde Hær, selvom disse havde overgivet sig.

Per Sørensen, der som kompagnichef ledede 188 danske frikorpsmænd, beskrev episoden i et brev til sine forældre i Øster Vrå, dateret 8. juli 1942:

I mindst en uge efter kommandørens død praktiserede Frikorps Danmark at myrde samtlige soldater fra Den Røde Hær, som overgav sig under kampene. De frikorpsfolk, der har skrevet om drab på krigsfanger, retfærdiggør drabene med, at de ønskede at hævne tabet af Schalburg og de mange kammerater. På den måde skabte man sin egen logik, hvor det var berettiget at dræbe sovjetsoldater, der havde overgivet sig, og hvor krigsforbrydelser var acceptable, hvis den, der begik dem, handlede i affekt.

Massemord på krigsfanger i Vestukraine 1941

I 5. SS-Panserdivision Wiking var der en del danske, norske og svenske frivillige. Fra divisionens fremrykning igennem Vestukraine i ”Barbarossa”-felttogets første uger kendes flere eksempler på, at enheder med danske frivillige begik massemord på sovjetiske krigsfanger. Efter et slag ved byen Mikulintsi den 5. juli 1941 samlede folkene fra Wiking således cirka 300 sovjetsoldater, som havde nedlagt våbnene, og gennemførte en selektion: 200 krigsfanger, der ikke så ”germanske” ud, blev skudt på stedet.

Det var en del af kampenhedernes hverdag ved fronten at tage sig af de sovjetsoldater, der overgav sig. Det var besværligt: Der skulle sættes mandskab af til at bevogte krigsfangerne og ledsage dem til samlepunkterne bagude. Der skulle skaffes førstehjælp og transport til de sårede osv. At dræbe dem, efter at man – typisk ved tortur – havde pumpet dem for efterretningsoplysninger, var langt enklere, og det kunne altid begrundes med henvisning til ofrenes status i det nazistiske racehierarki som jøder eller ”asiater” eller en mistanke om, at de nok var kommunistsympatisører.

Behandlingen af krigsfanger i Bobruisk

Et af østfrontens største komplekser af krigsfangelejre befandt sig i den hviderussiske by Bobruisk, hvor Frikorps Danmarks reservekompagni var stationeret i 1942-43, og mellem 800-1.000 danske rekrutter fik deres militære træning. Titusindvis af tilfangetagne sovjetsoldater sultede ihjel i lejrene her, og i november 1941 kostede en massakre mindst 1.700 krigsfanger livet.

Drift og bevogtning af krigsfangelejre var en tysk opgave, men danske frikorpsmænd mødte sovjetiske krigsfanger i byen, oplandet og på frikorpsmændenes base ”Waldlager”. Krigsfangerne var pjaltede og afkræftede af sult, de blev ofte skreget af, slået eller skudt, uanset hvor de befandt sig. En vagtforskrift fastslog, at bajonet og skydevåben var de eneste disciplinære midler, der hjalp på ”russerne”, og at vagtfolk, der tøvede med at bruge dem, kunne straffes.

Krigsfanger symbol på ”herrefolkets” overlegenhed

Den rå og voldelige behandling af krigsfanger var med til at opdrage de danske østfrontfrivillige til at se sig selv som ”herremennesker” og behandle sovjetområdernes befolkning som slavefolk. Det var en forsmag på det tyske kolonirige, som skulle opstå efter sejren over Sovjet. SS lovede de danske østfrontfrivillige en andel i dette: De mange, der kom med en baggrund fra landet, kunne efter krigen få bondegårde eller gode jobs som godsforvaltere og deltage i det bosættelseseventyr, der skulle gøre østområderne til ”nyt germansk land”.

Efter Nazityskland tabte det afgørende Stalingrad-slag i vinteren 1942/43, satsede man endnu stærkere på den ”germansk-europæiske” vision. Selvom det blev mere og mere urealistisk, at visionen kunne virkeliggøres, fortsatte den etniske udrensning, som kostede millioner af sovjetborgere livet.

Skrevet af Therkel Stræde, lektor i samtidshistorie ved Syddansk Universitet i Odense og sammen med Dennis Larsen forfatter til bogen En skole i vold, i samarbejde med DIIS, 2016