Einsatzgrupperne
Einsatzgrupperne var drabsenheder, der primært blev anvendt i Sovjetunionen efter den tyske invasion i juni 1941. Det skønnes, at Einsatzgrupperne dræbte ca. 1,5 millioner østeuropæiske jøder. De fik hjælp til at udføre massakrerne både af militær og lokale hjælpestyrker. Den mest kendte massakre er Babi Jar massakren ved Kiev, som fandt sted d. 29. - 30. september 1941. Her blev 33.771 jøder skudt på to dage.
Einsatzgrupperne fulgte i hælene på den tyske hær, og deres operationsområde strakte sig fra de baltiske lande til Sortehavet. Formålet var at ”rense ud” i de nu tyskbesatte områder ved massedrab på politiske modstandere og andre fjender af det tyske folk. Det vil sige kommunistledere, partisanere, psykisk og fysisk handikappede. Men først og fremmest gjaldt det jøderne. De, der ikke blev dræbt i første omgang, blev gennet sammen i ghettoer, hvor de arbejdsføre blev sat til tvangsarbejde.
Organisering
Oprindelig var cirka 3000 personer tilknyttet de fire enheder. De kom fra SS, sikkerhedspolitiet og almindelige politienheder. I realiteten deltog langt flere i Einsatzgruppernes massakrer. Den militære del af SS ydede assistance specielt ved større massakrer, og det samme gjaldt hæren. Dertil kom lokale hjælpere. Således blev de første massakrer på den jødiske befolkning udført af ukrainske, russiske og litauiske lokalbefolkninger.
Babi Jar massakren
20. september 1941 blev Kiev i Ukraine besat af tyske tropper. I byen boede ca. 175.000 jøder, og af dem skønnes 130.000 at være faldet i nazisternes hænder.
Jøderne blev beordret til at møde på en bestemt lokalitet den 29. september, medbringende penge og andre værdier samt varmt tøj. De, der ikke fulgte ordre, ville blive skudt. Nazisterne fortalte, at der var tale om en overflytning til arbejdslejre, men virkeligheden var en anden.
Den 29. – på den store jødiske helligdag Yom Kippur (forsoningsdagen) – blev jøderne under kommando af SS og med assistance fra ukrainske hjælpetropper ført til Babi Jar kløften 10 km nordvest fra bykernen i grupper på 100. Her blev de mødt af tysk og ukrainsk politi med hunde og blev beordret til at klæde sig af. Nøgne blev de i grupper på 10 opstillet langs kanten af kløften og mejet ned med maskingeværer.
Ifølge tyskernes egne rapporter dræbte man på to dage 33.771 mænd, kvinder og børn. Efterfølgende blev 300 russiske krigsfanger sat til at dække massegraven til. De ejendele, som ofrene havde medbragt, blev konfiskeret.
Einsatzgruppernes drabsmetoder
Jøderne blev dræbt ved skud. De blev enten opstillet langs en grav og skudt på afstand med et maskingevær eller smidt levende i graven, hvorefter man skød ned i graven oppe fra kanten. Derefter blev den næste gruppe tvunget til lægge sig ovenpå de døde, og processen gentog sig. Nakkeskud blev også benyttet som drabsmetode.
I nogle tilfælde blev der benyttet mobile gaskamre. Det var lastbiler, der var indrettet, således at udstødningsgassen blev ledt ind i lufttætte lastrum fyldt med jødiske ofre.
Antallet af dræbte
Einsatzgrupperne rapporterede omhyggeligt til Berlin, hvor mange og hvem de havde dræbt, og selvom ikke alle rapporter overlevede krigen, skønnes det, at omkring 1,5 millioner jøder mistede livet. Alene i perioden juni 1941 til april 1942 blev en halv million mennesker myrdet.
Forsøg på at skjule forbrydelserne
Kommando 1005 blev oprettet i juni 1942. Opgaven var at grave alle massegravene op og brænde ligene. Ofte brugte man jøder til arbejdet, som efter at have udført dette forfærdelige arbejde, selv blev skudt og brændt, så der ikke var vidner. Årsagen var, at krigslykken på østfronten var skiftet, og at russerne nu var på fremmarch mod de tyske hære. Forbrydelserne og deres omfang skulle derfor skjules for omverdenen.
Karl Jägers rapport om et "jøderent" Litauen
Et af de mest uhyggelige dokumenter om Einsatzgruppernes myrderier er en rapport fra Einsatzkommando 3’s øverstbefalende, SS-Standartenführer Karl Jäger af 1. december 1941. Heri gør han koldt og nøgternt rede for Einsatzkommandoens aktiviteter siden sommeren 1941:
”I dag kan jeg bekræfte, at målet, at løse Litauens jødeproblem, er nået. Bortset fra jødiske arbejdere og deres familier, er der ikke flere jøder i Litauen.” Med rapporten fulgte detaljerede lister over drabene. Under Jägers kommando var der myrdet 137.346 mennesker, heraf var 136.421 jøder, fordelt på 46.403 mænd, 55.556 kvinder og 34.464 børn. 34.500 var anbragt i ghettoer og sat til tvangsarbejde. Herom skriver Jäger: ”Det er min opfattelse, at de mandlige jødiske arbejdere straks skal steriliseres, så forplantning undgås. Hvis en jødinde, uanset sterilisation, bliver gravid, vil hun blive likvideret.”
Karl Jäger levede efter krigen som landarbejder i Sydtyskland. Han blev genkendt og arresteret i 1959, men begik selvmord før hans sag kom for retten.
SS-mænd der deltog i udryddelsesoperationer under ”Aktion Reinhard”*, skulle underskrive denne kontrakt om tavshedspligt.
Babi Jar massakren fandt sted ved Kiev, den 29. - 30. september 1941. Her blev 33.771 jøder skudt på to dage.
