Danskere i ”Jødelejren” i Bobruisk
Danske soldater var i 1942-43 med til at drive en slavearbejdslejr for jøder, hvor kun 91 ud af mere end 1500 fanger overlevede. I lejren blev svage fanger regelmæssigt valgt ud og skudt, og vagtmandskabet udsatte fangerne for ekstreme mishandlinger og sadistisk tortur.
I 1942 blev Frikorps Danmarks uddannelse af nye rekrutter flyttet fra kaserner i Tyskland og det besatte Polen til ”Waldlager” i Bobruisk, en by i Hviderusland af størrelse og betydning som Århus.
”Waldlager” var en ud af tre store centrale militærbaser, som de tyske SS- og polititropper havde i de besatte sovjetiske områder. Einsatzgrupper, politibataljoner og andre folkedrabsenheder brugte disse baser, og mandskab fra Waffen-SS kamptropperne passerede igennem dem på vej til og fra Østfronten. Baserne tjente også som uddannelsessted for kollaboratørenheder som Frikorps Danmark.
Jøderne i Bobruisk før 1942
I 1800-tallet var flertallet af indbyggerne i Bobruisk jøder, i 1939 udgjorde de en tredjedel. Da tyskerne rykkede ind i byen d. 29. juni 1941, var der registreret cirka 27.000 jøder. Halvdelen havde held til at flygte, resten blev sat til tvangsarbejde og spærret inde i en ghetto og herefter myrdet. D. 5.-7. november 1941 nedskød tyskerne efter deres egen optælling 5.281 jøder, d. 30.-31. december flere endnu, formentlig 7.000. Der var dog næppe danskere med til disse massedrab, da Frikorps Danmark først kom til byen i 1942.
Import af jøder fra Warszawa-ghettoen
Ved årsskiftet 1941/42 var der ingen jøder tilbage i Bobruisk, bortset fra nogle få som levede under jorden. Det gjaldt i de fleste hviderussiske byer, så da SS fik brug for jødiske slavearbejdere til udbygning af ”Waldlager”-basen, hentede man dem i Polen i Warszawa-ghettoen. Mindst 1.500 jødiske mænd og drenge ankom til den nye ”Jødelejr” i Bobruisk. Fangerne blev indkvarteret i gamle hestestalde, der senere blev suppleret med flere barakker. Lejren var omkranset af høje pigtrådshegn, og centralt var der opstillet en galge.
Kun 91 ud af 1500 fanger overlevede
Lejren fungerede kun i 16 måneder, og selv om der hverken var gaskamre eller krematorium overlevede kun 91 ud af mindst 1500 fanger. En af dem var Izchak Wasserstein (1920-2012), der arbejdede i ”Jødelejrens” køkken. Han fortæller:
Den bestialske behandling [omfattede] en masse strafarbejde med eksercits indtil fangen faldt om. Fanger blev tævet ihjel og skudt. ... Hvis en af fangerne blev syg, kom til skade eller følte sig skidt, fik feber eller hovedpine, blev hans nummer skrevet op. Så var han en død mand, for de syge blev samlet og drevet afsted til en lille lund. Her hjalp hverken bønner eller gråd, nummeret var væk, og dermed sjælen. ... Kunne den pågældende ikke gå selv, så blev han båret ud til lunden, der lå lige på den anden side af lejrens indhegning. [De to fanger, der fungerede som] gravere måtte grave en grav, og den ulykkelige klæde sig af og lægge tøjet nydeligt foran denne. Så måtte dødskandidaten lægge sig i graven med ansigtet nedad, og så blev han skudt.
Læs hele kilden
Frikorps Danmarks arbejde i lejren
De danske frivillige og SS-mænd fra andre lande stod for den indre og ydre vagttjeneste i lejren. De patruljerede, ofte med hunde, langs pigtrådshegnet og bevogtede også fangerne, når disse var ude at arbejde i hold på baseområdet. Hvis en fange ikke arbejdede hårdt nok, eller hvis han blev svag, syg eller skadet, blev han indberettet til den SS-mand, der ledede arbejdsindsatsen. Når fangen kom tilbage til lejren om aftenen, blev han skudt.
Hyppige selektioner og henrettelser
Flere gange om ugen foretog SS-personalet selektion blandt fangerne: Alle fanger blev stillet op på appelpladsen, og så frasorterede SS dem, der så ud til ikke at kunne leve op til kravet om hårdt fysisk arbejde længere. Fangerne fik næsten intet at spise, og når en fange var afmagret til det rene skind og ben (disse fanger kaldte man muselmænd), valgte vagterne ham ud og lod ham føre hen til kanten af en massegrav. Her blev han tvunget til at klæde sig af og skudt. Der var flere massegrave nær ”Jødelejren”, og henrettelserne foregik så ofte, at SS ikke bekymrede sig om at lukke dem fra gang til gang. Et par jøder måtte blot skovle lidt jord eller sne hen over ligene.
Ekstremvold og sadistiske drab i ”Jødelejren”
Danske Frikorpsmænd gjorde tjeneste både udenfor og inde i ”Jødelejren”. Deres kvarterer lå et andet sted på det vidtstrakte baseområde, men frikorpsmændene kom også i lejren, når de havde fri; det kan have været for at se, om der var ”noget spændende” at se på eller ligefrem deltage i.
I nazistiske lejre blev fangerne ofte mishandlet, men i ”Jødelejren” i Bobruisk var mishandlingerne helt groteske i både omfang og former: Fanger blev hængt, og var galgen optaget, brugte man bare et stort træ eller en loftsbjælke. Andre jøder blev druknet i et flere meter dybt vandreservoir, mens SS-mænd sparkede til de druknende og morede sig over deres dødskamp. Atter andre blev levende begravet, så kun hovedet stak op af jorden, hvorefter medfanger blev tvunget til at sparke dem ihjel. Flere af lejrens ledende SS-mænd myrdede sagesløse fanger i seksuelle torturseancer.
”Jeg har været et dyr!”
En hollandsk SS-frivillig, Lambertus Loyen, tilstod mange år senere at have lemlæstet og myrdet adskillige fanger: ”Jeg har skudt jøder, sparket dem og hængt dem. [...] Jeg har været et dyr”, vedgik han i 1976 i retten i Roermond i Holland. Han fortalte bl.a.:
Nu husker jeg, at der i jorden ved køkkenet var et vandbassin, hvor en del af det var over jorden. Jeg sparkede jøderne i bassinet og trådte dem på hænderne og i hovedet, når de lå der. Hvorfor jeg gjorde det, kan jeg ikke sige, og hvorfor jøderne skulle smides i bassinet, ved jeg heller ikke mere. De druknede sikkert.
Dansk deltagelse i ekstremvold
Loyens forbrydelser var ikke enestående, og han forklarede, at flere andre SS-mænd i lejren deltog i ubegribeligt grove brutaliteter, nærmest for sjov. I denne gruppe var også Jørgen Christiansen, en dansk befalingsmand fra Frikorps Danmark. Jørgen Christiansen faldt senere på Østfronten og blev således aldrig draget til ansvar for sine forbrydelser.
En anden dansk befalingsmand, Karl Johan Gerhard Jørgensen, blev i 1948 dømt ved retten i Gråsten for at have dræbt en jøde i lejren, der var brudt sammen uden for en barak. Vidnerne var uenige om, om Jørgensen havde smadret fangens kranium med en geværkolbe eller skudt ham gennem hovedet med sin pistol – formentlig havde de set ham dræbe jøder på begge måder. Jørgensen fungerede i en periode i 1942/43 som ”Jødelejrens” vagtkommandant og var således med til at sætte standarden for, hvordan de nye Frikorps-soldater, der kom til Bobruisk og deltog i vagttjenesten i lejren, skulle behandle jøderne.
Hvad ved vi om danskernes forbrydelser i lejren?
Der er mange detaljer fra ”Jødelejren” i Bobruisk, vi ikke kender og nok aldrig kommer til at kende. Det kan konstateres, at danske østfrontfrivillige begik drab og deltog i mishandlinger af fanger i lejren. I hvilket omfang danskerne deltog aktivt i grusomhederne, og hvor mange af dem, der medvirkede, kan ikke fastslås. Det samtidige kildemateriale gik tabt, og selvom den danske statsadvokatur fik serveret Jørgensen-sagen på et sølvfad, benyttede anklagemyndigheden ikke lejligheden til at undersøge, hvad Jørgensen og hans frikorpskammerater i øvrigt havde foretaget sig i de måneder, hvor de var stationeret i Bobruisk.
I Frikorps Danmark kom det til skarpe protester og uro, fordi en del af soldaterne var utilfredse med kommandøren C.P. Kryssing og ønskede en mere nazistisk linje. Frikorpsfolkene fandt sig altså ikke i alt, men der er ikke tegn på protester imod, at en del af korpset i stedet for fronttjeneste blev sat til vagttjeneste i en slavearbejdslejr for jøder, hvor mord på fangerne var daglig rutine.
Mændene svor tavshed
SS-generalen Felix Steiner, en populær øverstkommanderende for Division Wiking og senere 3. Panserkorps, gav i 1944 sine mænd anvisning på at holde tæt med, hvad de havde set og medvirket til af forbrydelser. Mændene svor fuld tavshed, og de holdt stort set alle den ed. Anklagemyndigheden og domstolene i Danmark gik dem ikke på klingen.
Det mangelfulde retsopgør efter krigen
I Danmark fandt der aldrig nogen systematisk efterforskning af danske Østfrontfrivilliges deltagelse i folkedrabsforbrydelserne sted. Karl Johan Gerhard Jørgensens dom skyldtes udelukkende, at en af hans Frikorpskammerater i en politiafhøring kom til at tale over sig, og dokumenterne viser, at anklagemyndigheden langt fra nåede til bunds i efterforskningen.
I månederne og årene efter befrielsen havde man rigeligt at gøre med landssvigere, hvis virke og forbrydelser var foregået for øjnene af den danske befolkning. Tiden var præget af ”national vækkelse”, så forbrydelser begået i udlandet imod udenlandske borgere havde ikke nogen høj prioritet – og fik det aldrig siden.
Skrevet af Therkel Stræde, lektor i samtidshistorie ved Syddansk Universitet i Odense og sammen med Dennis Larsen forfatter til bogen En skole i vold, i samarbejde med DIIS, 2016
Izchak Wasserstein (1920-2012) arbejdede i ”Jødelejrens” køkken, Bobruisk. Han var en af de få, der overlevede. Her fortæller han om forholdene i ...
