Fest, druk og massedrab: Det flyder med tomme flasker efter folkedrab
De fleste kender følelsen af at vågne op med tømmermænd og en dyster fornemmelse af, at noget pinligt foregik aftenen før. Den mørkere side af historien om alkohol er den tætte forbindelse, der historisk set har været imellem løsslupne våde fester, massedrab og forbrydelser imod menneskeheden.
Alkohol får os til at føle os mere afslappede og behageligt til mode. Vi får den travle og stressede hverdag på afstand, og det er lettere at give slip på hæmningerne. Men alkohol får os også nogle gange til at gøre ting, vi fortryder, og som vi aldrig ville gøre under normale omstændigheder.
Snapseflasken i den ene hånd, pisken i den anden
Druk var et velkendt fænomen i nazisternes Tredje Rige. En overlevende fra den nazistiske udryddelseslejr Treblinka, Oscar Strawczynski, karakteriserede vagterne således: ”Snapseflasken i den ene hånd, pisken i den anden”. Hvis nogen kom i tvivl om det, de gjorde, var moralsk forsvarligt, fik de bevilget en ekstra alkoholration.
Alkohol dulmer
En nazistisk soldat, som stod for henrettelser i det daværende besatte Tjekkoslovakiet, fortæller, at der blev udskænket dobbelte rationer af alkohol for at dulme deres nerver. Soldaterne, som skulle skyde de tilfangetagne jøder, fik også en ekstra bonus på 12 mark per dag (hvilket svarer til 260 danske kroner fra 2015). I 14 dage, fortæller han, lavede de ikke andet end at skyde jøder. Det var henrettelser på samlebånd. De skød 50 kvinder på en halv dag:
Først tænkte man prima, bedre end almindelig tjeneste, men efter et par dage ville man alligevel have haft tjeneste. Det gik en på nerverne, så blev man tvær, og så var det lige meget. Der var enkelte, der blev svage i det, når de skulle skyde kvinder, og vi havde lutter gamle frontsoldater til det. Men det var jo en ordre.”
En parallelverden på Eutanasi-klinikkerne
Personalet på de berygtede Eutanasi-klinikker i Nazityskland fortalte efter krigen, at de følte ubehag ved at skulle stå for de såkaldte ”medlidenhedsdrab” på mennesker med handikap, psykisk syge og andre uhelbredeligt syge, som nazisterne ikke mente, der var plads til i Det Tredje Rige. Fx fortalte Erich Fuchs ved sin retssag i 1963:
Min samvittighedsstemme siger mig i dag, at jeg burde have gjort mange ting på en anden måde. Men dengang vidste jeg ikke hvordan! Man måtte gøre alt, hvad de sagde, og til sidst var man så afstumpet, at man ikke følte noget ved det mere
Men livet på Eutanasi-klinikkerne var ikke den rene ulykke for de ansatte. Personalet fik bevilget store mængder alkohol, og nattelivet på klinikkernes sovesale blev hurtigt løssluppent, og der blev set stort på den almindelige kønsopdeling imellem sovesalene. Personalet levede stort set isoleret fra omverdenen i en parallelverden, hvor det omgivende normale samfunds normer for rigtigt og forkert var sat på pause. De såkaldte “brændere”, som stod for kremeringen af de døde, fik en ekstra halv liter snaps oveni den ugentlige ration på en liter snaps. De ”våde forhold” var med til at skabe en pseudovirkelighed, hvor almindelige moralske normer blev erstattet med nye forvrængede, perverterede moralske standarder.
Eutanasi og Eugenik
Forløberen for det tyske Eutanasiprogram var ideen om ”Eugenik”. Eugenik er forestillingen om, at man kan forbedre den samlede genmasse i en befolkning, hvis man forhindrer børnefødsler hos dem, som – man forestiller sig – bærer skadelige gener. Eugenik var i begyndelsen af 1900-tallet meget populært, ikke kun i Tyskland, men i en lang række vestlige lande inklusiv Danmark, hvor man fra 1934 og helt op til 1967 tvangssteriliserede såkaldt åndssvage.
I Nazityskland begyndte man i 1939 at slå multihandikappede børn ihjel og udvidede hurtigt programmet til også at omfatte voksne. Man forsøgte at holde programmet hemmeligt, da man antog, at den tyske befolkning generelt ville være imod det. Børneeutanasien kostede 7.000-8.000 børn livet indtil 1945. I programmets begyndelse blev de slået ihjel med gift og senere ved sult. I vokseneutanasien var der massivt flere ofre (90.000 fra 1939-1945), og man begyndte hurtigt at eksperimentere med at slå dem ihjel via gasning – en metode man senere overførte til udryddelseslejrene.
Læs artikel om sterilisation og eutanasi
Fritidsliv i skyggen fra Auschwitz
Fri benyttelse af album
Via det amerikanske Holocaust Memorial Museum kan du få fuld adgang til fotoalbummet.
I 2007 modtog det amerikanske Holocaust Memorial Museum i Washington, D.C. en meget usædvanlig pakke: et fotoalbum med billeder fra koncentrations- og udryddelseslejren Auschwitz taget i sommeren og efteråret 1944. Museet vurderer, at albummet tilhørte SS-Obersturmführer Karl Höcker.
Albummet giver os et usædvanligt indblik i Auschwitz-personalets sociale fritidsliv. En lang serie af billeder er nemlig fra den rustikke ”Solahütte”, en udflugtshytte for nazistiske fangevogtere, administratorer og reservepersonale i Auschwitz.
Glade feriebilleder
Billederne kan let forveksles med almindelige glade feriebilleder fra den tid. Vi ser unge damer nyde solen i liggestole på bjerghyttens terrasse i selskab af Karl Höcker, og der er en lille serie af billeder af unge damer, der poserer på rad og række ved et gelænder, imens de fnisende modtager og spiser en skål blåbær. På det sidste billede i denne serie viser de med legefuld trist mimik, at der ikke er flere blåbær tilbage. På andre billeder ser vi musik og glade dage: En stor flok mænd i uniform er samlet udenfor til fællessang akkompagneret af harmonika, og en løssluppen lille grinende flok af både kvinder og mænd synger og spiller på en lille bro foran hytten.
Bortset fra uniformerne er der ikke meget, der afslører, at disse unge mennesker til daglig bidrog til massehenrettelserne af tusindvis af mennesker. Billederne i albummet er bl.a. taget i forsommeren 1944, hvor en enorm aktion imod Ungarns jøder fandt sted. I dagene, hvor de ansatte spillede harmonika, solbadede og spiste blåbær, ankom knap en halv million jøder fra Ungarn til Auschwitz, hvor de fleste blev sendt direkte i gaskamrene.
Massedrab som hverdag
For de ansatte i udryddelseslejrene og for soldaterne på Østfronten blev massehenrettelserne en del af hverdagen. Mange var chokerede og rystede, når det gik op for dem at ”den endelige løsning” (på tysk: Endlösung) på jødeproblemet betød, at jøderne hver og en – gamle, kvinder og børn – skulle slås ihjel. Men SS-organisationen var netop opmærksom på, at deres ansatte i begyndelsen ville anse deres arbejde som grusomt, og at mange ville opleve voldsomme reaktioner i form af mareridt. Derfor sørgede man for at forskønne og normalisere deres nye hverdag så meget som muligt. Det gjorde de ved at sørge for fx teater, syngespil og god mad og drikke
”Skønne tider!”
Forbløffende hurtigt blev det grusomme arbejde noget, som de fleste kunne holde ud, og for mange blev det endda mere end det. Nogle blev vilde med at slå ihjel og begyndte at betragte nedskydningerne som en form for sport, hvor man fx jagtede flygtende børn som harer.
Auschwitz
Auschwitz var den største nazistiske udryddelses- og koncentrationslejr. Lejren var i funktion fra 1940-1945 og fungerede både som tvangsarbejdslejr, koncentrationslejr og som udryddelseslejr. Da lejren fungerede på sit højeste niveau fra 1943 og frem, fandtes der fem gaskamre, som kunne gasse i alt 6.000 mennesker ihjel om dagen.
Efter krigen så mange tilbage på den løsslupne tid med nostalgi. Som SS-officer Kurt Franz, der var ekspert i gasning med tidlig erfaring fra eutanasiprogrammet, havde tilføjet på en side i sit fotoalbum med billeder fra udryddelseslejren Treblinka: ”Skønne tider!” (Schöne Zeiten!). Kurt Franz var berygtet for sin sadisme. Han lod sin hund, Barry, gå til angreb på lejrens fanger med ordene: ”Menneske, puds hunden!”. Hunden blev tiltalt som menneske og jøden som hunden.
På tværs af mange forskellige folkedrab finder vi denne tendens. Den lette følelse, der følger med et massivt indtag af alkohol og sjove fester, får gerningsmændene til at glemme deres skrupler. I stedet hengiver de sig fuldstændig til denne parallelverden, hvor normale principper for rigtig og forkert er vendt på hovedet.
Rwanda: Druk efter henrettelser
Under folkedrabet i Rwanda i 1994 blev der på samme måde festet og slappet af, når de berygtede Hutu-militser havde færdiggjort dagens ”arbejde”. Hutu-militserne kaldte det ”at gå på arbejde” eller ”at gå i marken”, når de tog af sted for at dræbe tutsier. Sådanne såkaldte eufemistiske udtryk kan man finde i næsten alle folkedrabssituationer, fx kaldte nazisterne drabene på de handikappede for ”sygetransporter”.
Eufemismer og folkedrab
Ordet eufemisme betyder en forskønnende omskrivning af et ord eller et udtryk, der har et ubehageligt indhold, eller som føles nedsættende eller stødende. Fx er ”at gå bort” en eufemisme for at dø. Nazisterne var berygtede for deres eufemismer. Fx blev ”særbehandling”, ”specialaktion”, ”den endelige løsning”, ”evakuering” og ”transporter” brugt af nazisterne om drabene i udryddelses- og koncentrationslejrene under 2. Verdenskrig.
”Den mest fantastiske fest”
Alphonse, en hutu-gerningsmand, fortæller, hvordan de aftenen efter den første massakre holdt en stor fest i deres landsby. Nogle kunne slet ikke holde op med at dræbe, så de slagtede landsbyens køer på stribe. Folk sang og sludrede, geværer blev affyret i glæde: ”Det var den mest fantastiske fest” fortæller han i bogen Machete Season.
Et andet tidligere medlem af hutu-militsen, Jean-Baptiste, fortæller, at de normalt mødtes for at drikke og fjolle rundt i den lokale bar efter en lang dags ”arbejde”. Den første gang Jean-Baptiste slog en tutsi ihjel, fik han det skidt og måtte efterfølgende dulme sine nerver med alkohol. Senere blev han vant til at dræbe, og han holdt op med at få det dårligt.
Alkohol vigtigt i brutaliseringsprocessen
Vi finder det samme mønster i mange andre historiske eksempler på folkedrab og lignende masseforbrydelser. I første omgang får nogle af soldaterne det skidt, de kaster måske op og bliver svimle, når de skal slå de civile ofre ihjel. Men de fleste vænner sig forbløffende hurtigt til, at deres arbejde nu består i at slå uskyldige mennesker ihjel. Nogle udvikler endda sadistiske karakterer. Alkohol spiller en vigtig rolle i denne brutaliseringsproces. Det er ikke alkoholen i sig selv, der får folk til at begå de grusomme overgreb, men den er med til at dulme og svække de moralske normer, som de fleste af gerningsmændene oprindeligt er udstyret med.
Læs mere om brutaleringsprocessen hos gerningsmænd i artiklerne "Gruppepres, lydighed og ideologi – hvordan almindelige mænd bliver gerningsmænd" og "Hvordan kunne de gøre det? – moral og intention hos gerningsmænd under Holocaust".
Af Ditte Marie Munch-Jurisic, Ph.d., i samarbejde med DIIS. 2016
Artiklen er en pædagogisk bearbejdning af dele af Ditte Marie Munch-Jurisic’s ph.d.-afhandling. Den kan frit downloades fra Det Kongelige Bibliotek (på engelsk).
Læs mere (litteraturliste, henvisninger mm.)
Torben Jørgensen, Stiftelsen: bødlerne fra Aktion Reinhardt ([København]: Informations Forlag, 2011).
Christopher Browning, Ordinary men: reserve police battalion 101 and the final solution in Poland, Harper Perennial ed., reissued. (New York: Harper Perennial, 1998).
Daniel Goldhagen, Hitler’s willing executioners: ordinary Germans and the Holocaust, 1st ed. (New York: Knopf; Distributed by Random House, 1996).
Jean Hatzfeld, Machete season: The killers in Rwanda speak (New York: Picador, 2005).
Neitzel, Sönke, and Harald Welzer. 2013. Soldater: om krig, drab og død. København: Kristeligt Dagblads Forlag.
Klee, Ernst, Willi Dressen, and Volker Riess. 1991. “The Good Old Days”: The Holocaust as Seen by Its Perpetrators and Bystanders. New York: Free Press.
- Læs uddraget fra Johann Kremers dagbog, og diskutér, hvorfor Kremer går så meget op i de måltider, han får under sit ophold i Auschwitz. Som opfølgning kan I diskutere den samme tendens, som vi finder i Henrich Himmlers dagbog. Læs om dagbogen her:
DR, 2016: "Heinrich Himmlers dagbøger dukket op i russisk arkiv"
- Sammenlign billederne i Höcker-albummet med det, der skildres i det berømte Auschwitz-album. Diskutér, hvorfor SS har valgt at tillade, at der bliver taget så mange fotografier i denne periode (sommeren 1944)? Tidligere i krigen var fotografier fra lejrene bandlyst.
Lægen Johann Paul Kremer var født i 1884 og 58 år, da han kom til Auschwitz i august, 1942. Han havde ophold i lejren i mindre end tre måneder. Kremer ...
