Udryddelseslejrene

Tanken om at udføre et industrialiseret massedrab på jøderne opstod, fordi de massakrer, som blev praktiseret i Sovjetunionen, tog for lang tid og tærede på ammunitionsbeholdningerne. Desuden var det umuligt at holde drabene skjult for lokalbefolkningen, og endeligt havde nedskydningen vist sig at have store psykiske omkostninger for drabsmændene. Hertil kom de fuldstændigt kaotiske tilstande i de overfyldte ghettoer, hvorfra epidemier truede med at spredes til den øvrige befolkning.

Gennemorganiseret drab

Alle udryddelseslejrene var velorganiserede og byggede på en række systematiserede arbejdsgange. Efterhånden som man indhøstede praktisk erfaring, blev de yderligere effektiviseret. Når fangerne ankom i overfyldte godsvogne, blev de gennet ud på modtagelsesrampen. Her blev de beordret til at aflevere deres ejendele, og mænd blev adskilt fra kvinder og børn. Man beroligede den panikslagne menneskemængde med, at det var en arbejdslejr, de var ankommet til. De fik at vide, at de skulle i bad og afluses, før de blev lukket ind i lejren. De blev så ledt nøgne ind i et rum, og døren blev lukket og låst. Herefter blev Zyklon B eller kulilte-gas (udstødningsgas) ledt ind i rummet, indtil alle var døde. Ligene blev herefter brændt i krematorieovne, der var oprettet til formålet, eller i gruber. Herefter blev gaskamrene gjort klar til næste hold. I udryddelseslejrene Chelmno foregik drabet ved hjælp af udstødningsgas i specialbyggede lastvogne.

I de kombinerede koncentrations- og udryddelseslejre, Majdanek og Auschwitz-Birkenau, blev de stærkeste nogle gange udvalgt til slavearbejde, enten i selve lejren eller ved vejarbejde og i stenbrud. Hvis de ikke døde forinden af udmattelse og sygdomme, endte de fleste efter nogen tid i gaskammeret.
 

Den totale udplyndring af jøderne

Holocaust handlede ikke bare om at dræbe Europas jøder. Al jødisk ejendom og værdi blev også konfiskeret. Mange måtte endda selv betale transporten til udryddelseslejrene, hvor deres sidste få ejendele blev taget fra dem. Mange af disse genstande blev sendt til Tyskland for at blive brugt af den tyske befolkning. Selv ligene blev udnyttet. Guldtænder blev revet ud og smeltet om, og asken fra de døde blev brugt som gødning på markerne.

At arbejde i helvede – Sonderkommando

I alle udryddelseslejrene blev et vist antal fanger udvalgt til at arbejde i Sonderkommando (sær- eller specialenhed). Arbejdet bestod blandt andet i at hjælpe med at genne ofrene ind i gaskamrene. Bagefter tømte de gaskamrene og gjorde dem rene, inden næste gruppe blev sendt ind. Sonderkommando havde også til opgave at sortere de dødes ejendele og fjerne guldplomber fra deres tænder. De transporterede ligene til krematorierne og holdt ovnene i gang. Medlemmer af Sonderkommando levede ikke længe. Oftest blev de gasset efter et par uger og udskiftet med nye fanger.

Så mange døde i lejrene

Omkring 3 millioner jøder dræbt i de seks udryddelseslejre i perioden 1941 til 1944. Som ved andre historiske begivenheder, er det ikke muligt at fastlægge det præcise antal. Det skyldes blandt andet, at nazisterne opgjorde antallet af ofre i vognladninger, og fordi de forsøgte at skjule forbrydelsernes omfang ved at destruere bevismaterialet.