Afskyens natur: Når folkedrab gør gerningsmanden syg
Nogle soldater bryder sammen og kaster op, når de begår massedrab. Er det fordi, de forstår, at det, de gør, er grusomt og umoralsk, eller er det bare fordi, massedrab er ulækkert? Historikeren Christopher Browning og sociologen Daniel Goldhagen har undersøgt den samme gruppe gerningsmænd, og de er meget uenige.
Inspektion af Polizeibataillon 101 i det besatte Polen.
Langt fra alle soldater får kvalme, kaster op eller begynder at ryste, når de begår massedrab, men der er en lang række eksempler på det. Det sker ikke kun for uerfarne fodsoldater, men også for højtrangerende, stærkt ideologiske militære ledere. Det mest berygtede eksempel er Heinrich Himmler, som angiveligt kastede op, da han var vidne til en massenedskydning af jøder i Minsk i 1942.
Hvordan skal ubehaget forstås?
Både folkedrabsforskere og soldaterne selv er uenige om, hvordan ubehaget skal forstås. Er afskyen tegn på, at soldaterne inderst inde godt ved, at det, de gør er forkert? Er alle mennesker født med en instinktiv modvilje imod at slå ihjel? Eller er afskyen udelukkende udtryk for, at det er ulækkert at se blod, lig og indvolde?
Politibataljon 101: almindelige mænd
I den nazistiske politibataljon 101 oplevede flere af mændene en pludselig bølge af kvalme og opkast under deres første massedrab. Massedrabet foregik i landsbyen Jozefow i Polen 1942 og er dokumenteret af historikeren Christopher Browning i bogen Ordinary Men.
Politibataljon 101 bestod af ganske almindelige mænd uden meget militærtræning. Ingen af dem havde en forhistorie med vold og sadisme, og de fleste havde ikke nogen stærk ideologisk tilknytning til nazibevægelsen. De var såkaldte reservister – dvs. almindelige civile – som var blevet genindkaldt til militærtjeneste på grund af krigen. Størstedelen var arbejdere mellem 37 og 42 år. De fleste kom fra Hamborg, en af de tyske byer, som var kendt for ikke at være særlig nazistisk. Ikke desto mindre tilpassede mændene sig forbløffende hurtigt den nye situation, hvor de blev ansvarlige for drab og etnisk udrensning af titusindvis af jøder i Polen.
Kaotisk massedrab
Da politibataljonen en julinat i 1942 blev vækket og sendt af sted på deres første ”specialaktion”, vidste de ikke selv, at deres mission bestod i at slå civile jøder ihjel. Først da de ankom til landsbyen Jozefow i de tidlige morgentimer gav en bleg og nervøs major dem besked om ordren med grådkvalt stemme og tårer i øjnene. Flere af soldaterne så senere majoren bryde sammen og græde. Men før denne sommerdag var ovre, var politibataljonen ikke desto mindre ansvarlig for massedrabet på 1500 jøder, primært kvinder, børn og ældre. Yderligere 300 mænd i den arbejdsdygtige alder blev deporteret til en koncentrationslejr.
Nedskydningen af jøderne fandt sted under kaotiske omstændigheder i skoven uden for landsbyen. Ingen af soldaterne eller deres kommandører havde nogen tidligere erfaring med denne type ”specialaktion”. En læge instruerede dem i, hvordan de skulle udføre nedskydningerne mest effektivt og uden for meget svineri, men kun halvdelen af mændene modtog instruktionerne. Derfor blev mange af soldaterne dækket til med blod, hjernemasse og knoglesplinter.
Alkohol og cigaretter for at modvirke ”svaghed”
Flere soldater forsøgte at undgå at deltage i nedskydningerne og de, som anmodede om at blive fritaget for dem, fik lov af deres kommandører. Soldaterne modtog store mængder alkohol og cigaretter for at klare presset. Flere af soldaterne oplevede afsky, men forstod den som udgangspunkt ikke som en moralsk konflikt, men beskrev den i stedet som en form for svaghed hos sig selv.
Nedskydningen af mændene forekom mig så afskyelig, at jeg sigtede forbi den fjerde mand. Det var simpelthen ikke længere muligt for mig at sigte præcist. Jeg følte pludselig kvalme og løb væk fra nedskydningsstedet. Jeg har udtryk mig ukorrekt lige nu. Det var ikke således, at jeg ikke kunne sigte præcist, nærmere at jeg den fjerde gang sigtede forbi med vilje. Jeg løb derefter ind i skoven, kastede op og satte mig ned og lænede mig op af et træ. For at være sikker på, at der ikke var nogen tæt på, kaldte jeg højt ind i skoven, fordi jeg ville være alene. I dag kan jeg sige, at mine nerver var totalt færdige. Jeg tror, jeg blev alene i skoven i omkring to eller tre timer
Case: Kastenbaum
En af soldaterne i politibataljon 101, som Browning giver pseudonymet Franz Kastenbaum, forklarer, hvordan det føltes at deltage i masseskyderierne i skoven uden for landsbyen.
Kastenbaum afgiver sin forklaring i forbindelse med et politiforhør ca. 20 år efter 2. Verdenskrig. Under sin første runde af afhøringer benægtede han at kunne huske noget om at skyde jøder i Polen, men senere dukkede han frivilligt op på kontoret hos Hamburgs statsanklager, som var i gang med at efterforske politibataljon 101. Kastenbaum lagde kortene på bordet og sagde, at han blev nødt til at aflægge ny forklaring, da han ikke havde kunnet finde ro, efter at han havde forsøgt at skjule sin deltagelse i nedskydningerne.
Læg mærke til, at Kastenbaum i citatet ovenfor korrigerer sig selv og lægger særlig vægt på, at han med vilje skød forbi den fjerde mand. Det kan ses som en særlig forsvarsstrategi. Han vil gerne have, at politiet og anklagemyndigheden forstår hans afsky som en moralsk afsky, for at de skal se ham som mere menneskelig.
Case: Hoffmann
Et andet godt eksempel på en soldat, der benytter samme forsvarsstrategi, er Kaptajn Hoffmann fra samme politibataljon. Han var i modsætning til mange af de andre mænd en ideologisk skolet nazist, der tidligt blev medlem af SS. Efter den første massakre i Jozefow undgik Hoffmann at deltage i en række af politibataljonens ”specialaktioner”. Han meldte sig syg med diarré og stærke mavekramper. Han var klar over, at hans mænd så hans sygdom som et tegn på svaghed – de kaldte ham ”Pimf”, som betyder et 10-12 årigt medlem af Hitler Jugend – men han insisterede på, at symptomerne var forårsaget af en dysenteri-vaccination.
Hoffmann blev senere afskediget, fordi han ikke kunne leve op til kravene for sin position. Senere tjente han imidlertid igen som kommandør på Østfronten for hviderussiske hjælpetropper og kaukasiske frivillige – grupper, der var berygtet for deres brutale og grusomme opførsel.
Da Hoffmann 20 år senere bliver anklaget for krigsforbrydelser, beskriver han sin sygdom som en form for psykologisk stress, der var et resultat af den første Jozefow-massakre. På samme måde som Kastenbaum forsøger han altså at tilskrive sit fysiske ubehag en moralsk kvalitet.
Gerningsmænd vil ses som mennesker
Det er et åbent spørgsmål, hvad der egentlig fik Hoffmann og Kastenbaum til at blive syge. Men under deres afhøringer i 1960’erne peger de begge på deres fysiske ubehag som et bevis på, at deres moralske samvittighed forblev intakt, selvom de ikke handlede i overensstemmelse med den. De vil ses som mennesker og ikke som monstre uden nogen sans for rigtigt og forkert.
Et menneskeligt instinkt
Christopher Browning mener, at eksemplerne på afsky og ubehag i politibataljon 101 havde deres oprindelse i menneskelige instinkter, der gjorde modstand mod det nazistiske regimes moral. Samtidig understreger Browning, at soldaterne dengang tilsyneladende ikke havde nogen bevidst forståelse af modsætningen imellem deres følelsesudbrud og de forbrydelser, som de udførte. Som en af soldaterne siger:
Jeg må oprigtig sige, at dengang havde vi ikke nogen tid til at reflektere over det. Først mange år senere blev vi helt bevidste om, hvad der skete dengang … Først da gik det op for mig, at det ikke havde været rigtigt.
Der var meget få eksempler på, at soldaterne i politibataljonen gav etiske og politiske grunde, når de nægtede at deltage i aktionerne, men mange udtrykte bitterhed og uvilje over ordrerne. Imidlertid blev selv de mænd, som oprindeligt følte ubehag under massakren i Jozefow, overraskende hurtigt vænnet til deres nye funktioner, og mange udviklede senere sadistiske tendenser og nød at deltage i de såkaldte ”jødejagter”, som politibataljonen fremover stod for.
Bekymring for soldaternes ve og vel
Efter at have observeret hvordan soldaterne fik følelsesmæssige problemer på grund af massedrabene, blev den nazistiske ledelse bekymret for, at mændene ville blive forråede og demoraliserede. Man besluttede derfor, at politibataljonen primært skulle stå for at finde og jage jøderne. Såkaldte Trawnikis (SS-trænede krigsfanger fra Østeuropa) skulle i stedet for stå for selve nedskydningen. Den nazistiske ledelse var ikke så bekymrede for forråelsen af østeuropæerne, da de ikke var placeret lige så højt i racehierarkiet som det rene, tyske ariske folk.
Topledelsen var til gengæld oprigtigt bekymret for de tyske soldaters mentale helbred. I en berygtet tale til SS-officerer, der stod for massenedskydninger ved Østfronten beroliger Heinrich Himmler dem dog om, at de stadig er gode mennesker på trods af deres hårdhed:
… de fleste af Jer vil vide, hvad det vil sige, når 100 ligger foran Jer, når 500 ligger dér, eller når 1000 ligger der. Det har gjort os hårde at have klaret sådan noget og samtidig at være forblevet anstændige
Ingen moral, blot æstetisk afsky
Fire år efter Christopher Browning udgiver Daniel Goldhagen en bog med analyser af samme politibataljon. Bogen hedder Hitler’s Willing Executioners – Hitlers villige bødler – og er bygget på nøjagtig det samme kildemateriale, som Brownings bog. Goldhagen drager imidlertid helt anderledes konklusioner end Browning: Han afviser pure, at eksemplerne på afsky og ubehag i politibataljon 101 har noget som helst med moral at gøre. I stedet forstår han det som en æstetisk afsky. Soldaterne følte sig syge ved synet af de eksploderede kranier, de flyvende blodmasser og knoglesplinter og de mange lig.
Goldhagen anerkender, at soldaterne blev rystet af deres oplevelser, men fremhæver, at deres fysiske og følelsesmæssige reaktioner ikke adskiller sig fra mange almindelige soldaters oplevelser i deres første møde med en krigs brutalitet. Soldaterne i politibataljon 101 kom sig hurtigt over deres voldsomme følelsesmæssige oplevelser og led ikke nogen videre psykisk overlast.
Mere end villige til at dræbe jøder
Desuden kunne alle soldaterne frit vælge ikke at deltage i selve nedskydningen, men der var ikke særlig mange, der benyttede sig af denne mulighed. Det viser, ifølge Goldhagen, at mændene var mere end villige i at deltage i nedskydningerne af jøder. I direkte modsætning til Browning konkluderer Goldhagen derfor således:
De meget få tilfælde, hvor nogle af dem standsede op, eller når en gerningsmand protesterede over eller fik det dårligt over en kollegas måde at slå ihjel på, skal på ingen måde forstås, uden eksplicitte beviser, som en moralsk afstandtagen fra nedslagtningen, dvs. som at indikere andet end hvad det næsten altid var: en æstetisk afsky for det chokerende horrible, som de så udspille sig
Den modvilje imod at slå ihjel, som nogle soldater udviste, var ikke moralsk. Deres ordrer var ubehagelige, og de havde ikke altid lyst til at udføre dem, men deres modvilje gik primært på måden, man slog ihjel på, og ikke på selve det at jøder skulle slås ihjel. Deres protester skyldtes ikke medlidenhed med ofrene, men primært selvmedlidenhed over, at de skulle opleve så ubehagelige følelser, når de slog ihjel.
Goldhagen: Tyskernes særlige antisemitisme muliggjorde Holocaust
Den primære tese i Daniel Goldhagens bog Hitler’s Willing Executioners er, at det tyske samfund før og under 2. Verdenskrig skilte sig ud fra andre europæiske lande ved at være gennemsyret af en særlig dæmonisk, ekstremt racistisk antisemitisme, som var den afgørende grund til, at netop tyskerne startede et folkedrab imod jøderne. De nazistiske gerningsmænd var derfor mere end villige til at slå jøder ihjel. De så nemlig drabene som retfærdige, fordi de var i fuldkommen overensstemmelse med deres dybt forankrede antisemitisme. Nazisterne var med andre ord aldrig i tvivl om, at det, de gjorde, var rigtigt.
Hvad er afsky?
Babyer og små børn føler ikke afsky for noget. De leger med alt og putter det gerne i munden. De skal lære af deres forældre, hvad der er ulækkert og kan være farligt at spise. Først når de er 2-3 år begynder de at kunne udpege noget som ulækkert og afvise det. I den tidlige barndom lærer vi at identificere basale afskysobjekter, som f.eks. afføring og rådden mad. Senere udvikler vi også at føle social afsky over for fx folk, der smasker eller piller næser, og sidst men ikke mindst lærer vi at føle moralsk afsky over for mennesker, der overtræder grundlæggende moralske principper.
Mange af de basale afskysobjekter, er fælles for alle kulturer, men der er stor variation, når det kommer til, hvad der vækker social og moralsk afsky. For mange vegetarer vækker kød både basal og moralsk afsky; i konservative kulturer vækker homoseksualitet moralsk afsky.
Browning versus Goldhagen
Hvem havde ret – Browning eller Goldhagen? Var det en instinktiv moralsk natur, der fik soldaterne til at få det dårligt? Eller syntes de blot, massedrab var ulækkert og klamt at se på? For at komme svaret nærmere må vi se på, hvad følelsen af afsky er for en størrelse.
Afskyens natur
Vi er født med en fysisk og biologisk evne til at føle afsky. Det, vi konkret føler afsky overfor, er formet af vores sociale, kulturelle og politiske opvækst. Browning var derfor for håbefuld, da han forestillede sig, at soldaternes afsky var udtryk for en instinktiv, dvs. medfødt, moralfølelse.
Vores afskyreaktioner fungerer som automatiske reflekser, som ender med at føles helt naturlige, selv om de er tillærte. De bliver reaktioner, som vi ikke selv er herre over. Tænk på den spontane væmmelse, når vi kommer til at tage en bid af et stykke muggent brød, eller kommer til at hælde sur mælk i vores kaffe. Det føles instinktivt og naturligt, men det er en tillært refleks. Det gælder ikke kun den basale afsky for fx rådden mad. Også voldsomme krænkelse af moralske principper kan få os til spontant at føle kvalme og måske endda kaste op. Mange oplever fx kvalme og måske endda svimmelhed, når de hører om seksuelle overgreb mod børn.
Man behøver ikke være enig med sine afskyfølelser
Når vi først har tillært en afskyreaktion, så sætter den sig godt og grundigt fast i vores krop. Mange midaldrende og ældre danskere er vokset op i en tid, hvor homoseksualitet blev set som forkert og ulækkert. Selvom de fleste danskere i dag går ind for homoseksuelles rettigheder, hører man folk fortælle, at de stadig føler afsky ved tanken om to mænd, der kysser. Man behøver med andre ord ikke være enig med sine afskyfølelser. De kan afsløre en gammel rest af nogle værdier og principper, som man ikke længere tilslutter sig.
For nogle af mændene i politibataljon 101 kan deres afsky og ubehag være udtryk for en moralsk konflikt imellem principper, de tidligere tilsluttede sig, og de nazistiske idealer og ordre, som de nu er underordnede. Goldhagen er derfor for hurtig, når han afviser, at ingen af eksemplerne på afsky og ubehag i politibataljon skyldes en moralsk konflikt.
Ingen lette svar
Der er reelt set ingen mulighed for at afgøre, om den fysiske afskyreaktion er et tegn på basal eller moralsk afsky. Selv soldaternes egen fortolkning af deres ufrivillige reaktion ændrer sig, alt efter hvilken sammenhæng gerningsmændene befinder sig i. Mange fortolkede ubehaget som en pinlig svaghed under selve krigen, men mange år senere, da de stod anklaget for krigsforbrydelser, forklarede de ubehaget som en moralsk konflikt.
Af Ditte Marie Munch-Jurisic, Ph.d., i samarbejde med DIIS. 2016
Artiklen er en pædagogisk bearbejdning af dele af Ditte Marie Munch-Jurisic’s ph.d.-afhandling. Den kan frit downloades fra Det Kongelige Bibliotek (på engelsk).
Læs mere (litteraturliste, henvisninger mm.)
- Artiklen er en pædagogisk bearbejdning af dele af Ditte Marie Munch-Jurisic’s ph.d.-afhandling. Den kan frit downloades fra Det Kongelige Bibliotek (på engelsk).
- Browning, Christopher. 1998. Ordinary Men: Reserve Police Battalion 101 and the Final Solution in Poland. Rev. ed. New York, NY: Harper Perennial.
- Goldhagen, Daniel. 1996. Hitler’s Willing Executioners: Ordinary Germans and the Holocaust. New York: Knopf; Distributed by Random House.
- Nussbaum, Martha Craven. 2010. From Disgust to Humanity: Sexual Orientation and Constitutional Law. Oxford; New York, NY: Oxford University Press.
- Rozin, Paul, Jonathan Haidt, and Clark R. McCauley. 2008. “Disgust.” In Handbook of Emotions, edited by Michael Lewis, Jeanette M. Haviland-Jones, and Lisa Feldman Barrett, 3rd ed., 757–76. New York, NY: Guilford Press.
- Miller, William Ian. 1997. The Anatomy of Disgust. Cambridge, MA: Harvard University Press.
- Skulle soldaterne i politibataljon 101 have taget deres følelser af afsky mere alvorligt og reflekteret over dem? Ville det have gjort en forskel? Diskutér også mere generelt, hvornår vi bør tage vores følelser af afsky seriøst, og hvornår vi blot skal ignorere dem og prøve at overkomme dem.
- SS-organisationen var bekymret for soldaternes ve og vel. Læs hele Himmlers Poznan-tale, og diskutér Himmlers løsningsmodel for, at soldaterne kunne forblive anstændige. Sammenlign med den proces, som almindelige soldater, der trænes til krig må igennem: Hvornår kammer en forråelsesproces over? Hvordan sikrer man, at soldaterne ikke bliver sadistiske?
- Læs kildematerialet, hvor nazistiske soldater frit taler sammen om deres forbrydelser. Hvilken betydning tillægger soldaterne her den afsky og gru, som de omtaler eller selv udviser? Er det moralsk afsky, stress eller bare gru over de metoder, der blev taget i brug? Hvad bekymrer dem mest: at de tyske soldater bliver forrået, eller at de jødiske civile bliver slået ihjel?
- Mange historikere, bl.a. Browning, har kritiseret Goldhagen for at tegne et forenklet billede af datidens tysker, som én der besad en særlig ekstrem form for jødehad, der gav ham eller hende et anlæg for at ville udrydde jøder. Hans model anklages for at ikke at give plads til individuelle forskelle og mere komplekse forklaringer. Ifølge Goldhagen lå kimen til Holocaust netop i den tyske form for antisemitisme. Nazismen var altså noget særligt tysk, og derfor kunne Holocaust kun have fundet sted på tysk jord. Læs mere om Brownings kritik i denne artikel, og diskuter Goldhagens model: Er der nogen kulturer, der er særligt disponeret for at begå folkedrab?
Den 4 oktober 1943 holdt lederen af SS, Heinrich Himmler, en tale for SS ledere, den såkaldte Poznan-tale eller Posen-tale. I den lange tale kommer ...
Historiken Sönke Neitzel og psykologen Harald Welzer’s bog "Soldater - om krig drab og død" (2013, på dansk) løfter sløret for, hvordan nazistiske ...
