Kilde: Poznan-talen. Himmler om jødeevakueringen og omkostningerne derved i Posen 1943
Den 4 oktober 1943 holdt lederen af SS, Heinrich Himmler, en tale for SS ledere, den såkaldte Poznan-tale eller Posen-tale. I den lange tale kommer Himmler blandt andet ind på SS's opgaver og evakueringen af jøderne. Her kan du læse et uddrag af talen, der vedrører SS-soldaternes metoder.
Følgende grundregel må ubetinget gælde for SS-manden: Vi må være ærlige, anstændige, trofaste og kammeratlige over for dem, der hører til vort eget blod, men ikke over for nogen anden. Hvad der sker med en russer eller en tjekke bekymrer jeg mig overhovedet ikke en døjt om. Hvad de andre nationer kan byde os af blodtyper af vor egen gode slags. det vil vi tage - om nødvendigt ved at kidnappe deres børn og opdrage dem hos os. Om nationerne lever i velstand eller sulter til døde bekymre r mig for så vidt kun, som vi har brug for dem som slaver for vor egen kultur; i øvrigt rager de mig en fjer. Om 10.000 russiske kvinder falder om af udmattelse under udgravningen af en anti-tankgrav, rager mig kun for så vidt, som anti-tankgraven bliver gravet færdig til Tyskland. Det er helt klart, at vi ikke skal være rå og hjerteløse, når det ikke er nødvendigt. Vi tyskere, som er det eneste folk i verden som har en ordentlig holdning til dyr, vil også anlægge en ordentlig holdning imod disse menneskedyr. Men det er en forbrydelse imod vort eget blod at bekymre sig om dem og give dem idealer, som vil give vore sønner og sønnesønner større vanskeligheder med dem. Når nogen kommer til mig og siger: »Jeg kan ikke lade kvinder og børn grave denne anti-tankgrav, det er ikke humant, fordi det vil tage livet af dem«, så må jeg dertil sige: »Du er en morder, som myrder dit eget blod. for hvis anti-tankgraven ikke bliver gravet, så vil tyske soldater dø, og de er sønner af tyske mødre. De tilhører vort eget blod«. Dette er, hvad jeg vil indgyde i SS-manden som en af de helligste love i fremtiden. Vor eneste bekymring, vor eneste pligt er vort eget folk og blod. Det er for folket, vi må tænke, og planlægge, arbejde og kæmpe, og ikke for noget som helst andet. Jeg ønsker, at SS skal antage denne holdning overfor alle fremmede, ikke-tyske folk, og navnlig overfor russerne. Alt andet er ligegyldigt og svig imod vor egen nation og en hindring for en hurtig sejr i krigen.
En ting må i hvert fald være forstået i denne krig; det er bedr e, at en russer dør end en tysker.
Jeg vil her i al åbenhed nævne et ret så vanskeligt problem for Jer. Mellem os skal det siges en gang for alle, dét som vi trods alt aldrig vil tale om for den store offentlighed. Jeg tænker her på jødeevakueringerne, udryddelsen af det jødiske folk. Det hører til den slags ting, som det er let nok at sige. - »Det jødiske folk bliver udryddet«, siger ethvert partimedlem, »Det er klart, det står jo i vort program. Udelukkelsen af Jøderne, udryddelse, det er bare i orden«. Men så er der jo alle disse 80 millioner brave tyskere, som hver især kender sin anstændige jøde – og det er klart, at de andre er svin, men lige netop denne hers ens ene er en helt igennem førsteklassesjøde. Ingen af alle dem. der taler sådan, har set, hvad der er sket, ingen har stået det igennem. Men de fleste af Jer vil vide, hvad det vil sige, når 100 ligger foran Jer, når 500 ligger dér, eller når 1000 ligger der. Det har gjort os hårde at have klaret sådan noget og samtidig at være forblevet anstændige - bortset fra enkelte undtagelser af menneskelig svaghed. Dette er et mindeværdigt blad i vor historie, som aldrig er blevet skrevet, og som aldrig vil blive skrevet…