Info og fotos fra udstillingen Sort Mælk - Holocaust i ny kunst
Sort Mælk – Holocaust i ny kunst var en kunstudstilling, der blev vist på Museet for Samtidskunst i Roskilde i foråret 2014. Med tretten internationale kunstnere fra lande som Bolivia, Danmark, Israel, Polen, Sydafrika og USA blev der på vidt forskellige måder sat fokus på Holocaust. Kunstværkerne er skabt i perioden fra midten af 1990’erne og frem til i dag og viser et nutidigt blik på Holocaust i kunst.
Om værkerne:
Værkerne overrasker, nogle er konfronterende, andre poetiske og sammen rejser de spørgsmål om, hvordan en historisk begivenhed som Holocaust kan eller bør skildres kunstnerisk. På udstillingen kunne man blandt andet se en koncentrationslejr bygget i Lego, en guldbroche med påskriften Jude og en stor bunke blødende træstammer.
I værkerne tager kunstnerne temaer op som offer kontra bøddel, fjendebilleder, folkeforførelse, kollektiv erindring og livet efter Holocaust på en nytænkende og til tider utæmmet måde. De gør brug af velkendte symboler og historiske henvisninger, som sættes ind i nye sammenhænge. De deltagende kunstnere viser med deres varierede stemmer og forskelligartede værker, hvorfor og hvordan Holocaust endnu er nærværende for os i dag som historisk traume og som symbol på menneskehedens forbrydelse mod sig selv.
©Maria Laub
Kurateret af:
Natalia Gutman, mag.art i kunsthistorie
Mette Truberg Jensen, cand.mag. i visuel kultur
Artiklen er skrevet af Natalia Gutman, mag.art. i kunsthistorie og kurator bag udstillingen Sort Mælk - Holocaust i ny kunst i samarbejde med DIIS, august 2014. Artiklen er del af undervisningsmaterialet "Sort Mælk - Holocaust i ny kunst ”.