Transport 2
Transport 2 afgik fra København med skib den 2. oktober 1943. Ankom til Theresienstadt med 198 fanger den 6. oktober 1943.
Alsgades Skole, Alsgade 14, København V
Allerede den 29. august 1943 blev de første jøder arresteret – ikke fordi de var jøder, men fordi de var ’kendte’ personer i det danske samfund. Derfor var de blandt de ca. 150 gidsler, som tyskerne arresterede den 29. august 1943, efter den danske regering var trådt tilbage. Blandt de arresterede var overrabbiner Friediger og hans søn. Selvom de ikke blev arresteret, fordi de var jøder, så blev arrestationen alligevel skæbnesvanger for dem. Fordi de allerede var blevet fanget, fik de ikke mulighed for at flygte i oktober 1943, da aktionen mod de danske jøder begyndte. De blev i stedet deporteret med transport nummer 2, der afgik fra Langeliniekaj.
Friediger og hans søn Arthur blev arresteret i deres hjem kl. fem om morgenen den 29. august 1943. De blev ført ud til en prærievogn, som de blev gennet op i. Vognen stoppede forskellige steder i København, før den kørte til Alsgades Skole på Vesterbro. Her blev gidslerne i første omgang samlet og indkvarteret på to etager. Den 2. september blev en del af gruppen ført til Vestre Fængsel. De andre blev den 3. september ført til Horserødlejren.
Vestre Fængsel, København
Arthur Friediger, overrabbinerens søn, var blandt de fanger, der blev ført til Vestre Fængsel. Om sin tid i fængslet har han fortalt:
Opholdet i Vestre Fængsel varede indtil 1. oktober sent om aftenen. Fangerne blev ført gennem København og ud til Langeliniekaj, hvor de skulle om bord på skibet Wartheland. Men først måtte de stå på kajen og vente i tre timer under bevogtning af SS-mænd. Først kl. tre om natten fik de ordre til at gå om bord og ned i lasten. Ca. en time senere ankom flere mennesker. De var blevet fanget om natten, da nazisterne gennemførte ’jødeaktionen’.
Dagmarhus, Jernbanegade, København
Det tyske hovedkvarter lå i 1943 i Dagmarhus i København på Rådhuspladsen (der hvor Dagmar-biografen ligger i dag). Der havde Gestapo en lille afdeling, som beskæftigede sig med jøderne i Danmark. Det var fx der, man havde samlet navne og adresser på de mennesker, man ville arrestere under ’jødeaktionen’. I løbet af aftenen blev nogle af de tilfangetagne jøder anbragt i Dagmarhus. Senere blev de kørt til Langelinie og kom om bord på et ventende skib.
Birgit på fem år var blandt de mennesker, der den 1. oktober 1943 blev tilbageholdt på Dagmarhus, før de blev deporteret til Theresienstadt.
Synagogen, Krystalgade, København
Bag synagogen i Krystalgade lå et jødisk plejehjem – også her trængte de tyske soldater og deres danske håndlangere ind natten mellem den 1. og 2. oktober. De gamle mennesker fra plejehjemmet og andre jøder, der blev fanget i nærheden, blev alle samlet i selve synagogen. Blandt dem, som tilbragte natten i synagogen, var den unge Elias Levin. Han havde været hjemme om aftenen d. 1. oktober sammen med sin far og sin søster for at fejre Rosh Hashana, det jødiske nytår. Men kl. ca. 21 bankede det på deres dør i Nansensgade 19, og bevæbnede gestapomænd trådte ind. Familien blev ført hen til synagogen. Elias har senere beskrevet, hvad der skete den aften:
Omkring kl. 5 blev fangerne ført ud af synagogen. De skulle op i åbne vogne, men for mange af de gamle mennesker fra plejehjemmet var dette stort set umuligt uden hjælp.
Derefter kørte vognene til Langelinie.
Langliniekaj, København
På kajen var der soldater, gestapofolk og tilfangetagne mennesker, der blev forhørt. En del af fangerne blev løsladt i løbet af natten, hvis de kunne bevise, at de enten var gift med ikke-jøder, eller at de havde en ikke-jødisk mor eller far. Tidligt om morgenen den 2. oktober ankom også nogle af de jødiske fanger, der var blevet taget som gidsler den 29. august og senere ført til Horserødlejren. De skulle alle om bord på skibet Wartheland, der lå ved kajen. Den sidste, som kom om bord, var overrabbiner Friediger:
Skibet afgik om formiddagen den 2. oktober og sejlede til Swinemünde, det nuværende Świnouście i Polen. Der skulle fangerne over i kreaturvogne, som førte dem til Theresienstadt, hvor de ankom den 6. oktober 1943.