Folkedrab og internationale domstole
Alle verdens lande er forpligtede til at straffe de ansvarlige for folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Retsforfølgning af gerningsmændene kan ske enten ved nationale eller internationale domstole. Her fokuseres der på de internationale domstole.
Overordnet set findes der tre internationale domstole, der kan behandle sager vedrørende folkedrab.:
- Midlertidige krigsforbryderdomstole, også kaldet ad hoc domstole
- Den Internationale Straffedomstol, International Criminal Court (ICC)
- Den Internationale Domstol (FN’s verdensdomstol), The International Court of Justice (ICJ)
Det er tre meget forskellige domstole, der hver især har nogle helt specifikke kompetencer:
Midlertidige krigsforbryderdomstole oprettes for en tidsbegrænset periode og kan kun varetage sager, der knytter sig til en bestemt konflikt.
Den Internationale Straffedomstol er FN’s højeste dømmende organ. Domstolen behandler de groveste og mest alvorlige internationale forbrydelser. Det er folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Domstolen kan kun behandle sager, hvis den pågældende stat på forhånd har givet domstolen lov, eller hvis sagen er henvist til domstolen af FN’s sikkerhedsråd.
Fælles for midlertidige krigsforbryderdomstole og Den Internationale Straffedomstol er, at de beskæftiger sig med sager, hvor enkeltpersoner kan stilles til ansvar, og de skyldige kan idømmes frihedsstraffe.
Den Internationale Domstol (FN’s verdensdomstol) beskæftiger sig udelukkende med sager, der omhandler staters indbyrdes stridigheder. Det kan være retten til et bestemt territorium eller en stats indblanding i en anden stats interne anliggender. Verdensdomstolen skal desuden afgøre sager, hvor der er opstået tvivl eller uenighed om fortolkningen af internationale konventioner herunder folkedrabskonventionen.
Læs mere om folkedrabskonventionen.
Midlertidige krigsforbryderdomstole
To eksempler på midlertidige domstole er krigsforbryderdomstolene for det tidligere Jugoslavien og for Rwanda. Disse krigsforbryderdomstole behandler udelukkende sager rejst mod enkeltpersoner anklaget for folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden under de væbnede konflikter i det tidligere Jugoslavien og i Rwanda. Begge domstole er oprettet af FN’s Sikkerhedsråd.
Det er dog både dyrt og besværligt at oprette en midlertidig domstol, og derfor oprettes de kun for en tidsbegrænset periode. Det kan medføre, at man desværre ikke når at afslutte alle sager. De uafsluttede sager kan så efterfølgende tages op af nationale domstole.
Midlertidige domstole har været en nødvendig, men ikke en holdbar løsning. Derfor har flere lande haft et ønske om at oprette en permanent domstol for de internationale forbrydelser, som staterne ikke selv kunne – eller ville – retsforfølge. Ønsket opstod kort efter 2. Verdenskrig, men der kom til at gå mere end halvtreds år, før domstolen blev en realitet.
Den Internationale Straffedomstol (ICC)
I 1997 blev det internationale samfund enige om at oprette Den International Straffedomstol, og domstolen trådte i kraft i 2002. Den internationale straffedomstol ligger i Haag og er også kendt under den engelske forkortelse ICC, som står for International Criminal Court. Domstolens formål er at straffe de ansvarlige for folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i de situationer, hvor det på grund af staternes manglende evne eller vilje, er umuligt at føre retssag ved en national domstol.
Fordelen ved at have en permanent international straffedomstol er, at man straks kan gå i gang med at indsamle beviser og opbygge en sag. Samtidig betyder en permanent domstol, at der ikke er en tidsbegrænsning. Alle sager kan derfor nå at blive afsluttet. ICC kan kun beskæftige sig med forbrydelser, der har fundet sted efter d. 1. juli 2002, hvor domstolen officielt trådte i kraft.
Hvem kan anklages ved domstolen?
ICC er ikke oprettet af FN, men er oprettet på baggrund af en traktat. Det betyder, at det kun er de lande, som har underskrevet og tilsluttet sig (ratificeret) traktaten, der er bundet af et samarbejde med ICC. I 2007 har i alt 104 stater tilsluttet sig traktaten. Selvom over halvdelen af verdens 193 FN-medlemslande dermed har tilsluttet sig, så dækker disse lande faktisk under halvdelen af verdens befolkning. Det skyldes, at folkerige nationer som for eksempel Kina, Indien og USA ikke har tilsluttet sig.
Det kan være problematisk, at mange af de lande, der i dag er involveret i konflikter, ikke vil anerkende ICC, og dermed ikke er forpligtet til at henvise sager dertil. Dette gælder blandt andet Sudan, Irak, Israel og USA. Disse lande ønsker ikke, at deres statsborgere skal kunne straffes af andre domstole end landets egne.
Henvisning af sager
Der er forskellige måder, hvorpå en sag kan ende hos ICC. Som udgangspunkt kan et land enten selv henvise en sag, eller ICC’s anklager kan indlede en efterforskning på eget initiativ. I sjældne tilfælde kan FN’s Sikkerhedsråd vælge at bede ICC om at efterforske en situation i et land med henblik på at anklage og retsforfølgelse enkeltpersoner. Det særlige ved en henvisning fra FN’s Sikkerhedsråd er, at rådet har ret til at henvise sagen, uanset om det pågældende land har tilsluttet sig traktaten eller ej. ICC kan kun retsforfølge enkeltpersoner. Men sommetider opstår der sager, hvor det ikke kun er en person, men en stat, der anklages for at have handlet ulovligt eller ikke levet op til sit ansvar og sine forpligtelser. Derfor er der også oprettet en domstol under FN, som udelukkende tager sig af sådanne sager.
Den Internationale Domstol (ICJ)
Den Internationale Domstol (The International Court of Justice) er etableret under FN-pagten. Det betyder, at alle FN’s medlemslande automatisk er medlemmer af domstolen. ICJ er en mellemstatslig domstol, ikke en straffedomstol. Det vil sige, at den kun behandler sager, der opstår mellem stater. Enkeltpersoner kan hverken indbringe sager for ICJ eller dømmes ved ICJ. Sager mellem stater kan for eksempel handle om overholdelsen af internationale forpligtelser og fortolkningen af traktater. ICJ kan enten afsige egentlige domme eller blot komme med vejledende udtalelser.
Ifølge Folkedrabskonventionen har ICJ ret til at afgøre sager, hvor der er opstået tvivl eller uenighed om fortolkningen af konventionen. I marts 2007 afsagde ICJ for første gang en dom, der omhandlede fortolkningen af Folkedrabskonventionen. Dommen handlede om staten Serbiens rolle i forbindelse med folkedrabet i Srebrenica i 1995.
ICJ’s dom vedrørende folkedrab i det tidligere Jugoslavien
Bosnien anklagede staten Serbien for at være ansvarlig for folkedrab på bosniske muslimer i Srebrenica, under krigen i det tidligere Jugoslavien. Ifølge ICJ’s dom har Serbien ikke overholdt sin forpligtigelse til at forhindre folkedrab. Derudover har Serbien heller ikke overholdt sin forpligtigelse til at retsforfølge de ansvarlige og samarbejde med krigsforbryderdomstolen.
Men da det ikke blev bevist, at folkedrabet ville være blevet forhindret, hvis Serbien havde levet op til sine forpligtelser, mente retten ikke, at Serbien skulle yde økonomisk kompensation til Bosnien. Heller ikke Serbiens manglende vilje til at retsforfølge eller udlevere de ansvarlige berettiger Bosnien til økonomisk kompensation. Det var dog trods alt en lille sejr for Bosnien, at ICJ slog fast, at massakren i Srebrenica skal anerkendes som et folkedrab.
International pligt til at straffe gerningsmændene
Som hovedregel skal en forbrydelse straffes i det land, hvor den er begået. Men hvis en person, der har medvirket til at begå folkedrab, er flygtet til et andet land, har dette land nu pligt til at arrestere og retsforfølge personen for hans forbrydelser eller udlevere ham til et tredje land, som vil retsforfølge ham. På denne måde har man prøvet at sikre, at gerningsmændene altid vil blive stillet til ansvar for deres handlinger, uanset hvor i verden de rejser hen.
Selvom ansvaret for at retsforfølge gerningsmændene først og fremmest ligger hos de nationale domstole i det land, hvor forbrydelserne har fundet sted, kan det vise sig at være meget vanskeligt for et land at leve op til dette ansvar. Den sikkerhedsmæssige og politiske situation i et land, hvor en krig netop er slut, kan være meget ustabil. Det kan tage lang tid at få landets institutioner, som for eksempel retssystemet, til at fungere normalt igen. Efter folkedrabet i Rwanda i 1994, hvor op mod 800.000 mennesker blev dræbt i løbet af 100 dage, var det nationale retssystem ude af stand til at håndtere de ufatteligt mange sager. I enkelte tilfælde, hvor de nationale domstole har været ude af stand til selv at retsforfølge gerningsmændene, har det internationale samfund, gennem FN, fundet det nødvendigt at oprette midlertidige domstole, såkaldte ad hoc domstole, til at hjælpe med at udføre denne opgave.