FN's folkedrabskonvention

I håb om at kunne forebygge fremtidige folkedrab vedtog FN i 1948 en folkedrabskonvention, hvori begrebet folkedrab blev defineret. Folkedrabskonventionens definition på folkedrab er karakteriseret ved, at folkedrab omfatter bestemte handlinger, som udføres mod en på forhånd defineret gruppe, med den specifikke hensigt at tilintetgøre gruppen.

FN logo

På baggrund af de uhyrlige forbrydelser, som blev begået under det nazistiske folkedrab på jøderne, vedtog FN i 1948 en folkedrabskonvention i håb om, at man derved kunne forhindre fremtidige folkedrab. I konvention defineres begrebet folkedrab juridisk. Det er den definition, som i dag bliver anvendt i internationale retssager vedrørende folkedrab. Det gælder for eksempel ved den Internationale Krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien, (ICTY), i Haag, som har til opgave at retsforfølge de ansvarlige bag de mange massakrer og overgreb, som fandt sted under borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien i 1990’erne. 

Hvad står der i FN's folkedrabskonvention?

Ifølge konventionen er et folkedrab et bevidst forsøg på helt eller delvist at tilintetgøre en af de fire følgende grupper: 

  • nationale grupper: defineres som en gruppe af individer, som har det til fælles, at de kommer fra samme land eller har samme nationale oprindelse. 
  • etniske grupper: defineres som en gruppe af individer, som har fælles kulturel baggrund og taler samme sprog.
  • racemæssige grupper: defineres som en gruppe af individer, som har mange fysiske karakteristika til fælles og altså deler et genetisk tilhørsforhold.
  • religiøse grupper: defineres som en gruppe af individer, som har samme religiøse overbevisning.

Det er altså ikke alle grupper, som er omfattet af folkedrabskonventionen, men det betyder ikke, at massemord eller andre former for overgreb mod grupper, som ikke er beskyttet af FN's folkedrabskonvention, ikke er strafbart. Her er der nærmere tale om forbrydelser mod menneskeheden. 

I konventionens artikel II defineres folkedrab som enhver af nedennævnte handlinger, der begås i den hensigt helt eller delvist at ødelægge en af de fire grupper: 

  • at dræbe medlemmer af gruppen,
  • at tilføje medlemmer af gruppen betydelig legemlig eller åndelig skade,
  • med forsæt at påføre gruppen levevilkår, beregnede på at bevirke gruppens fuldstændige eller delvise fysiske ødelæggelse,
  • at gennemføre forholdsregler, der tilsigter at hindre fødsler inden for gruppen,
  • med magt at overføre en gruppes børn til en anden gruppe,

Folkedrab kan være andet end at slå ihjel

I henhold til FN-konventionen kan man altså også tale om et folkedrab, selvom den pågældende gruppe ikke direkte udsættes for mord. Det betegnes også som folkedrab, hvis man for eksempel påfører en gruppe så svære livsbetingelser, at det bliver umuligt for gruppens medlemmer at overleve. Et eksempel på dette er de omfattende deportationer under det armenske folkedrab, hvor tyrkerne drev tusindvis af armeniere ud i den syriske ørken og overlod dem til intet andet end sulten. 

Forbrydelser mod menneskeheden

I tilfælde, hvor omfattende forbrydelser, som rettes mod en civilbefolkning, ikke kan kategoriseres som folkedrab, kan der være tale om forbrydelser mod menneskeheden. Forbrydelser mod menneskeheden kan for eksempel være drab, slaveri, tortur og andre umenneskelige overgreb. Folkedrab er også en forbrydelse mod menneskeheden, men adskiller sig fra andre forbrydelser mod menneskeheden, i kraft af, at folkedrab indeholder en særlig intention om helt eller delvist at ødelægge en særlig gruppe.

Politiske og sociale grupper ikke beskyttet af konventionen

De endelige formuleringer i FNs folkedrabskonvention var et resultat af mange og lange forhandlinger mellem medlemslandene, som hver især havde særlige ønsker. Konventionen er derfor præget af mange kompromiser og ikke mindst udeladelser. De hårde forhandlinger om den endelige ordlyd i konventionen var formentlig resultat af, at de enkelte medlemslande frygtede, at de selv ville kunne blive anklaget for folkedrab. Et eksempel er Sovjetunionen, som kæmpede hårdt for og også lykkedes med at holde politiske og sociale grupper ude af konventionen, hvilket med stor sikkerhed skyldtes, at man i Sovjetunionen forfulgte blandt andet politiske modstandere af regimet. Et andet eksempel er USA, som først stadfæstede konventionen i 1988. Der gik altså 50 år fra konventionens tilblivelse indtil verdens mægtigste magt tiltrådte konventionen, og årsagen til dette skal formentligt findes i, at USA frygtede, hvordan deres behandling af den sorte amerikanske befolkning ville blive takseret i forhold til konventionen. 

Svært at bevise en hensigt

Der er siden FN-konventionens tilblivelse blevet påpeget en række problemer ved konventionens definition på folkedrab. Et af de mest væsentlige er spørgsmålet om gerningsmandens hensigt. For at man kan dømme nogen for folkedrab, skal man kunne bevise, at gerningsmanden har haft til hensigt helt eller delvist at ødelægge en gruppe. Dette kan være meget svært, da det ofte er nemmere at bevise, at forbrydelserne har fundet sted, end hvilken hensigt det lå bag. Et eksempel er Holocaust, hvor man aldrig har fundet en egentlig ordre fra Hitler omkring iværksættelsen af folkedrabet på jøderne, selv om Holocaust hører til blandt de mest veldokumenterede folkedrab. Måske har en sådan ordre aldrig eksisteret, men i mange tilfælde ved man, at vigtige ordrer er blevet destrueret, fordi gerningsmændene derved dækker over sig selv. 

Spørgsmålet om helt eller delvist

Et andet problematisk aspekt ved definitionen på folkedrab er formuleringen om, at gruppen skal ødelægges ”helt eller delvist”. Det er nemlig uklart, hvad det betyder. Betyder det, at der også kan være tale om folkedrab, hvis man kun slår en meget lille del af gruppen ihjel, eller findes der i konventionen en underforstået minimumsgrænse? Samtidigt rejser det spørgsmålet om, hvorvidt det skal være et bestemt udsnit af gruppen, som eksempelvis lederne, som udryddes, eller om det er ligegyldigt. Konventionen giver ingen svar på disse spørgsmål og åbner derfor op for forskellige tolkninger.

Retssagen mod den bosnisk-serbiske kommandant Radislav Krstic ved den Internationale Krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien er et eksempel på, hvordan man i international lov har tolket spørgsmålet om helt eller delvist. Krstic blev i 2004 dømt for folkedrab i forbindelse med massakren på 7.000 bosniske mænd og drenge i den bosniske by Screbrenica i 1995, og dommen viser, at det er muligt at blive dømt for folkedrab, selv om ofrene kun udgjorde en relativ lille del af den bosnisk- muslimske befolkning på ca. 1,8 millioner. 

Hvorfor betyder kategoriseringen noget?

Hvorvidt man kategoriserer forbrydelser som folkedrab eller ej, kan have betydning både under og efter selve folkedrabet. Det internationale samfund, som for eksempel FN, er ikke juridisk forpligtet til at gribe ind, men inden for de senere år, har man set en tendens til, at det internationale samfund føler sig moralsk forpligtet til at skride til handling i situationer, hvor der er tale om folkedrab. Derfor er mange lande også meget forsigtige med at bruge betegnelsen folkedrab. I forbindelse med det internationale samfunds ageren spiller også pressen en fremtrædende rolle, da en massiv pressedækning af et folkedrab kan være med til at lægge pres på politikerne. Under folkedrabet i Rwanda greb det internationale samfund ikke ind, og årsagen hertil skal formentlig findes i, dels at ingen i det internationale samfund var villige til at kalde det folkedrab, dels at situationen i Rwanda kun i begrænset omfang tiltrak sig pressens opmærksomhed. 

Efter folkedrabets ophør kan det være vigtigt for de overlevende og ofrenes pårørende, om man kalder bestemte overgreb for folkedrab, da anerkendelsen af ofrenes lidelser er større ved folkedrab. Det kan desuden få betydning i forhold til det juridiske efterspil efter en række overgreb mod grupper. I henhold til international lov er folkedrab ikke værre end andre forbrydelser, men der er indenfor de seneste år blevet afsagt en række domme, som peger i retning af, at folkedrab regnes for den værste forbrydelse af alle. Der er nemlig tendens til, at der idømmes højere straffe i retssager om folkedrab i forhold til retssager, som vedrører andre forbrydelser mod menneskeheden.  

 
Kilder
Gå til kilder, arbejdsspørgsmål, materialer og anden nyttig information