Retssystemet

Bolsjevikkerne byggede deres opfattelse af retssystemet på en marxistisk tankegang, der grundlæggende sagde, at uligheder i et samfund vil forsvinde, efterhånden som samfundet bliver socialistisk. Da det er ulighederne i et samfund, der skaber kriminalitet, vil også kriminaliteten forsvinde i takt med socialismens indførelse - og dermed vil grundlaget for et retssystem være borte. Som i mange andre tilfælde i Sovjetunionen viste det sig dog, at teorien ikke holdt stik i praksis.

Retssystemet efter revolutionen

Holdningen til retssystemets udformning og hvilke beføjelser, det skulle have, forandredes løbende gennem årene i Sovjetunionen. I årene med borgerkrig og krigskommunisme umiddelbart efter revolutionen i 1917 var retssystemet præget af tilfældigheder og lægmandsdomstole (domstole med ikke-juridiske dommere). Den vigtigste drivkraft bag domstolenes afgørelser var den såkaldte revolutionære samvittighed. Det vil sige, at dommerne lagde mere vægt på, hvad der skulle til for at skabe et kommunistisk samfund, end på egentlige juridiske retningslinier, når de dømte. Dommene blev derudover afsagt på grundlag af vagt definerede rettigheder for både borgere og stat. 

Det stod hurtig klart, at et sådan retssystem ikke var holdbart, og i starten af 1920’erne blev retssystemet reformeret. Målet var at skabe et system, som var mere stabilt og forudsigeligt  end tidligere, og som havde nedskrevne love, uddannede dommere og faste retshandlinger forud for domsafsigelserne. 

Pashukanis’ skole

For mange marxister blev det opfattet som et nederlag at gå tilbage til denne tilgang til retssystemet, der for dem at se havde rod i tiden før revolutionen og derfor var borgerlig. Derfor blev der dannet en marxistisk skole for retsvidenskab, som siden er blevet kendt som "Pashukanis’ skole". 

Grundlæggende mente teoretikerne inden for Pashukanis’ skole, at loven og retssystemet var et borgerligt fænomen og et redskab til ulighed og tvang. Retssystemet skulle hurtigst muligt afskaffes, da det kun havde til hensigt at beskytte privat ejendom i en kapitalistisk verden. Derfor blev blandt andet civilretten (de retsregler, der har med eksempelvis den enkelte borger, familie, arv og formue at gøre) afskaffet, hvilket var en betydelig forringelse af borgernes retssikkerhed.

Retssystemet som opdragende institution

Retssystemet fik i høj grad en opdragende funktion over for den sovjetiske befolkning, som skulle lære at være gode socialister. Og ustabilitet og pludselige omvæltninger gjorde, at man aldrig vidste, hvad man havde at rette sig efter. Det, der var lovligt den ene dag, kunne betyde tvangsarbejde i en af de stalinistiske fangelejre den næste dag. Der skete en gradvis kriminalisering af almindelige hverdagsforhold, så eksempelvis det at komme mere end 20 minutter for sent på arbejde fra 1940 blev strafbart og kunne straffes med frihedsberøvelse. 

I slutningen af 1930’erne blev det dog klart for styret, at det var nødvendigt at genetablere et tåleligt forhold mellem borger og stat efter den massive terror, som befolkningen havde været udsat for, blandt andet under Den Store Terror. Derfor blev retssystemet reorganiseret, så blandt andet civilretten atter blev indført og borgerne delvist fik deres retssikkerhed tilbage.

Læs mere om Den Store Terror

Terror - en del af retssystemet

Terroren blev allerede tidligt i Stalin-regimet en integreret del af retssystemet, og der opstod et tvetydigt forhold mellem terror og lov. Denne "terrorens retsvidenskab" kom til udtryk på to måder: 

uklare love gjorde, at der ingen forudsigelighed var i udførelsen af terroren
pludselige og uforudsigelige ændringer i retskendelser og retsregler øgede statens magt på bekostning af borgerens retssikkerhed

De første deciderede love om terror kom i forbindelse med kampagnen mod kulakkerne i 1929-1930, hvor eksempelvis lokale administrative autoriteter fik bemyndigelse til at tage alle midler i brug i kampen mod kulakkerne. Hermed blev det almindelige retssystems beføjelser ophævet, så de juridiske processer blev underordnet de politiske mål, og staten fik magt til at overtrumfe retssystemet. Det betød, at terroren, idet den blev mere lovlig og konsekvent, også blev mere rutinepræget, end den tidligere havde været.

Sovjetunionen var således ikke en retsstat, hvor retssystemet sikrede borgernes rettigheder, men en magtstat, hvor retssystemet dømte efter, hvad der tjente parti og stat bedst.

Læs mere om af-kulakiseringen

Domstolenes opgaver

Domstolene i Sovjetunionen var anderledes, end det, vi forstår ved domstole i et vestligt samfund. Domstolenes opgave var således ikke at analysere et fremlagt bevismateriale og nå frem til en kendelse ud fra det. En stor del af sagerne var opdigtede, og til disse sager, hvor der ikke havde fundet nogen forbrydelse sted, fandtes der ikke noget bevismateriale. Domstolenes opgave blev i stedet at få de tiltalte til at bekræfte tilståelser, som var blevet fremprovokeret ved hjælp af tortur. Det resulterede i, at der ofte udspillede sig uhyggelige dramaer i de sovjetiske retssale. Mange tiltalte trak deres tilståelser tilbage, når de stod over for domstolene. Næste morgen tilstod den tiltalte atter sin "forbrydelse" på baggrund af en lang nats tortur. Når den tiltalte igen kom til hægterne blev tilståelsen endnu engang trukket tilbage, og sådan kunne den anklagede ændre holdning mange gange i løbet af en retssag.   

Anklagepunkterne var ofte utrolige og uden hold i virkeligheden, og eksempelvis kunne frimærkesamlere blive dømt for spionage, fordi de var under mistanke for i kraft af deres hobby at have forbindelser til udlandet. Den berygtede artikel 58 om "kontrarevolutionære forbrydelser" lagde grunden for mange af anklagerne og var med til at forstærke det lovmæssige grundlag for terroren. Punkter i artikel 58 om antisovjetisk virksomhed og troskijsme, opkaldt efter Stalins politiske modstander Leo Troskij, fik mange mennesker dømt på et nærmest ikke-eksisterende grundlag. Andre "populære" anklagepunkter var sabotage, spionage og sammensværgelse. 

Fælles for langt de fleste typer af anklager var, at de var så vagt defineret, at man kunne få dem til at passe til næsten enhver tænkelig form for tankevirksomhed og opførsel. Som forfatteren Alexander Solzjenitsyn udtrykte det: ”Where ever the law is, crime can be found.”

Skueprocesser eller opvisningsretssager blev en effektiv måde for Stalin at udrydde politiske modstandere og andre fra samfundets top. Den første store skueproces var Sjachty-processen, som fandt sted i 1928, hvor 53 mineingeniører blev dømt på falsk grundlag for blandt at sabotere miner. Heraf blev 11 dømt til døden. Siden kom blandt andet de såkaldte Moskva-processer i 1936-1938, hvor tidligere højtstående partimedlemmer fra Lenintiden blev dømt for, sammen med Leo Trotskij, at stå bag en række attentater mod prominente sovjetledere.

Ud over dem, som blev ofre for retssystemets og domstolenes ulogiske og brutale metoder, og som for det meste endte med at betale for det med deres liv eller adskillige år i arbejdslejr, var der millioner af mennesker, der aldrig kom så langt som til en domstol, før de fik deres dom. Mange af dem forsvandt sporløst.

Læs mere om Gulag-fangelejrene