Militærmedicinske og epidemologiske forsøg på kz- og krigsfanger
En del af nazismens menneskeforsøg skulle tjene til at løse militærmedicinske problemer eller forbedre bekæmpelsen af epidemier. I KZ-lejrene måtte ufrivillige forsøgspersoner lægge krop til eksperimenter med alt fra vacciner mod malaria og tyfus over transplantationer og sårheling til faldskærmsudspring og nedkøling.
Malariamyggebur, udstillet i den permanente udstilling i KZ-lejren Dachau. Buret blev bundet om fangens arm eller ben og fyldt med sultne malariamyg. © KZ-Gedenkstätte Dachau, Archiv
Forsøg med ekstreme tryk og nedkøling
Eftersom Versailles-fredstraktaten fra 1919 forbød Tyskland at have et luftvåben, haltede tysk luftfartsmedicin bagefter andre landes; men da Hitler kom til magten og besluttede at se stort på traktaten, udviklede denne forskningsgren sig eksplosivt. Nogle af de mest opsigtsvækkende og brutale eksperimenter havde baggrund i flyvevåbnets og søredningstjenestens behov.
Baggrunden for de luftfartmedicinske trykkammerforsøg
Luftwaffe var i gang med at udvikle kampfly til flyvning i store højder helt op til 20-23 km. over jorden; den ny viden ville spare brændstof, forøge aktionsradius samt gøre flyene usårlige overfor fjendens antiluftskyts. Men hvordan ville flybesætningerne reagere på den lave iltkoncentration? Ville de være fuldt funktionsdygtige i de store højder? Og hvad ville der ske med dem i tilfælde af uheld?
I 1942-43 blev der gennemført en række forsøg med fanger i KZ-lejren Dachau, som skulle dokumentere, hvordan den menneskelige organisme reagerer på ophold i iltfattig luft. I et særligt trykkammer blev fanger hængt op i faldskærmsophængning, og så simulerede man trykforholdene i forskellige højder samt ved fald og langsom nedstigning. En del af fangerne døde og blev obduceret for at iagttage de indre organers reaktion på de ekstreme trykforhold og iltmangelen. En anden forsøgsrække undersøgte, hvordan og hvor længe mennesker kan overleve i koldt vand. Disse forsøgsrækker involverede hundredvis af fanger og kostede mange af dem livet.
Læs mere om hypotermiforsøgene i Dachau
Kemiske og kirurgiske forsøg
Flere forsøg, bl.a. i KZ-lejren Natzweiler-Struthof, var helliget udvikling og test af kemiske kampstoffer (fx sennepsgas og forgiftet ammunition), som blev afprøvet på fangerne. En type forsøg sigtede mod at forbedre krigskirurgien. Lægerne eksperimenterede med transplantationer af hud, muskler og knogler. Man testede antibiotika på kunstigt fremkaldte sårinfektioner i kvindekoncentrationslejren Ravensbrück, og i Auschwitz og KZ-lejren Mauthausen var der test af brandbomber og midler til brandsårsbehandling.
De epidemologiske forsøg
I de jødiske ghettoer og i krigsfange- og KZ-lejre, men også i Østfrontens skyttegrave og primitive soldaterkvarterer, florerede voldsomme epidemier af dysenteri, leverbetændelse, tuberkulose, plettyfus og tyfus . Udvikling af vaccine og midler til behandling af disse sygdomme fik krigsvigtig status og foregik på statslige og private forskningslaboratorier i Tyskland og flere af de besatte lande.
Malariaforsøgene
Ufrivillige forsøgspersoner
Da man kunne eksperimentere på KZ-fanger uden hensyn til disses overlevelse, kunne man skære år af den tid, det tog at udvikle ny medicin og nye behandlinger. Forsøg på mennesker gav desuden resultater, der var mere realistiske i forhold til den praktiske anvendelse end dyreforsøg. De epidemologiske forsøg var de største og involverede flere tusinde ufrivillige forsøgspersoner i koncentrationslejre og psykiatriske sygehuse.
I KZ-lejrene Dachau og Buchenwald blev fanger udsat for eksperimenter med midler imod malaria. Den såkaldte "kolonialfløj" af det tyske militær og erhvervsliv håbede efter sejren over Frankrig i 1940 på at kunne etablere et tysk kolonirige i Afrika. Men det var også vigtigt at kunne vaccinere og behandle tyske soldater og bosættere imod malaria i forhold til tysk ekspansion ind i sovjetisk territorium (som havde vidtstrakte sumpområder). Kolonisering af ”østområderne” var en del af Hitlers stormagtsvisioner.
Lægerne Dr. Claus Schilling og Dr. Gerhard Rose gennemførte i Dachau 115 forsøgsrækker med op imod 1200 fanger. Nogle af de testede vacciner var endnu under udvikling, andre var egentlig allerede opgivet, fordi de var uvirksomme eller befængte med bivirkninger. For at have adgang til inficeret blod og holde liv i de myggesværme, der skulle bruges ved forsøgene, blev en del fanger holdt i isolation uden behandling. Disse såkaldte "passagepersoner" fungerede som føde for malariamyggene, og de fleste af disse fanger døde. I alt kostede malariaforsøgene 300-400 dødsofre.
Sultforsøg på krigsfanger
I Værnemagtens lejre for sovjetiske krigsfanger samt i Mauthausen blev der gennemført masseforsøg for at undersøge de fysiologiske følger af ekstrem sult og teste nyudviklede erstatningslevnedsmidler, lavet af gær, slagteriaffald, cellulose m.v.
Den tyske værnemagt traf ingen forberedelser til at forpleje eller på anden måde sørge for de millioner af krigsfanger, de havde planlagt at tage under felttoget mod Sovjetunionen. Så i de tyske krigsfangelejre på Østfronten herskede ekstrem sult. Af 5,4 mio. fangne sovjetsoldater omkom 3 mio. som følge af sult, sygdomme og drab. Tilstandene i krigsfangelejrene inspirerede tyske værnemagtslæger til masseundersøgelser af sultens stadier og følger. Eksperimenterne med krigsfanger som forsøgskaniner er dog ikke særlig godt beskrevet i forskningen.
Skrevet af lektor Therkel Stræde, samtidshistoriker, underviser bl.a. ved medicinstudiet, Syddansk Universitet. Lægevidenskabelig konsulent: speciallæge Søren Hess, Odense Universitetshospital.
DIIS, februar 2012
