Døden i det kolde vand: hypotermi-forsøg i Dachau

Den viden, der findes om, hvordan mennesker reagerer på ekstrem nedkøling, og hvor længe kan overleve i koldt vand, bygger på nazistiske lægers forsøg med mennesker i 1942-43. Forsøgsrækkerne involverede hundredvis af fanger, der ufrivilligt måtte lægge krop til forsøgene, som kostede mange af dem livet.

SS-lægerne Dr. Rascher (t.h.) og Dr. Holzlöhner tester ekstrem nedkøling i isvandskar i KZ Dachau © KZ-Gedenkstätte Dachau, Archiv

Hvad er hypotermi?

Hypotermi er stærk nedkøling af kroppen, som opstår, hvis man udsættes for betydelig kulde i en længere periode. Når kroppen taber mere varme, end den kan danne, opstår der hypotermi. I alvorlige tilfælde kan det medføre ophør af vitale organer, herunder hjertestop. Stærk nedkøling kan give alvorlige varige hjerneskader, og her har det stor betydning, hvordan genopvarmningen sker.

Den basisviden om hypotermi, som læger i dag bygger på, er etableret af nazistiske læger i KZ-lejren Dachau i 1942. Og det var koncentrationslejrfanger, der lagde krop til forsøgene. Dachau-forsøgene var bestilt af Luftwaffe, som ønskede at forbedre overlevelseschancerne for piloter, der forulykkede og havnede i havet.

Søredningsforsøgene i Dachau

Søredningsforsøgene i Dachau blev ledet af Dr. Sigmund Rascher og foregik fra august 1942 til maj 1943. Rascher og hans kolleger anbragte fanger - nøgne eller klædt i Luftwaffes flyverdragter - i store kar med isvand, afkølet til 2-11 grader, og iagttog udviklingen i fangernes kropstilstand. Hjertefunktionen blev optegnet med elektrokardiogram (EKG), og forsøgene dokumenteret fotografisk. Det blev konstateret, at døden indtraf, når legemstemperaturen var faldet til 24,2-25,7 grader. Ved en vandtemperatur på 4-6 grader varede det fra 1-1½ time, inden forsøgspersonen døde.

Baggrunden for forsøgene

En af det "Det tredje Riges" krigsindsatser gjaldt at afskære Storbritannien og Sovjet fra forsyninger fra USA. Tyske U-både og fly forsøgte at afbryde konvojtrafikken over Nordatlanten, men en del af disse gik tabt. Da det er dyrt og tager lang tid at uddanne piloter, var det presserende at få effektiviseret søredningstjenesten. Man skulle i en fart udvikle overlevelsesdragter og skaffe sig præcise data for, hvor længe et menneske egentlig kan overleve i vand ved forskellig temperatur. Det betød, at man kunne koncentrere eftersøgningen efter nedskudte flyvere til den periode, hvor der stadig var håb om at finde dem i live. Kriegsmarine var også interesseret i forsøgene for at forbedre indsatsen for at redde skibbrudne.

Obducerede levende personer

Nogle forsøgsrækker handlede om at forstå, hvad der sker med de menneskelige organer og kropsvæskerne ved ekstrem nedkøling. Her dræbte man forsøgspersonen, når kroppen havde nået en passende lav temperatur og obducerede den dræbte med det samme. I nogle tilfælde begyndte man obduktionen, inden forsøgspersonen var død (vivisektion).

Test af genoplivningsmetoder

Andre forsøgsrækker handlede om at finde frem til, hvilken genoplivningsmetode der var bedst: skulle den stærkt afkølede krop opvarmes hurtigt eller bringes langsomt tilbage til normal legemstemperatur? Hvilke varmekilder gav bedst resultat: varme bade, strålingsvarme eller indpakning i tæpper?

Rascher testede også en hypotese om, at "animalsk varme" var mere velegnet end "fysisk varme" - en af de ideer, som SS-chef Himmler havde hentet fra sin læsning af okkult litteratur. Her blev mandlige forsøgspersoner med en kropstemperatur på 30 grader og hjertestop lagt "i sandwich" mellem nøgne kvinder og bragt tilbage til normal legemstemperatur ved deres kropsvarme. Fire kvindelige KZ-fanger blev hentet i Ravensbrück til disse forsøg; den ene ville Dr. Rascher dog ikke bruge, fordi hun så for "raceren" og "arisk" ud til at skulle nedværdiges på den måde. Den 12. februar 1943 måtte han meddele Himmler, at hurtig genopvarmning ved hjælp af varme bade var at foretrække frem for den langsommere metode med menneskelig kropsvarme. Han udtrykte sig dog yderst skånsomt for ikke at støde SS-rigsføreren og undlod ikke at pirre dennes fantasi med oplysningen om, at menneskelig genopvarmning havde givet gode resultater hos forsøgspersoner, der var i stand til at gennemføre samleje.

For at få mere omfattende data om den menneskelige krops reaktion på kulde supplerede Dr. Rascher isvandsforsøgene med såkaldt friluftsafkøling. Nøgne fanger blev anbragt på bårer i fri luft natten over i vintertemperaturer ned til -6 grader og en gang i timen overhældt med koldt vand. Af den første forsøgsrække døde tre ud af i alt ti forsøgspersoner. I denne del af hypotermi-forsøgene nåede det samlede antal forsøgspersoner formentlig op på 100. Da ofrene våndede sig og skreg, så det kunne høres vidt om i lejren, gik man hurtigt over til at give dem bedøvelse.

Som resultat af disse forsøg blev der udviklet overlevelsesdragter og nødrationer til Luftwaffes piloter og nye retningslinier for den tyske søredningstjeneste.

Skrevet af lektor Therkel Stræde, samtidshistoriker og underviser ved bl.a. medicinstudiet, Syddansk Universitet. Lægevidenskabelig konsulent: speciallæge Søren Hess, Odense Universitetshospital.
 
DIIS, februar 2012

Arbejdsspørgsmål

I vejledningen "Værd at vide om kulde og beklædning til søs", der er udgivet af Søsportens Sikkerhedsråd, viser skemaet, hvad der sker med kroppen, når den bliver nedkølet. Vejledningen anbefaler typer af beklædning, der afspejler vore dages viden, som delvist er baseret på Dachau-forsøgene. I de senere år har man eksperimenteret med grise for at forbedre hypotermibehandlingen og forbedre redningsindsatsen ved søulykker. Selvom grises fysiologi ligger tæt på menneskers, er resultater fra menneskeforsøg mere direkte anvendelige i forhold til de situationer, som søredningstjenesten i praksis kommer ud for.

Er det etisk forsvarligt at bruge resultater fra de forbryderiske hypotermiforsøg i Dachau, der kostede uskyldige fanger livet? Er det forsvarligt ikke at gøre det? Er det overhovedet muligt at "glemme" etableret viden?

Gå til kilder, arbejdsspørgsmål, materialer og anden nyttig information