Kan folkedrab forebygges?

Folkedrab koster menneskeliv og har stor indvirkning på de overlevende og det samfund, det har fundet sted i. Men folkedrab påvirker også situationen i andre lande, fx som følge af flygtningestrømme, eller fordi det kræver militær indgriben at stoppe et folkedrab. Derfor arbejder bl.a. USA og FN for at forhindre nye folkedrab. Her har man udpeget nogle af de risikofaktorer, som kan lede til folkedrab, og som man bør holde øje med, hvis folkedrab skal forhindres i fremtiden.

Hvad skal man holde øje med?

I 1998 tog den daværende amerikanske præsident Bill Clinton initiativ til en undersøgelse af, hvordan folkedrab kan forhindres. Han bad Barbara Harff, der er forsker ved det amerikanske flådeakademi, om at udpegede faktorer, man bør holde øje med, hvis folkedrab skal stoppes i opløbet. Harff konkluderede følgende:

• Risikoen for folkedrab er størst i samfund med diktatur.
• Folkedrab udløses som oftest af en elite med en ekskluderede ideologi, og/eller hvis eliten repræsenterer en etnisk minoritet.
• Hvis et land handler meget med andre lande, minimerer det risikoen for folkedrab væsentligt.
• Risikoen er højere i samfund, hvor der tidligere har fundet folkedrab sted, og hvor der tidligere har været et eller flere voldsomme politiske oprør/uro.

Ifølge Harff er det kombinationen af disse faktorer, der tilsammen kan lede til folkedrab. Er de til stede hver for sig, er risikoen ikke så stor.

Siden 1999 har det amerikanske efterretningsråd lavet en såkaldt overgrebsobservationsliste fire gange om året. Listen identificerer lande og situationer, hvor der er risiko for overgreb eller folkedrab. 

Hvordan kan man forhindre folkedrab?

I 2007 blev der nedsat en arbejdsgruppe – Genocide Prevention Task Force, som skulle undersøge, hvordan USA kan være med til at forhindre folkedrab og massevold. I december 2008 konkluderede gruppen, at følgende kan være med til at forhindre folkedrab:

• Kampen mod folkedrab skal prioriteres fra højeste sted, og det skal stå helt klart, at der er lederskab og politisk vilje bag denne dagsorden.
• Der skal være adgang til penge, som kan bruges hurtigt og uden for mange bureaukratiske forhindringer.
• Der er behov for en bred indsats, der omfatter:
  • Overvågning og risikovurdering, så man kan sætte ind tidligt.
  • Forebyggelse i risikoområder ved internationalt samarbejde fx om at udvikle institutioner som retsvæsen og domstole og styrke civilsamfundet.
  • Mulighed for ved diplomatiske midler at gribe ind i situationer, som potentielt kan udvikle sig til et folkedrab. Fx ved at forsøge at påvirke lederne i området og forhindre deres planer.
  • Brug af militær, både når et folkedrab er gået i gang, men også for at stoppe voldelige konflikter, som kan udvikle sig til folkedrab.
  • Internationalt samarbejde hvor man fx udveksler informationer om særligt risikobetonede områder.

Fornyet amerikansk fokus på at forhindre folkedrab

Den amerikanske præsident Barack Obama har også fokuseret på, hvordan folkedrab og massevold kan forhindres. I august 2011 besluttede Obama fx at gennemføre en undersøgelse af, hvilke redskaber til at forebygge og forhindre folkedrab som den amerikanske administration råder over. Undersøgelsen tog bl.a. udgangspunkt i den rapport, som blev udarbejdet i 2008, og har resulteret i konkrete anbefalinger til, hvordan USA kan styrke indsatsen mod folkedrab og andre overgreb. Derudover har undersøgelsen givet konkrete anbefalinger til, hvordan et ”råd for overgrebsforebyggelse” skal sammensættes, og hvordan dets arbejde skal tilrettelægges. 

Rådet skal arbejde på tværs af de forskellige amerikanske ministerier. Ved at samarbejde med efterretningstjenesten i USA og andre lande skal det identificere trusler om folkedrab og overgreb rundt om i verden og hjælpe den amerikanske regering med at gøre indsatsen mod folkedrab og overgreb mere smidig og effektiv.

Læs Obamas beslutning om undersøgelsen og rådet (på engelsk)
Læs om yderligere initiativer igangsat af Obama (på engelsk)

FN og forebyggelse af folkedrab

FN har en særlig rådgiver, der har til opgave at forebygge og forhindre folkedrab. Rådgiveren holder øje med otte forskellige advarselstegn. De er ikke prioriteret i en særlig rækkefølge, og alle skal ikke være opfyldt, før der ifølge FN kan være risiko for folkedrab. De otte advarselstegn er:

1. Forholdet mellem grupper. Foregår der diskrimination, eller er der konflikter og spændinger internt i og mellem grupper?
2. Svækkelse af mekanismer, der kan medvirke til at forhindre folkedrab. Har udsatte grupper fx den rette adgang til beskyttelse, og bliver forbrydelser begået mod dem straffet?
3. Ulovlige våben og væbnede grupper eller sammenstød. Hvordan formes de væbnede grupper, og hvad er gået forud for eventuelle sammenstød?
4. Handlinger, som kan udskille visse grupper. Er der fx propaganda, der opdeler folk i ”os” og ”dem”?
5. Omstændigheder, der kan understøtte folkedrab. Sker der fx pludselig eller gradvis styrkelse af militæret eller andre militante grupper? Bliver bestemte gruppers rettigheder begrænset, eller svækkes de borgerlige rettigheder og friheder?
6. Folkedrabslignende handlinger. Dvs. handlinger, der falder ind under den juridiske definition af folkedrab og andre handlinger, som kan have til formål at udrydde en gruppe. Fx bevidst at fratage en gruppe adgang til rent vand, mad og medicin.
7. Bevis på at nogen har til hensigt delvist eller helt at udrydde en gruppe.
8. Udløsende faktorer, såsom kommende valg, regeringsskifte, begyndende væbnet konflikt eller naturkatastrofer.

Rapportører rundt om i verden giver besked til den særlige rådgiver, der analyserer de indberetninger, han får. Hvis den særlige rådgiver vurderer, at der er særlig risiko for folkedrab, krigsforbrydelser, etnisk udrensning eller forbrydelser mod menneskeheden, giver han besked til FN’s sikkerhedsråd via FN’s generalsekretær. Samtidig giver han også anbefalinger til, hvad FN kan gøre for at forhindre et eventuelt folkedrab. 

Sikkerhedsrådet holder herefter øje med situationen, gør det pågældende land opmærksom på problemerne og opfordrer det til at finde en løsning. Hvis landet ikke forsøger at rette op på situationen kan sikkerhedsrådet indføre sanktioner, eller det kan indsætte væbnede styrker.

Læs om de advarselstegn, som FN holder øje med

Hvad nu hvis …?

Srebrenica-massakren  bliver ofte fremhævet som et eksempel på, at det ikke lykkedes at gribe ind i tide og forhindre et folkedrab, selvom der var tegn på, at det var ved at ske. Men hvad ville der være sket, hvis der ikke var blevet grebet ind? Der ville måske være blevet dræbt endnu flere?

Det er en svær – og ofte upopulær – beslutning at foretage en militær intervention, bl.a. fordi det er dyrt og har store menneskelige omkostninger. Men også fordi man blander sig i et andet lands anliggender. Det er måske en del af forklaringen på, at der ofte først bliver grebet ind, når situationen for alvor er ude af kontrol – som fx i Rwanda eller Bosnien.

Det er svært at forudse et folkedrab, men det er også svært at vide, hvordan en situation kunne have udviklet sig. Der er med stor sandsynlighed eksempler på situationer rundt om i verden, som kunne være endt i folkedrab, hvis ikke nogen havde reageret, men det får vi heldigvis aldrig at vide.

Artiklen er skrevet af Anne Wæhrens, Ph.d.-studerende, DIIS, 2013