Ideologier bag benægtelse af Holocaust

Spørger man Holocaust-benægterne selv, hvorfor de poster så meget tid og energi i deres ”arbejde” med Holocaust, vil man ofte få det svar, at de søger sandheden om en periode i europæisk historie, som har stor betydning for, hvordan verden er indrettet i dag. Graver man et spadestik dybere, bliver det hurtigt klart, at Holocaust-benægtelse ofte har rødder i antisemitisme, og at mange benægtere er fascinerede af totalitære regimer.

Antisemitisme i forskellige forklædninger

Holocaust-benægtelse er næsten altid forbundet med antisemitisme i et eller andet omfang. Mens nogle benægtere er meget direkte i deres udtryk og fremstår åbenlyst racistiske og antisemitiske – fx ved at hylde Adolf Hitler, dyrke nazisme og være racistiske – er andre benægtere mere indirekte i deres udtryk og stiller sig eksempelvis "kun" kritiske over for dele af Holocaust og ikke hele Holocaust.

Akademisk sprogbrug og gode kommunikationsevner kan dog nedtone og delvist skjule den bagvedliggende antisemitisme. Trods enkelte dokumenter og artiklers umiddelbart tilforladelige udseende fra de mere moderate benægteres hånd vil et nærmere syn på benægteren oftest afsløre antisemitisme i en eller anden form. Holocaust-benægtelse tager fx udgangspunkt i en række antisemitiske stereotyper – særligt ideen om en verdensomspændende jødisk sammensværgelse, hvor jøder bliver fremstillet, som om de tilhører et fast sammentømret fællesskab, der efterstræber magt og penge og holder sammen mod omverden.

Benægterne ser derfor Holocaust som en jødisk opfindelse, der fungerer som et våben mod omverdenens kritik af jøder og jødisk kultur. Derudover ser man Holocaust som en ”pengemaskine”, der bruges til at afpresse Tyskland for store pengesummer. På den måde tilskrives jøder en række typiske antisemitiske forestillinger om jøders motiver og karaktertræk, fx at jøder er grådige, forræderiske, snu og magtfulde.

Læs mere om Antisemitisme og Zions vises protokoller 

Fascination af totalitære ideologier

Hvis man undersøger de enkelte benægteres websider, publikationer og ytringer, bliver det tydeligt, at et flertal er præget af en fascination af totalitære regimer. Flere benægtere er desuden knyttet til højreekstremistiske og racistiske organisationer, og der er fx tradition for, at benægterne taler på disse organisationers møder, linker til deres websider og blogs og giver deres medlemmer moralsk opbakning, når de får fængselsdomme for fx racisme.

Efter 2. Verdenskrig nærede langt de fleste mennesker en dyb foragt for nazismen, hvad der i høj grad skyldtes bl.a. nazismens centrale rolle i folkedrabet på seks millioner jøder. For at genoplive nazismen som en legitim ideologi er det derfor nødvendigt for tilhængerne at ”skaffe sig af med” Holocaust eller som minimum vise, at antallet af jødiske ofre var langt mindre end seks millioner og ikke adskiller sig fra andre krigsforbrydelser. Ved at bevise at jødeudryddelserne aldrig har fundet sted, men derimod er ”jødernes egen opfindelse”, kan både nazisme og antisemitisme igen blive acceptable ideologier.

”Israel skal væk!”

Holocaust-benægtelse er også en måde at argumentere for, at staten Israel er oprettet på ulovligt grundlag. Omdrejningspunktet i denne form for benægtelse er en idé om, at hvis Holocaust ikke var sket, ville staten Israel aldrig være blevet oprettet, og mellemøsturolighederne ville være undgået. Kan man bevise, at Holocaust ikke har fundet sted, men er et udtryk for et jødisk/israelsk/zionistisk svindelnummer, er Israel oprettet på falsk grundlag og bør derfor opløses.

Andre modstandere af Israels oprettelse – og særligt af Israels politik og handlinger over for de palæstinensiske flygtninge – bruger Holocaust på en anden måde, nemlig til at fremstille israelerne som grusomme ved at påstå, at ”jøderne gør det samme mod palæstinenserne, som blev gjort mod dem selv” og en følge deraf er, at staten Israel er en illegitim konstruktion og bør opløses. 

Tror de selv på det?

Når man beskæftiger sig med Holocaust-benægtere og tilhængere af andre konspirationsteorier, kan man blive overrasket over den begejstring og entusiasme, som tilhængerne går til opgaven med. De producerer store mængder tekst, blander sig i debatter og gør, hvad de kan, for at nå ud med deres budskab. Der er ingen tvivl om, at mange af benægterne selv er overbeviste om, at de har ret i deres udsagn, og de ser det som deres mission at afsløre den verdensomspændende jødiske sammensværgelse for den omgivende verden.

Selvom Holocaust er det bedst dokumenterede folkedrab nogensinde, afviser benægterne alle vidneudsagn, dokumenter, fysiske beviser, fotografier mv. I tilfælde, hvor benægterne simpelthen ikke kan afvise kendsgernningerne, fordi beviserne taler deres tydelige sprog, er der en tendens til, at de i stedet kaster sig over nye påstande, hvormed de på ny stiller spørgsmålstegn ved Holocaust og omfanget af dette. Det kan derved virke som om, at jo flere beviser, benægtene bliver introduceret for, jo mere stædigt forsøger de at finde beviser, der støtter deres sag. 

DIIS – januar 2010