Hvad er antisemitisme?

Hvem er jøde?

Jødedommen er baseret på troen på en almægtig gud, Jahve, og på de religiøse skrifter Toraen (de fem Mosebøger) og Talmud. Blandt verdens ca. 15 mio. jøder er en stor del dog sekulære jøder – dvs. ikke-troende jøder. Det hænger sammen med, at det at være jøde både kan være et religiøst og et særligt kulturelt tilhørsforhold. I jødedommen findes der en stærk forbindelse mellem den jødiske religion, det jødiske folk og det land, som Gud, ifølge de jødiske skrifter, har givet jøderne. Ifølge jødisk lov er man automatisk jøde, hvis ens mor er jøde – også selvom man ikke selv er religiøs. Nogle jøder er meget religiøse og følger de jødiske forskrifter, mens andre har en stærk jødisk identitet uden at være troende. Der er lige så mange måder at være jøde på, som der er at være kristen eller muslim; alligevel er jøder blevet tilskrevet en række fælles egenskaber gennem hele jødedommens historie.

Antisemitismens skiftende udtryk gennem historien

Antisemitisme er ofte blevet kaldt ”den ældste form for had” og går helt tilbage til antikken. Antisemitisme har gennem historien haft forskellige udtryk og forskellige årsager, og det kan være givtigt at skelne mellem forskellige former for antisemitisme og mellem forskellige årsager til, hvorfor jøder har været lagt for had. Særligt religiøse, socioøkonomiske og politiske faktorer har været afgørende for antisemitismen gennem historien. Det kan dog være svært helt at adskille de forskellige former for antisemitisme. 

Jøderne dræbte Jesus! – religiøs antisemitisme

Religiøst baseret antisemitisme er fordomme eller had mod jøder på grund af deres jødiske religion. Denne form for antisemitisme har eksisteret siden jødedommens opståen i hellenistisk tid, primært på grund af jødisk modstand mod den hellenistiske gudedyrkelse. Den religiøse antisemitisme er især et kristent fænomen, der går helt tilbage til kristendommens fødsel. I nogle perioder har antisemitisme ligefrem været en del af den kristne kirkes politik.

Nogle af de oftest brugte argumenter inden for den religiøse antisemitisme findes iBibelen i Det Ny Testamente, hvor jøder flere steder fremstilles som hævntørstige, nærige eller onde. Fx beskrives det i Johannesevangeliet, at det var jøderne, der krævede at få Jesus korsfæstet. Det er særligt ideen om, at jøderne var ansvarlige for Jesus død, der gennem historien er blevet fremhævet i kristne antisemitiske kredse. På samme måde blev jøder i middelalderen anklaget for at dræbe kristne børn for at bruge deres blod i jødiske ritualer.

Forholdet mellem den kristne kirke og antisemitismen må ses i en historisk kontekst. Det er her centralt at forstå, at langt hovedparten af de tidlige kristne selv oprindeligt var jøder og opvokset i en jødisk tradition. I den periode, hvor kristendommen endnu kun var ved at blive etableret, blev jøder derfor sat i opposition til de nye kristne troende og fremstillet som dem, der ikke havde forstået "det sande budskab". Det er imidlertid ikke sådan, at man kan antage, at kristendommen i sig selv er antisemitisk, fordi kristne tekster gennem historien er blevet anvendt i antisemitisk argumentation.

Den pengegriske jøde – socioøkonomisk antisemitisme

Den socioøkonomiske antisemitisme blev udbredt i middelalderen, hvor jødiske minoriteter var bosat over hele Europa under skiftende kristne og muslimske herskere. Jøder tilhørte i den periode ofte samfundets bund. 

For at udøve visse erhverv skulle man være medlem af særlige kristne lav, som fx tømrerlavet, smedelavet eller bagerlavet. I lange perioder var det forbudt for jøder at være medlem af disse lav, og mange jøder var derfor fattige. Der var dog også erhverv, der ikke krævede medlemskab af lav, eller som det var forbudt for kristne at bestride. Derfor blev mange jøder købmænd, diamantslibere eller pengeudlånere. Det lagde grunden til fordomme om jøder som rige, ”ågerkarle” og pengegriske. Andre lignende fordomme er, at jøderne gennem deres forretninger forsøger at undergrave samfundet og efterstræber verdensherredømmet. Sådanne fordomme høres stadig den dag i dag, ligesom det er en sejlivet fordom, at jøder er ”gode til pengesager”.

Syndebukke og raceteorier – politisk antisemitisme

I slutningen af 1800-tallet opstod den politiske antisemitisme i takt med jødiske gruppers tiltagende politiske engagement i samfundet. Den politiske antisemitisme har ændret sig markant gennem historien, men mekanismerne for den har mange lighedstræk: Den politiske antisemitisme er præget af fremherskende politiske teorier og af behovet for at finde syndebukke eller placere ansvar for politiske kriser. Centralt er dog, at de politiske kriser ikke forklares med politiske argumenter, men i stedet med beskrivelser af jøders handlinger og karaktertræk.

Ved den politiske antisemitismes opståen blev jøder lagt for had fra flere politiske sider. Eksempelvis blev jøder ofte beskyldt for at være kapitalister og kommunister på samme tid. Den fremvoksende racetænkning og raceideologi, der herskede på denne tid, og som under nazismen fik en markant antisemitisk udformning, fik skæbnesvanger betydning for den jødiske befolkning. Denne antisemitiske teori fastslog, at jøder tilhørte en særlig "race", der var andre racer underlegen. Det var dermed ikke muligt inden for den politiske antisemitisme at konvertere til en anden religion eller frasige sig sin jødiske kultur, da race sås som genetisk og derfor ikke var mulig at ændre. I stedet oprettede nazisterne, som et led i deres racevidenskab, fastlåste kategorier som ”heljøde”, ”halvjøde” og ”trekvartjøde”.

Mens disse former for antisemitisme rettede sig imod ”den jødiske race”, uanset den enkeltes religion eller kultur, er der i dag ingen sammenligning mellem jødedom og  race. I stedet retter nutidens antisemitter sig imod jøders religion, kultur og identitet. 

Zions vises protokoller

Et af de mest udbredte antisemitiske skrifter gennem historien er den bevidst forfalskede bog Zions vises protokoller. Denne bog blev skrevet af den russiske zars efterretningstjeneste i slutningen af 1800-tallet, men er udformet som om det var et internt jødisk dokument. Skrivelsen er et stykke historieforfalskning, der blev udformet for at retfærdiggøre forfølgelsen af jøder under det russiske styre. Zions vises protokollerfortæller, at der findes en hemmelig, jødisk sammensværgelse – ”Zions vise” – der konspirerer om at overtage verdensherredømmet.

Udbredelsen af Zions vises protokoller har gennem historien været enorm. I 1920 finansierede den antisemitiske amerikanske bilfabrikant Henry Ford en engelsk masseudgivelse af bogen, og nogle år senere brugte Adolf Hitler skriftet til at retfærdiggøre den nazistiske raceideologi. Også i dag udgives Zions vises protokoller i Mellemøsten og Afrika, hvor den har vundet stor udbredelse. I Danmark blev bogen senest udgivet af en gruppe nazister i 1986. 

Læs et uddrag af Zions vises protokoller

Holocaust-benægtelse og antisemitisme

Holocaust-benægtelse er altid forbundet med antisemitisme på den ene eller anden måde, selvom der også kan findes andre motiver, når mennesker benægter, at Holocaust har fundet sted. Det antisemitiske element er dog ikke altid direkte i sit udtryk, og nogle benægtere gør meget ud af at tage afstand fra fx forfølgelserne af jøder i Nazityskland. Mange benægtere benytter sig også bevidst af "saglig", akademisk sprogbrug for at nedtone eller delvist skjule antisemitismen. Men undersøger man de forskellige Holocaust-benægtere og deres ytringer nærmere, vil man som hovedregel finde antisemitisme i den ene eller anden form.

Eksempelvis tager Holocaust-benægtelse ofte udgangspunkt i en række antisemitiske stereotyper – fx i ideen om en verdensomspændende jødisk sammensværgelse. Ofte bliver jøder fremstillet, som om de tilhører et fast, sammentømret fællesskab, der efterstræber magt og penge og holder sammen mod omverdenen. Andre benægtere beskriver Holocaust som en jødisk ”opfindelse” eller overdrivelse, som jøderne bruger til at få opmærksomhed, indflydelse eller medfølelse. Der eksisterer blandt benægtere en antagelse om, at havde Holocaust ikke fundet sted, ville staten Israel aldrig være blevet oprettet. Kan man derfor bevise, at Holocaust ikke har fundet sted, så er staten oprettet på ulovligt grundlag og mister sin ret til at eksistere. Argumentet i denne form for benægtelse er ofte grundet i en manglende accept af staten Israels eksistens.

I forlængelse af denne form for benægtelse ses Holocaust som en pengemaskine, der bruges til at afpresse Tyskland for erstatningspenge m.m. På den måde tilskrives jøder en række typiske antisemitiske motiver og karaktertræk, fx at jøder er grådige, forræderiske og magtgerrige.

Antisemitisme i Danmark?

Også i Danmark har antisemitiske strømninger været at finde både før og efter 2. Verdenskrig. I begyndelsen af 1800-tallet, hvor Danmark var præget af dårlig økonomi og arbejdsløshed, så den jødiske minoritet ud til at klare sig godt. De danske jøder blev bl.a. derfor gjort til syndebukke for den økonomiske nedgang og lagt for had. Konflikten kulminerede i 1819 i den såkaldte Jødefejde, hvor jøder blev angrebet verbalt og fysisk i København og i enkelte andre byer på Sjælland og Fyn.

I tiden op til og under Holocaust fandtes der ligeledes antisemitisme i Danmark og kun få stillede spørgsmålstegn ved det nazistiske syn på jøder, selvom det ikke var politisk korrekt at ytre sig direkte racistisk om jøderne. Mange danskeres udtryk for antisemitisme forsvandt i takt med udbruddet af 2. Verdenskrig og nazisternes forfølgelse af jøder over hele Europa.

Dansk antisemitisme – efter Holocaust

Allerede fra Hitlers magtovertagelse i 1933 blev antisemitiske udtryk sjældnere i Danmark, og det er efterhånden blevet uacceptabelt offentligt at give udtryk for antisemitiske holdninger. I dag, hvor 2. Verdenskrigs forbrydelser er kendte og veldokumenterede, støtter meget få mennesker i Danmark den form for antisemitisme, der herskede i Nazityskland, og det er meget sjældent, at mennesker direkte erklærer sig som antisemitter. Ikke desto mindre trives nye former for antisemitisme stadig i nogle kredse.

Antisemitismen typiske placering på det politiske danmarkskort har ændret sig gennem historien. Mens antisemitismen før 1. Verdenskrig fandtes både på den politiske venstre- og højrefløj, så man især tilfælde af  jødehad på den politiske højrefløj fra mellemkrigstiden og frem til 2. Verdenskrig. Dette hænger sammen med skiftende fordomme mod jøder og jødehadets skiftende årsager. Hvor antisemitismen tidligere kunne forstås som en særlig form for racisme, er negative syn på jøder i dag forbundet med konflikten mellem Israel og de palæstinensiske områder og storpolitik.

Moderne antisemitisme forbindes ofte med den politiske situation i Israel og de omkringliggende arabiske lande. Således er der konstateret flere racistiske angreb på jøder – som fx graffiti og tilråb – når der er politisk uro i Israel og de palæstinensiske områder. Det er et udtryk for, at israelere og jøder ofte bliver opfattet som én samlet gruppe med enslydende holdninger. Men naturligvis har jøder lige så mange forskellige holdninger til politik som alle andre befolkningsgrupper – også når det gælder politik i Israel. Også danske jøder oplever at blive stillet til ansvar for, hvad der sker i Israel. Derfor er graden af antisemitisme i Danmark ofte påvirket af udviklingen i Mellemøsten.

DIIS – januar 2010