Erindring af det armenske folkedrab: Hvorfor stadig mindes?
Overlevende fra det armenske folkedrab talte ikke meget med deres børn om deres oplevelser. I stedet bad de en stille bøn den 24. april. I 1960’erne begyndte børn og børnebørn af overlevende at erindre folkedrabet med store demonstrationer og krav om anerkendelse fra Tyrkiets side. I dag er der næsten ingen overlevende tilbage, men mindebegivenheder for det armenske folkedrab afholdes med stadig større tilslutning verden over.
Monument for ofrene for det armenske folkedrab i Yerevan © The Armenian Genocide Museum-Institute
Her på siden kan du læse om den amerikansk-armenske kvinde, Iris Papazian, og om hvorfor hun synes, man skal mindes et folkedrab, der fandt sted for over 90 år siden. Iris Papazian planlægger demonstrationer og mindebegivenheder for det armenske folkedrab i New York.
Kamp for opmærksomhed
I 1960erne begyndte mange sociale og etniske grupper verden over at kræve anerkendelse for de uretfærdigheder, der var begået mod dem gennem historien. Afro-amerikanerne i USA fik fx stigende tilslutning til deres borgerrettighedsbevægelse med krav om lige rettigheder og en anerkendelse af slaveriets betydning for deres position i USA i eftertiden. Også armenierne begyndte i 1965 at kæmpe for at skabe opmærksomhed omkring ofrene fra folkedrabet i 1915-18. Iris Papazian fortæller, at man i hendes familie ikke talte om folkedrabet, da hun voksede op, fordi hendes forældre ville beskytte hende mod ’onde fortællinger’. Hun fortæller også, at hendes generation, i modsætning til hendes forældres, blev en slags fortalere for den armenske sag og begyndte at kræve, at verden skulle kende til folkedrabet og anerkende det:
“Jeg er barn af overlevere. Begge mine forældre var overlevere, og jeg tror, mange af dem ikke havde lyst til at give deres tragiske fortid videre til deres børn. De ville hellere give børnene muligheden for et nyt liv. Et bedre liv end det liv, de selv fik. Jeg tror, dette er grunden, til de fleste overlevere ikke ønskede at tale om deres oplevelser eller mindes folkedrabet på armenierne ved store mindebegivenheder. Det var først efter 50 år, at mange børn af overlevere gjorde erindring af folkedrabet til en politisk sag."
Hvorfor huske et gammelt folkedrab?
De fleste armeniere mener, at man skal huske folkedrabet for at vise ofrene respekt. Flere siger også, at vi skal huske folkedrabet på armenierne, så det ikke sker igen for andre etniske grupper. Iris siger, at vi skal huske det armenske folkedrab for at skabe opmærksomhed om folkedrabet i 2007 i Darfur. Men hun er skeptisk overfor tanken, at mennesket lærer af historien.
”Den gamle kliche lyder, at hvis vi glemmer at huske folkedrabet, så gentager fortiden sig, og folkedrab vil ske igen for andre befolkningsgrupper. Men ved du hvad? I realiteten vil folkedrab blive ved med at ske, uanset om vi husker de folkedrab, der er sket i fortiden eller ej. Dette er, hvad vi kan se rundt om i verden. Bare se på Darfur eller Somalia. Lige meget hvor meget vi taler om Holocaust eller det armenske folkedrab, så bliver folkedrab ved med at ske. Men når dette er sagt, mener jeg stadigvæk, vi bør være en form for aktivister for at hindre folkedrab i at ske.”
’Den gode tyrker’ – glemt af alle
Det er aldrig lykkedes at udslette et helt folk under et folkedrab. I det armenske folkedrab lykkedes det mange at undslippe. Iris’ familie flygtede til USA. Hun understreger, at de fleste amerikansk-armenske overlevere overlevede, enten fordi magtfulde tyrkere advarede dem om det forestående folkedrab, eller fordi tyrkere eller kurdere risikerede deres eget liv og sikkerhed ved at beskytte armeniere. Iris påpeger, at mange armeniere ikke taler så meget om denne del af historien:
”Jeg mener, at grunden til, at en stor del af armenierne overlevede, skyldes, at mange gode mennesker hjalp armenierne. En stor del af disse mennesker var tyrkere, og dette er et faktum, som vi armeniere ikke har anerkendt i tilstrækkelig grad. Alle familier, der overlevede, vil fortælle at grunden til, at de overlevede, var, at en tyrkisk eller kurdisk nabo hjalp dem."
Benægtelsen giver opmærksomhed
Siden 1970’erne har hovedformålet med armeniernes årlige demonstrationer været at få Tyrkiet og andre stater til officielt at anerkende, at det, der fandt sted, var et folkedrab på armeniere. Den manglende anerkendelse er et politisk sprængfarligt emne, eftersom Tyrkiet stadig benægter folkedrabet. Derfor er der i medierne ofte stor fokus på den manglende anerkendelse og det politiske spil omkring en mulig anerkendelse. I 2006 vakte det fx stor international opmærksomhed at den tyrkiske forfatter Orhan Pamuk, der anerkender folkedrabet, fik Nobelprisen i litteratur. Iris fortæller, at Tyrkiets benægtelse både skaffer international opmærksomhed om folkedrabet og får armenierne rundt om i verden engageret i sagen:
”Uanset om det drejer sig om at skaffe penge, eller om det drejer sig om at få folk ud på gaderne, så er den nemmeste metode at sige: ”Prøv at se på Tyrkiet – de benægter folkedrabet”. Før du ved af det, så sender folk penge, og de deltager i de forskellige aktiviteter. Jeg har ofte sagt, at hvis Tyrkiet ikke vil have folkedrabet i fokus hele tiden, så bør de anerkende, at det er sket. Prøv at se på alle kontroverserne med de tyrkiske forfattere, der har nævnt folkedrabet. Den opmærksomhed, vi har fået på grund af dette, ville man ikke kunne købe for penge. Helsidesannoncer har ikke samme effekt, som effekten ved at Pamuk vinder Nobelprisen. Det var virkelig en gave.”
Af Kristian Iversen, historiker, i samarbejde med DIIS, 2008
