"Den gode tyrker" – glemt af alle
Det armenske folkedrabs gerningsmænd var osmanniske tyrkere og kurdiske stammer i Østtyrkiet. Men der var også tyrkere og kurdere, der hjalp deres armenske landsmænd til at skjule sig eller flygte og derved reddede dem fra døden. Historien om ’den gode tyrker’ går imidlertid ofte tabt og glemmes i en eftertid, der er præget af en armensk kamp mod tyrkisk folkedrabsbenægtelse.
Armenian Youth Federation i Australien i protest over den tyrkiske præsident Ergodans besøg i Sydney.
Familiefortællinger
Det er sjældent, at historierne om de almindelige tyrkere og kurderne, der hjalp armeniere til at overleve under folkedrabet, bliver nævnt ved mindebegivenheder, i armenske aviser eller i undervisning om folkedrabet. Men i armenske familiers personlige fortællinger om overlevelse berettes der ofte om tyrkeres og kurderes hjælp.
Her er tre forskellige eksempler på disse fortællinger:
”I to-tre dage gik vi og fik meget lidt at spise. Endelig fandt vi min søster, som var flygtet. Så vandrede vi til Harput [by i det østlige Tyrkiet]. Der så vi tyrkere, og jeg ville løbe væk, men de var venlige tyrkere, sagde min mor. Hun sagde ”Du skal bo hos dem nu. Der vil du være i sikkerhed”, og det var jeg. Jeg arbejdede hos dem som stuepige og gjorde rent, men jeg var i sikkerhed og i live. Men jeg så ikke min mor i fem år.”
”Mine egne forældre var små børn [på det tidspunkt]…ingen af dem ville have overlevet, hvis det ikke havde været for nogle af de tyrkiske familier, der hjalp dem.”
”Min bedstefar kom fra en meget velhavende familie. Hans far var en meget respekteret advokat…fordi han var meget respekteret, og fordi han var på ekstremt god fod med de tyrkiske myndigheder, rådede de ham til at få sine to sønner ud af landet.”
Hvorfor ’glemmes’ den gode tyrker?
Den vigtigste årsag til, at fortællingerne om de gode tyrkere og kurdere ’glemmes’ i dag, er, at det armenske folkedrab er så massivt benægtet af den tyrkiske stat. Når folkedrabet diskuteres og mindes i dag, er forholdet mellem armeniere og tyrkere meget anstrengt. Den tyrkiske stat benægter hårdnakket folkedrabet eksempelvis ved at fremføre, at armenierne selv bar skylden for drabet, fordi de ville have deres egen stat, at antallet af døde armeniere er stærkt overdrevet, eller at de historiske begivenheder ikke passer ind under FN’s folkedrabsdefinition.
Armeniernes vigtigste mål er anerkendelse af folkedrabet og en undskyldning fra den tyrkiske stat, og de kæmper for dette på mange forskellige fronter, både ved mindebegivenheder, i politik og i medierne. I denne kamp mod benægtelsen er der sjældent plads til andet end sort-hvide fremstillinger af folkedrabets historiske begivenhedsforløb, hvor linierne mellem godt og ondt, offer og gerningsmand, armenier og tyrker, trækkes meget skarpt op. Fortællingerne og mindet om de gode tyrkere og kurdere går tabt i denne kamp om historien, selv om de måske kunne have været inspirerende og lærerige eksempler på menneskeligt mod i et ellers mørkt kapitel af verdenshistorien.
Forskel på erindringen af Holocaust og det armenske folkedrab
I erindringen af Holocaust bliver de modige enkeltindivider, der hjalp jøderne med risiko for deres egen sikkerhed, mindet som helte. Et eksempel på sådan en helt er Oskar Schindler, der reddede mere end 1000 jøder ved at ansætte dem på sin fabrik, som kan ses i filmen ’Schindlers liste’. Et andet dansk eksempel er de danske fiskere, der sejlede de danske jøder til Sverige under jødeaktionen i 1943.
Museet og dokumentationscentret Yad Vashem i Jerusalem har oprettet en enorm database med mere end 21.000 navne på og fortællinger om ikke-jøder, der risikerede deres egen sikkerhed for at redde jøder under Holocaust. Disse personer er også hædret ved, at der i Jerusalem er anlagt en mindepark, hvor alle deres navne er indgraveret på marmorplader.
I erindringen af det armenske folkedrab forholder det sig anderledes. Her mindes og hædres de tyrkere og kurdere, der hjalp armeniere til at overleve, sjældent ved officielle mindebegivenheder eller på museer om det armenske folkedrab.
Af historiker Ulla Nedergård Pedersen i samarbejde med DIIS, 2008
Denne rapport af diplomaten Carl Ellis Wandel handler om nogle af de mange indberetninger om deporteringer og massemord på armeniere, der indløb til ...
