Den første internationale straffedomstol og Nürnbergprocessen

Frem til oktober 1946 blev 22 nazistiske toppolitikere, partifunktionærer, militærpersoner og embedsmænd tiltalt for forbrydelser mod fred (planlægning og udførelse af angrebskrige), krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Faktisk var der 24 hovedanklagede, men lederen af Tysk Arbejdsfront, Robert Ley, begik selvmord, inden retssagerne startede, og formanden for Tysk Industri, Gustav Krupp von Bohlen, var for syg til at blive retsforfulgt. Tre af de absolutte hovedmænd: Hitler selv, propagandaministeren, Joseph Goebbels, og Chefen for SS og Hitlers stedfortræder, Heinrich Himmler, havde begået selvmord, da det stod klart, at krigen var tabt.

Dommen over de anklagede

De anklagede blev dømt efter almindelige europæiske retsprincipper, selvom der blandt de allierede var fortalere for henrettelse uden rettergang. Det vil sige, at de tiltalte havde ret til forsvar, der blev ført vidner og fremlagt et omfattende bevismateriale. Forbrydelsen skulle altså være bevist, før dommen kunne afsiges. Derimod kunne dommen ikke ankes. Dommene blev afsagt den 1. oktober 1946.

• 12 af de anklagede blev dømt til døden ved hængning: Hermann Göring (begik selvmord inden eksekveringen af dommen), Hans Frank, Alfred Rosenberg, Julius Streicher, Joachim von Ribbentrop, Wilhelm Keitel, Ernst Kaltenbrunner, Fritz Sauckel, Alfred Jodl, Arthur Seyss, Wilhelm Frick og Martin Bormann (in absentia).
• 3 af de anklagede blev idømt livsvarigt fængsel: Rudolf Hess, Walther Funk og Erich Raeder.
• 4 blev idømt mellem 10 og 20 års fængsel: Albert Speer og Baldur von Schirach fik hver 20 års fængsel, Konstantin Freiherr von Neurath fik 15 års fængsel, mens Karl Dönitz fik 10 år.
• 3 af de anklagede blev frifundet: Franz von Papen, Hjalmar Schacht og Hans Fritzsche. Dødsdommene blev eksekveret den 16. oktober 1946.

Forbrydelser mod menneskeheden

Udryddelsen af seks millioner europæiske jøder indgik ikke som et særskilt anklagepunkt, men var omfattet af anklagen om Forbrydelser mod menneskeheden. Denne forbrydelse defineredes som mord, tilintetgørelse, slaveri, deportering, eller forfølgelse på politisk, racemæssigt eller religiøst grundlag. Mange af gerningsmændene i Holocaust og deres håndlangere er siden blev dømt og henrettet for forbrydelser mod menneskeheden efter de retningslinjer, som blev afstukket af Den Internationale Militærdomstol i 1945.

Nürnbergprocessen

Med dommene i 1946 var retsopgøret ikke slut. Frem til 1949 gennemførtes yderligere 11 retssager, som under ét er betegnet Nürnbergprocessen. De omfattede tidligere medlemmer af SS, Gestapo, Sikkerhedstjenesten og Nazi-partiet. Det vil sige de organisationer, som domstolen havde defineret som kriminelle. Også medlemmer af Einsatz-grupperne blev stillet til ansvar for deres forbrydelser. Det samme gjaldt de læger, der havde deltaget i eutanasi-programmet og udført de forfærdelige eksperimenter på fanger i koncentrations- og udryddelseslejre, lejrpersonalet, politiofficerer, jurister og ledende industrifolk.

Nürnbergprocessens betydning for eftertiden

Nürnbergprocessen markerede en nyskabelse inden for folkeretten, i og med at de allierede definerede nye kategorier af forbrydelser, nemlig forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser, herunder folkedrab. Særligt blev det personlige ansvar understreget, så det ikke længere skulle være muligt at skubbe ansvaret for sådanne forbrydelser fra sig under henvisning til, at man blot havde adlydt ordre. I håb om at forhindre lignende folkedrab, som det der fandt sted under 2. Verdenskrig, vedtog FN i 1948 en Folkedrabskonvention, hvori begrebet blev søgt defineret.

Internationale straffedomstole i dag

Fra Nürnbergprocessen skulle der gå næsten 50 år, før der atter blev ført retssager ved internationale domstole for forbrydelser mod menneskeheden og for krigsforbrydelser. Det skyldes bl.a. den kolde krig, hvor man ikke kunne blive enige om enkelthederne i domstolens beføjelser. I 1993 tydede meget imidlertid på, at der foregik handlinger i Eks-jugoslavien, som kunne karakteriseres som folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Denne gang blev FN’s Sikkerhedsråd enige om at etablere en midlertidig domstol for Eks-Jugoslavien og et par år senere et tilsvarende tribunal for Rwanda - i overensstemmelse med FN’s forholdsregler over for trusler mod freden, fredsbrud og angrebshandlinger. Tribunalernes myndighed er begrænset til bestemte geografiske områder og inden for en bestemt tidsperiode.